Sofus Rasmussen
Ny historie til en af de historiske bænke i Skanderborg.
Sofus Rasmussen i sin barber- og frisørsalon, Banegårdsvej 1. Bænken kan findes foran Adelgade 115.
Sofus Rasmussen blev født den 25. november 1895 i hjemmet i Adelgade, som søn af øltapper Niels Rasmussen og hustru Maren, født Jensen.
Sofus Rasmussen etablerede barberforretning på Banegårdsvej 1 omkring 1919, og flyttede i 1920’erne til Adelgade 128. Under krigen flyttede Sofus Rasmussen forretningen igen, denne gang til Adelgade 114A.
Sofus Rasmussen blev beskrevet som en fremragende violinist, og var desuden med i Skanderborg Borgerforening og Forsvarsbrødrene.
Han fik i 1925 sønnen Johannes Bach Rasmussen, som blev kaldt Nolle, og som senere kom i lære som frisør ved sin far og i 1960 overtog faderens forretning. Nolle var som sin far meget musikalsk og dannede senere Nolles Kvartet.