Metaldetektor
Igennem de sidste 25 år har brugen af metaldetektor været i støt stigning. Der er aldrig fremkommet så mange "Danefæ", som der findes i disse år.
Heldigvis vælger mange at indgå i samarbejde med det lokale ansvarlige arkæologiske museum.
Et samarbejde har mange fordele. Museet får nye oplysninger om fundsteder, og detektorførerne kan være med på museets arkæologiske udgravninger og detektorarrangementer.
I flokken af detektorførere er der både garvede førere og nybegyndere. Sammensætningen gør det altid meget spændende at være med til detektordage, hvor museet har valgt et sted til detektering. De garvede giver gerne deres erfaringer videre og fortæller gode historier om tidligere fund.
En af detektorførerne Allan Faurskov har lavet en hjemmeside om sin hobby. Her kan du læse rigtig meget om at gå med detektor, og der er links til andre hjemmesider.