Formål
Med denne frivilligpolitik er det hensigten, at:
• Museets frivillige får en klar og tydelig tilknytning til museet.
• Museets frivillige fungerer som ambassadører udadtil og indadtil.
• Museum Skanderborg gør det tydeligt, at museet anerkender de frivilliges indsats.
Vi håber med denne politik, at de frivillige får en tydelig beskrivelse af, hvad der forventes af dem som frivillige ved Museum Skanderborg.
Mission
Vi vil gøre borgere og turister klogere på Skanderborgs helt særlige stedslige kvaliteter.
Vores fortælling tager udgangspunkt i det landskab, der er kendetegnende for museets geografiske ansvarsområde - De store søers land.
Grundlaget for missionen er forankret i de fem museumssøjler: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling.
Vision
Museum Skanderborg skaber historien sammen med andre. Borgere og turister får noget med på rejsen.
Museum Skanderborg er skattet lokalt og anerkendt nationalt og globalt som en vedkommende og aktuel kulturinstitution, der går nye veje og sætter nye standarder.
Museum Skanderborgs udstillingssteder er videreudviklet og optimeret med fokus på de enkelte steders særlig kvaliteter og turismepotentialer.
Museum Skanderborg samarbejder med Skanderborg Kommune om udvikling af områdets stedbranding og bosætningsstrategi og bidrager dermed til at understøtte kommunens udvikling kulturelt og økonomisk.
Museum Skanderborg er en attraktiv arbejdsplads med god trivsel og gode muligheder for dedikation og udvikling for medarbejdere og frivillige.
Museum Skanderborg er skabt af frivillige. Frivillighed og ligeværd spiller en central rolle i museets drift. Vi skaber historien sammen og dækker hele kommunen fra lokalarkiver til attraktioner.
Organisation
Det er bestyrelsen for Museum Skanderborg, der vedtager budget, mission og vision for museet. Repræsentanter for museets venneforeninger deltager som frivillige i bestyrelsesarbejdet med pladser i såvel bestyrelse som kontaktudvalg.
Museum Skanderborg organiserer de frivillige, som primært rekrutteres gennem venneforeningerne.
• Den frivillige får én kontaktperson på museet, så man ved, hvem man kan henvende sig til i tvivlstilfælde – eller med gode ideer.
• Den frivillige indgår en aftale med Museum Skanderborg samt får udleveret et id-kort.
Det er ikke noget krav – men det vil naturligvis være velset – at frivillige ved museet også er medlemmer af en af museets foreninger.
Museet sørger for at arrangere kurser for de frivillige, så de er klædt på til opgaven.
Definition på frivillige på Museum Skanderborg
• Enhver uanset alder, oprindelse og køn kan blive frivillig på Museum Skanderborg.
• Frivillige er aktive på museet, fordi de ønsker at være en del af museets virke.
• De frivillige arbejder ulønnet.
Forventninger mellem frivillig og museum
Hvad kan frivillige ved Museum Skanderborg forvente:
1. De frivillige får sociale netværk, nye kompetencer, fællesskaber og gode oplevelser.
2. De frivillige har adgang til information om museets virke.
3. De frivillige får efter aftale tilbudt relevante gratis kurser.
4. De frivillige får en eksklusiv rundvisning i nye udstillinger på museet, så vidt muligt umiddelbart før åbning af udstillingerne.
5. De frivilliges deltagelse påskønnes af museet og på opfordring kan den frivillige få udstedt Undervisningsministeriets frivilligbevis.
6. De frivillige får den forplejning, der nu er passende ift. tidspunktet.
7. Frivillige får samme rabat i museets butik, som de ansatte får.
8. De frivillige inviteres til en fest hver sommer for frivillige og ansatte.
9. De frivillige er omfattet af museets forsikring
Museets forventninger til de frivillige
1. De frivillige støtter op om museets virke og handler konstruktivt i forhold til museets mission.
2. De frivillige medvirker til at give museets gæster en god og lærerig oplevelse.
3. De frivillige er loyale over for museets ry og rygte.
4. De frivillige holder indgåede aftaler og melder hurtigst muligt tilbage i tilfælde af afbud eller forhindringer.
5. De frivillige er loyale over for museets generelle alkohol- og rygepolitik.
6. De frivillige kan være omfattet af tavshedspligt, og denne pligt ophører ikke ved samarbejdets ophør.
Såvel den frivillige som museet kan afslutte samarbejdet, hvis forventningerne ikke opfyldes.
Den frivillige vil fra museet side modtage en varsel inden samarbejdet ophører, medmindre der foreligger en kriminel handling.
Organisering af frivillige i grupper
For at skabe et godt miljø omkring de frivillige på museet, opretter vi en række grupper med forskellige funktioner og kontaktpersoner på museet. Den aktuelle liste over grupper, koordinatorer og kontaktpersoner fremgår af museets hjemmeside.
Hver gruppe får en titel og en arbejdsbeskrivelse. Museet peger på en kontaktperson, som sørger for at gruppen fungerer og hjælper med at sikre, at deltagerne i gruppen har de rigtige informationer for at kunne virke. Kontaktpersonen hjælper med til at lave vagtplan og beskrive opgaver.
Arbejdet
Arbejdet dækker bl.a. kustodevagter på museets afdelinger, lettere vedligehold af bygninger og arealer, praktiske opgaver i forbindelse med sæsonstart, aktivitetsdage, udstillinger, arkivarbejde, bestyrelsesarbejde i museets bestyrelse og kontaktudvalg.
Kontrakt
Af hensyn til forsikring skal alle frivillige udfylde en kontrakt med navn og adresse samt tidsforbrug som frivillig. I særlige tilfælde kan den frivillige blive bedt om at afgive en straffeattest.
Herunder kan man hente kontakter for frivillige, der arbejder henholdsvis over og under 15 timer på årsbasis for Museum Skanderborg.
Juli 2019