Gravpladsen på Firgårde, Ry
Arkæologerne har efterhånden gravet et par år lige vest for Firgårde ved Ry. Det er Kildebjerg Ry A/S som er i fuld gang med at bygge Østfasen på Kildebjerg, og forud for hver etape, står arkæologerne klar til at udgrave de spændende spor efter oldtidsmennesket. Der skal i alt udgraves omkring 12 ha og ca. 8,5 ha er allerede udgravet - resten skal klares her i 2018.
Indtil videre er der fundet over 220 huse og hegn, som alle kan dateres til omkring Kristi fødsel og frem til omkring år 500 e.Kr. Dvs. vi befinder os i jernalderen. De mange huse og hegn har ikke ligget der samtidigt, men er et resultat af flere hundrede års bebyggelse, som har flyttet rundt i landskabet. Til bebyggelsen, som lå der i ældre romersk jernalder (1-175 e.Kr.), har arkæologerne fundet en gravplads.