Museumsloven
Med den seneste Museumslov fra 2002 er der kommet væsentlige forbedringer i forhold til sikring af jordfaste fortidsminder. Museer med et arkæologisk ansvarsområde skal inddrages så tidligt som muligt i planlægning, der medfører jord- og anlægsarbejder. Intentionen er, at planlæggere allerede tidligt kan tage hensyn til erkendte fortidsminder ved enten at flytte et projekt, eller ved at få foretaget de nødvendige arkæologiske undersøgelser i god tid før et egentlig anlægsarbejde påbegyndes.
Den væsentligste ændring i museumsloven er finansieringen af arkæologiske undersøgelser. Bygherre er nu pligtig til at betale for arkæologiske undersøgelser med visse undtagelser. Der skal dog indgås en frivillig aftale med bygherre omkring arkæologiske undersøgelser, og et udgravningsbudget skal godkendes af bygherre. Ønsker bygherre ikke en arkæologisk forundersøgelse, og der konstateres vigtige arkæologiske levn under anlægsarbejdet, skal anlægsarbejdet standses og en arkæologisk undersøgelse foretages for bygherres regning med de forsinkelser, det må medføre i anlægsarbejdet.
Du kan læse hele museumsloven (se kapitel 8).Kulturstyrelsen har en online vejledning til forhold omkring arkæologi og bygherre m.m.I visse tilfælde yder Kulturstyrelsen tilskud til arkæologiske undersøgelser.