Besøg os
Det store brøndanlæg renses af til fotodokumentation.

Overraskende jernalderfund udgravet ved Kildebjerg

Et fundrigt vådområde

I de seneste år har Museum Skanderborg foretaget en række større udgravninger ved Kildebjerg i det storslåede landskab mellem Ry og Firgårde. De arkæologiske undersøgelser har efterhånden resulteret i en række spændende oldtidsfund. Blandt de seneste kan nævnes en mindre urnegravplads fra jernalderen, en mandsgrav fra enkeltgravstid samt ofrede ravsmykker fra tragtbægerkulturen. Breder vi perspektivet ud, er det imidlertid først og fremmest spor efter huskonstruktioner – jernaldergårde – der dominerer fundbilledet. Tilsammen danner disse gårdsanlæg en serie af mindre landsbyer, der med mellemrum har flyttet rundt i det kuperede landskab i perioden fra sen førromersk jernalder til tidlig germansk jernalder (ca. 100 f.v.t. - 500 e.v.t. ).

I den vestlige del af undersøgelsesområdet støder jernalderbebyggelsen op til et mindre vådområde, og den slags er arkæologer vilde med! Vådbundsundersøgelser er altid forbundet med særlig stor spænding, idet de fugtige jordlag ofte er ensbetydende med gode bevaringsforhold for især organisk materiale – en fundgruppe der ellers ofte er stærkt underrepræsenteret på arkæologiske udgravninger. Vores udgravningsfelter har tidligere gennemskåret andre dele af samme vådområde, og der er ved disse lejligheder gjort talrige fund fra jernalderen. Særligt er store mængder keramik dukket frem af de mørke vådbundslag. Fundenes karakter og omfang viser, at den fugtige lavning har været benyttet som depot for jernalderbøndernes husholdningsaffald og udtjente husgeråd. Det var derfor med udsigt til stopfyldte fundposer, at vi gav os i kast med arbejdet i vådområdet. Og ganske rigtig, vådområdet viste sig at gemme på flere spændende oldtidslevn, men særligt ét fund i vådområdets udkant vakte stor interesse.

Der fandtes adskillige knogler og tænder fra dyr i brønden. Her ligger en fodknogle fra større dyr samt en afbrækket sprosse fra kronhjort trykket ned i det grå lerlag på brøndens bund.
Langs brøndens sider stod tilspidsede træstage nedrammet i den kompakte grå undergrundsler.

Sten og stager

I de varme majdage trillede vores gravemaskine roligt frem mod den østlige udkant af det gamle vådområde. Trods nyere tids intensiv dræning og dyrkning var der heldigvis stadig vandmættede jordlag på stedet. Pludselig blev maskinens monotone brummen afbrudt af den gennemtrængende, knitrende lyd af stål mod sten. Maskinens skovl var stødt på en stor ansamling kampesten. En regulær stenhob. Det lignede ved første øjekast sten fra markrydning – sammendyngede sten fjernet fra markerne i forbindelse med dyrkning. Men ved nærmere eftersyn stod det klart, at der her var tale om noget ganske andet. Mellem stenene stod nedhamrede, tilspidsede træstager! Efter afrensning med skovl og graveske fremkom en nydelig anlagt oval stenkreds. Sagen var klar! En knap totusind år gammel stenbygget brønd var dukket frem af de mørke vådbundsaflejringer.

Det varme, tørre majvejr gav glimrende forudsætninger for en nærmere undersøgelse af brønden. Havde vejret været som sidste år, kunne vi ikke have udgravet vådområdet med kun én pumpe til at holdet vandet borte fra udgravningsfeltet. Ja, vi måtte undertiden vande brønden, for at den ikke skulle slå revner! Ikke alene havde vi nu fundet en stor, fin brøndkonstruktion med stenramme og nedhamrede træstager, også brøndens sorte jordfyld skulle vise sig at være særdeles interessant. Jordlagene i brønden var nemlig fyldt med jernalderaffald: Knuste kar, dyreknogler og -tænder, horn og tak samt dele af bygningstømmer og stumper af reb, der enten var kastet eller tabt i brønden. Tilmed var brønden usædvanligt stor. Stenrammen indkredsede et område på ikke mindre end 11 m2, og der kunne mageligt sidde fire arkæologer og udgrave brøndens opfyldningslag samtidig.

En rødningsbrønd

Nu skulle man tro, at tolkningen lå ligefor: Her lå den drikkevandsbrønd, der skulle forsyne jernalderlandsbyens beboere og husdyr med rent vand. Men en række spørgsmål trængte sig imidlertid på: Hvorfor var brønden så stor, og hvorfor var der mast knogler, keramik og småsten ned i leret i brøndens bundlag? Noget kunne tyde på, at man i jernalderen flere gange havde gået rundt nede i brønden og derved havde trådt affaldet ned i den bløde lerede undergrund. I øvrigt skulle man mene, at slagteaffaldet ville have forurenet drikkevandet. Jovist, affaldet kunne naturligvis være deponeret i brønden, da den ikke længere var i brug, men der er også en anden mulighed. Måske har brønden slet ikke været anvendt som drikkevandsbrønd, men i stedet til rødning! Rødning – dvs. kontrolleret forrådnelse – er ét af en række trin i den specialiserede kunst at udvinde plantefibre.  Ville man i jernalderen fremstille tekstil eller tovværk fra planter – f.eks. fra hør, hamp eller nælde – måtte stråene lægges til rødning for at løsne fibrene i planternes stængler. Rødning kunne bl.a. foretages i rødningsbrønde, og det er formentlig sådan en, vi har med at gøre her. Det kan både forklare brøndens størrelse, de talrige sten der fandtes både i og omkring brønden, samt de mange knogler, der var kastet i brønden. Stenene har bl.a. være tjenelige som vægte, når plantenegene skulle tyngdes ned i vandet. Desuden har småstenene i brøndens bundlag givet et fast underlag, som man kunne færdes på, når de færdiggærede neg skulle hales op. Brøndens størrelse har desuden givet arbejdsplads og mulighed for rødning af en stor, indbringende høst. Ja, og så er der knoglerne. Den kemiske proces ved rødningen kan fremmes ved netop at komme knogler i vandet. Der er således flere indicier, der peger i samme retning. Jernalderbønderne ved Kildebjerg har efter alt at dømme produceret tekstiler af plantefibre, og vi kan dermed føje endnu en beskæftigelse til deres mange gøremål.

Nu venter vi spændt på, om de naturvidenskabelige prøver, der blev udtaget fra brønden kan bekræfte vores foreløbige tolkning. Og i mellemtiden kunne det være interessant, om der blev gjort andre fund i jernalderbebyggelsen, som kan knyttes til tekstilfremstilling.

Et stykke velbevaret reb kommer frem af de fugtige jordlag.

Administration for Museum Skanderborg
Adelgade 5, 8660 Skanderborg - Tlf. 86 52 24 99 - E-mail: info@museumskanderborg.dk

CVR. nr. 51543254