Arents samling
Baggrunden for Museum Skanderborg går tilbage til 1913, hvor Skanderborg by fik tilbudt en stor oldsagssamling efter afdøde sagfører Herman Christian Arent, der havde virket i byen i mere end 50 år.
Det var afdødes ønske, at oldsagssamlingen skulle "blive Grundstamme til et Museum eller dog som et for Almenheden tilgængeligt Minde om den fjærne Fortid".
Samlingen indeholdt omkring 10.000 effekter og blev i første omgang udstillet i tårnet i Slotskirken i Skanderborg.
Den blev siden pakket ned pga. dårlige bevaringsforhold, men samlingen blev starten på, at byen gik i gang med at arbejde på at skabe et egentligt museum.
Samlingen har museumsnummer 1 i Museum Skanderborgs registreringssystem.
Mange afdelinger bliver til ét museum
Hver afdeling af Museum Skanderborg har sin egen unikke historie om lokale ildsjæle, der gik sammen om at formilde deres lokalområdes historie. De mange lokalmuseer er siden gået sammen og blevet til den selvejende institution Museum Skanderborg.
Museum Skanderborg blev statsanerkendt museum i 1984. Dengang bestod museet af Skanderborg Museum på Adelgade (senere Museet på Adelgade) og det daværende Skanderborg Egnsarkiv.
I 1995 blev Frihedsmuseet i Skanderborg Dyrehave (nuv. Skanderborg Bunkerne) en afdeling af Skanderborg Museum, og i 2007 fulgte Øm Kloster som afdeling af museet.
1. juni 2008 blev de to museer i den tidligere Ry kommune, Ferskvandsmuseet og Museet på Gl. Rye Mølle også afdelinger af Skanderborg Museum således, at alle museer i den sammenlagte Skanderborg Kommune er ét museum.
1. april 2009 voksede museet yderligere, da alle fem lokalarkiver i kommunen blev samlet som lokalafdelinger af Skanderborg Egnsarkiv, der i den forbindelse blev til Skanderborg Historiske Arkiv.
Skanderborg Museum skiftede pr. 1. maj 2015 navn til Museum Skanderborg, og bymuseet på Adelgade kom til at hedde Museet på Adelgade for at kunne skelne mellem Museum Skanderborgs administration og udstillingerne på Adelgade.
På vej mod nyt museum og arkiv på Skanderborg Station
I 2016 blev der udarbejdet en helhedsplan for Museum Skanderborg i samarbejde med Skanderborg Kommune. Her blev der afsøgt mulighederne for at flytte bymuseet sammen med Historisk Arkiv til en mere central placering i byen og med mere tidsvarende faciliteter. Helhedsplanen kiggede også på museets udviklingspotentiale og samspil med byen.
I løbet af 2018 blev det klart, at det gamle posthus på Skanderborg Station, Perron 1 kunne opfylde ønsket om et moderne og mere tidsvarende museum og arkiv i Skanderborg. Skanderborg Historiske Arkiv flyttede ind i december 2018, og Museet fra Adelgade flyttede med i januar 2020. I de kommende år arbejder vi med at gøre Perron 1 til et historiehus, hvor arkiv, museum og arkæologi mødes i spændende fortællinger for alle og med flere gratis arealer, der kan fungere som ventesal for de rejsende på stationen.
Museum Skanderborg rummer fem museumsafdelinger og et arkiv med fem lokalarkiver. Museet varetager kulturarven i Skanderborg Kommune. Vi passer på historien; vi indsamler, registrerer, bevarer og forsker i historien og formidler den til kommunens borgere og andre besøgende.