Der er andet end bøgetræer i skoven ved Skanderborg. Rundt omkring er der spor efter det tyske Luftwaffes hovedkvarter i Danmark under 2. verdenskrig. Der er flere bunkere, hvoraf de to tidligere kommandobunkere er indrettet som Museumsbunkere. I skoven er der branddamme og blokhuse, og hvis man kigger godt efter, kan man se flade rydninger i skovbunden, hvor der engang har stået mandskabsbarakker.
Museumsbunkerne fortæller historien om besættelsestiden, blandt andet om tyskerne i Dyrehaven og Skanderborg, om stikkervirksomhed og modstandsbevægelsen og dagligdagen under besættelsen.
Sporene rækker også ind i byen. Ude ved Vestergade ligger en anden bunker, der som den eneste af de tyske bunkere fik en militær funktion efter krigen, idet den blev indrettet til Kommandocentral for Skanderborg ved Civilforsvarsstyrelsen under "Den Kolde Krig".
Hele denne spændende del af nyere militær historie i og omkring Skanderborg formidles af Museum Skanderborg under afdelingen Skanderborg Bunkerne.