En østjysk fyrsteslægt ved Højlund Boes
I vinter traskede et par detektorfører over en mark ved Boes. Udsynet over Mossø var pragtfuldt og sørme om ikke der også snart var noget at kigge ned efter! Inden for et ganske lille område fremkom den fineste guldberlok, et fragment af en sølvfibel samt talrige smelteklumper i det pure sølv.
Genstandene må netop være ramt af efterårets pløjning, hvorefter detektorførerne kom forbi. Heldigt! Et par pløjesæsoner mere, og genstandenes fundsammenhæng ville være gået tabt.