Arkæologisk forundersøgelse
Hvad er en forundersøgelse?
Når et museum skal afklare, om der er vigtige arkæologiske spor på et areal, graves der en række søgegrøfter. Søgegrøfterne orienteres som regel nord-syd for at ramme på tværs af længderetningen på forhistoriske huse. Andre orienteringer på søgegrøfter kan forekomme, hvis landskabelige kriterier taler herfor. For eksempel undersøger man som regel mindre bakketoppe. Her er der især mulighed for at finde gravanlæg.
Søgegrøfterne graves af en rendegraver eller gravemaskine. Grøftene udlægges som regel med ca. 15 meters mellemrum, men kan ligge med større eller mindre afstand. Grøftenes bredde er mellem 2 til 3 m. Længden bestemmes af de topografiske forhold. Dybden afhænger af muldlagets tykkelse men er oftest mellem 25-40 cm.
Mulden graves af til den gule undergrundsflade. Det er i dette niveau, at arkæologiske spor i form af stolpehuller, gruber, grave m.m. fremstår tydeligt som mørke aftegninger i undergrunden.