Høvding

Eyvind red ud på sletten, hornet havde lyt for mindre en fem minutter siden. Der var fjender på vej over bakken. Eyvind var på ryggen af den mindste hest, der var i landsbyen. Alle kvinder var nede ved den hellige sø, for at bede og ofre. Mændene var på vej i krig. ” Fremad Aslak” Sagde han til sin Hest. ”Op foran, kom nu! Husk planen.” Tænkte han.
På toppen af bakken stoppede hele krigshæren, men Eyvind blev ved med at ride frem, og stoppede først da han var fremme ved høvdingen, og hans søn. ” Bare de må falde” tænkte Eyvind.
En pludselig lyd af galopperne heste fik Eyvind ud af sine tanker. Fjenden angreb! Høvdingen gjorde tegn til krigerne om at de skulle ride frem. Eyvind følte efter sit svær. I takt med de galopperne hestehove kunne han ikke tænke anden end; ” Høvding, høvding, høvding.”
Uhh, hvor han ønskede det!
”EYVIND HVAD LAVER DU HER!?” Høvdingen rev han ud af hans tanker. Flyvende våben fik Eyvind til at reagere, de var netop redet ind i Fjendens hær. Hvor længe skulle der går før giften indtrådte? Høvdingens hest burde snart drætte om?
Høvdingen så forvirret op da hans hest stoppede, han blev ramt af et langt spyd, og Eyvind så hvordan han faldt af hesten, og ned til de tusinder af hestehove. ”Kun en tilbage!” Tænkte Eyvind

Hundrede af mennesker var døde kun tyve minutter og kun få var tilbage. Eyvind galopperede frem og vendte hurtigt sin hest. Han red hurtigt frem mod høvdingens søn; ” Vi ses” sagde Eyvind, og smilede fjoget.

Han hævede sit sværd.

 Skrevet af Camille

Festen opfyldte drømen.

Jeg står og røre i den store gryde. Det er mig der skal lave mad til min mor og mine tre søstre og min bror, og så den anden familie vi deler vores lille gård med. Vi har ikke så meget efter min far er død, og derfor bliver vi nød til at dele en gård med den anden familie. De har kun en søn. Han hedder Otvar. De elsker alle sammen når det er mig der laver mad. Jeg kan også godt selv lide og stå og kokkerere ude i køkkenskuret. Det er hyggeligt at stå og synge samme tid. Nu begynder min suppe at koge. Der er en masse bær ude fra skoven som jeg selv har plukket i suppen. Min bror har været på jagt og har fået en hare med hjem som også er suppen. Jeg elsker hare. Det smager så godt. Og det er bedst når det er i en suppe, som nu.

 ”Tormod” Råber jeg imens jeg bærer den store gryde om på den anden side. ”Der er mad.”

”Okay, vi kommer nu” Svare han. Tormod er min bror. Det er ham der er manden i huset. Jeg satte mig ved boret.

”Vil du ikke side ved siden ad Ragna?” Spørger Tormod Otvar.

”Øhm, jo okay.” svare han forvirret og sætter sig ved siden ad mig.

Tormod smiler til os. Han vil gerne have at jeg skal gifte mig med Otvar når jeg bliver stor. Så kan vi nemlig blive boende her. Men det vil jeg ikke. Jeg vil så gerne giftes med Teitur. Han er så flot og stærk og modig. Han er den perfekte fyr. Men jeg er ikke den eneste der har den drøm om at blive gift med ham. Han svømmer i piger som er tossede med ham. Tormod sidder og holder øje med mig og Otvar.

”Du kan godt glemme det Tormod! Jeg gifter mig ikke med Otvar!” Siger jeg meget bestemt.

”Jo du gør!” Siger ham og rejser sig op. ”Hvis du gør det kan vi blive boende her. Vil du måske ikke det?”

”Jo det vil jeg gerne. Men jeg gifter mig ikke med en eller anden tilfældig fyr. Jeg skal finde den helt rigtige!”

Tormod kikker surt på mig og sætter sig ned, og stakkels Otvar sidder bare der og har ikke fået lov til at kommentere noget. Min mor sidder også bare og ser skræmt ud. Der er stilhed nu. Man kan ikke høre andet end suppen som bliver øset op i træskålene. ”Jeg begynder at tage af bordet” Siger min mor stille. Vi andre giver hende vores skåle. Det er blevet en smule mørkt uden for, og jeg er gået mig en lille tur. Jeg vil hen og se efter Teitur. Men han går selvfølgelig rundt med seks andre piger. Jeg kan høre hvor meget de griner ad hans vitser. Jeg står bag ved en busk og kan se alt hvad de laver. De spiller kryds og bolle i sandet. Jeg har lyst til at gå hen og være med. Men jeg tør ikke at spørge. Jeg er bange for at jeg dummer mig. Men så fik jeg et chok. En hånd ramte ned på min skulder.

”Du kan godt glemme det” sagde en stemme. ”I aften til festen bliver han min.”

Da jeg vender mig om er der ikke nogen at se. Hun må være væk. Men hvad var det mon for en fest hun nævnte. Den har jeg ikke hørt noget om.

”Ragna!” Råber Teitur. Han har fået øje på mig. Jeg kan mærke jeg ryster.

”Kom herned” jeg går stille ned mod ham.

”Kommer du ikke med til festen i aften?” spørg han.

”Mig? Mener du det? Det vil jeg meget gerne. Hvor er det henne?”

”Ja dig. Det er hjemme ved mig. Bare kom om en halv time.”

”Okay” Siger jeg og går hjem ad igen. Tænk at Teitur har spurgt om jeg vil med til hans fest. Det er for vildt. Jeg skynder mig hjem og tager min fineste Kjole på. Jeg håber den er ren. Den meget lange krog er jo først næsten lige slut så vi havde jo også stor fest i sidste uge. Der fik vi vildsvin. Det var lækkert. Jeg elsker virkelig vildsvin. Det er min livret. Min kjole var heldigvis ren. Jeg skynder mig at tage den på, og sætter mit hår op i en flettet knold.

”Tormod. Jeg er hjemme igen i aften.” råber jeg.

”Ja ja. Men ikke alt for sent.”

Jeg skynder mig bare ud ad døren inden jeg hører hvad han svare. Jeg løber næsten hele vejen hjem til ham og da jeg træder ind ad døren var festen allerede godt i gang. Jeg går rundt og leder efter Teitur. Det føles som om jeg er blevet mere modig.

”Hej Ragna” Det er Teitur! Tænker jeg inde i mit hoved.

”Hej Teitur” Jeg vender mig om så jeg kan se ham. Han står bare der og kikker på mig. Jeg går lidt tættere på ham og hurtigt giver han mig et kæmpe kram. Vi går stille ud i haven sammen hvor der ikke er ret mange.

 ”Jeg har noget jeg gerne vil sige.” Og så tager han min hånd.

”Jeg har været vild med dig i lang tid. Men vi har bare aldrig rigtig snakket sammen. Så jeg har været bange for at sige det til dig.” Jeg kikkede bare på ham og prøvede at fatte at han virkelig sagde det til mig. Jeg når slet ikke at få tænkt mig om inden vi kysser. Vi kikkede hinanden i øjnene, og så kunne jeg mærke hvordan det kilede i min mave. Vi gik ind igen med hinanden i hånden. Da vi gik ind ad døren stod alle og kikkede på os, og så begyndte de at klappe.

”Skal jeg følge dig hjem?” Spørg Teitur mig om.

”Ja det må du gerne.” Vi går hele vejen hjem til mig med hinanden i hånden og da vi står ude foran min dør og kysser farvel, ser Tormod det.

”Farvel” Siger han og går.

”Tormod, jeg ved du er sur nu. Men jeg elsker ham.” siger jeg stille til ham.

”Jeg er ikke sur. Du elsker ham jo og jeg skal ikke ødelægge det nu. Kom nu går vi i seng.”

Skrevet af Cecilie

Buen og pilen

Marida er til bue konkurrence, og skal til at skyde. Men Maridas far er ikke kommet, Marida kan ikke nå at løbe hjem og hente ham. Maridas far lovede at komme og se hende skyde. Nu er det maridas tur til at skyde, hun trækker en pil frem og placere den på buen hun trækker langsomt strengen tilbage og skyder pilen af sted hun rammer plet og vinder konkurrencen. Men Marida er ikke glad fordi hendes far ikke var der til at se hende vinde konkurrencen. Marida løber hjem, da hun var kommet hjem løb hun ind på værelset og smækkede døren i og smed både bue og pile på sengen og satte sig i vindueskarmen og begynde at græde. Lidt sener banker det på døren ”KOM IND” råber Marida, far kommer ind ”hvad ville du far” siger Marida ”jeg ville sige at jeg har købt en ny peplos til dig” men marida er ligeglad og siger ”jeg er ligeglad med den peplos”, far går ud af værelset og råber ”der er Fest på gårdspladsen i aften, tag din ny peplos på høvdingen kommer” Marida svare ikke man tager alligevel den nye peplos på og går ud til far og siger at hun er klar til at tage til festen, far smiler og siger ”nej hvor er du da smuk” Marida bliver lidt gladere. Så tager hen til gårdspladsen, hvor høvdinge tager imod os. Lidt senere råber høvdingen ”LAD FESTEN BEGYNDE”. sener på aften kommer høvdingen over til far og siger ”DU HAR SNYT” far ved ikke hvad høvdingen snakker om. Høvdingen slår far i baghovedet, jeg får et sjok og råber ”LAD SÅ VÆR” med høvdingen er ligeglad og slår far igen. Jeg løber hjem og henter min bue tænker jeg, så det gør jeg så. Da jeg havde hentede buen og pilene løb jeg hen til gårdspladsen og listede mig hen bag høvdingen og trak en pil frem og skød ham i ryggen, så falde han om og der blev tavshed på hele gårdspladsen og jeg tænkte ”hvad har jeg gjord” far var helt forbavset. Men lige pluslig begynde de alle sammen at klappe af mig og råbte ”MARIDA MARIDA MARIDA” og jeg troede ikke det var godt at jeg skød ham i ryggen. Og fra den dag er jeg blevet kaldet bue skyden Marida og jeg tilgav min far for ikke at komme til bue skydnings konkurrence og gårdspladsen blev nu kaldt høvdingepladsen.

Skrevet af Freja

Den forsvundne dreng

”Sigrid malker du ikke lige koen”. Ja det er så mig, med alle pligterne i huset, eller sådan har jeg det. Jeg hedder Sigrid. Jeg er 14 år, mange kalder mig den smukke kriger, for jeg er den smukkeste i byen og jeg elsker at slås. Jeg har også en lillebror på 7 år.
Jo altså jeg bor på en gård med min mor, far og lillebror og en masse dyr. ”Jeg kommer nu”. Jo altså min familie er ikke lige frem rig, men vi er heller ikke de fattigste i byen. Vi har jo læ, og en masse dejlige dyr, som mine forældre siger! Min mor vil gerne have at jeg bliver en god husmor som hende. Men jeg vil slås! Lige fra da jeg var lille, har min far vist mig hvordan man bruger svær, spyd, knive og køller. Jeg vil bare gerne have mere tid til at øve mig! Men min mor siger at kvinder ikke slås.

Jeg har en bedste veninde der hedder Hild. Hun er af lidt rigere familie end jeg, men vi er alligevel bedste veninder. Hild forstår ikke det med at slås hun har altid gerne ville opdage noget nyt, så hele byen kunne se hende som et slags opdagelsesmennesker… Jeg ved ikke rigtig hvad hun mener med det, men skidt pyt.

”Skal jeg også malke geden mor”. ”Ja nu du er i gang”. Hvis jeg skulle vælge var det ikke mig, men min mor der skulle gøre pligterne. ”Sådan, må jeg gå ud nu”! ”Okay så”. Jeg løber over mod Hild, da jeg ser ham.. Sort hår, blå øjne, jeg havde aldrig set ham før han stod bare der og fægtede. Han var dygtig med et svær.
”Avv”. Jeg så op og opdagede at jeg var løbet ind i et træ.” Er du okay”. Det var Hild, altid som man havde brug for hende var hun der. ”Jo altså, jeg har det fint”.

”Så du ham”?. ”Hvem”? ”Ham med det sorte hår og de blå øjne”. ”Hvem i alverden snakker du om”? ”HAN STOD OG FÆGTEDE, LIGE DEROVER”! ”Mener du den forsvundne dreng”? ”Hvem er det”? ”Ham fra historierne, kan du ikke huske den”? ”NEJ FORTÆL”! ”Okay, der var engang en dreng, med sort hår og de klareste blå øjne”. ”Da han var helt lille lagde hans mor ham i en vugge”. ”Så gik hun hen og satte sig på sin stol og begyndte at spinde garn”. ”Et par minutter sener gik moderen hen til vuggen. Men drengen var væk”! ”Hun gik i panik, og spurgte sin mand, om det var ham der havde taget drengen, men det havde han ikke”. ”Hun spurgte om han havde set nogle gå ind, eller ud af huset”. ”Men han havde ikke set nogle gå ud eller ind”. ”Hele byen ledte efter den lille dreng men ingen fandt ham”. ”Til sidst opgav man at lede, og drengen blev aldrig fundet eller set nogen side igen”!

”Jeg må ud og finde ham”. ”Jeg så ham og hvis myten passer, var det ikke langt herfra at han blev væk så jeg må af sted”! ”HVAD”! ”NEJ DU SKAL EJ”. ”Det kan blive livsfarligt, og jeg vil ikke miste dig”! Hold nu op du ved hvor god jeg er til at slås og gemme mig”. ”Så det bliver jo ikke noget stort problem hvis nogen kommer”. ”Hvis du går, så går jeg med dig”! ”Hold nu op, du ved, du ikke kan klare dig alene”.
”HVIS DU GÅR, GÅR JEG MED JEG VIL IKKE MISTE DIG”. ”Hild HOLD, NU, OP”! NEJ, Og det kan jo være at jeg også finder noget nyt, som jeg kan tage med tilbage til landsbyen”. ”Jeg går selv”!
Ja det gjorde jeg så. Jeg gik hjem og tog en taske frem. Jeg pakkede lydløst noget mad i, og et par tæppe til om natten. Til sidst og øverst i tasken lagde jeg 7 knive.
Jeg satte mig ned ved siden af min lillebror. ”Jeg skal på en lille udflugts tur, så jeg vil først være hjemme om nogle dage”. ”Vil du gerne sige det til mor og far”? ”Mmm”. Jeg gav ham et stort knus, og så gik jeg.

Jeg havde været ude at gå i skoven ca. en time tror jeg, da jeg så ham igen. Det var som om han ville have mig til at følge efter ham længere ind i skoven. ”Vent lige”. Jeg satte af i løb og spænede efter ham. Men før jeg fik kigget mig om, var han allerede langt længere inde i skoven. ”Vil du ikke snakke med mig”! Han nikkede men sagde ikke noget. Så var han væk igen. Jeg hørte en vislen bag mig. Jeg vendte mig forsigtigt om.. ”Hild”? ”KOM HER”! Hvorfor skulle hun følge efter mig! ”HELT ÆRLIGT HILD”! ”Jeg sagde jeg ville gå med hvis du gik”! ”Fint” Vi gik videre i et par timer den vej jeg havde set ham. Men der skete ikke rigtig noget.

”Det er ved at blive sent skal vi ikke slå lejer her”? ”Okay” Hild var i det mindste god til at slå lejer. ”Sigrid, Sigrid” Jeg satte mig op Det var nat og Hild sov. Jeg kiggede omkring var der ikke en der havde kaldt på mig eller var det en drøm? ”Sigrid følg efter mig” der stod han igen! ”Hvorfor du forsvinder alligevel bare igen”. Jeg kunne ikke lade være med at se på ham. Han var så flot. ”Hvis du gør noget for mig kan jeg blive i byen igen”. Du er den eneste der kan hjælpe mig”. ”Hvorfor er det kun mig der kan hjælpe dig”? ”Du er den jeg skal giftes med, mit mål var sat på den smukkeste pige i byen, nu er du kommet og du skal hjælpe mig”! ”Hvordan”? ”Find nogle grene og noget flint, tænd så et bål og syng, Attache-moi de mes bandes”. ”Men hvad betyder det”? Bind mig fra mine bånd”. Jeg gjorde som han sagde det tog lidt tid men jeg fik lavet et bål og sang Attache-moi de mes bandes. Der kom en kæmpe flamme i bålet jeg trådte et skridt tilbage. Han trådte hen og gav mig et kæmpe knus. ”Hvorfor var du forsvundet, og hvordan kunne du bevæge dig så hurtigt”? ”Jeg forsvandt aldrig, men da jeg blev 3 tog jeg ud i skoven og blev der”. ”Og det, med min hurtig måde at bevæge mig på, er bare mange års hård løbe træng, fra krig, og kampe”.

Skrevet af Ingrid

JEG DRØMMER OM AT DØ

Mord tog sin lædertaske over skulderen og lukkede forsvarligt døren til sin hytte. Han trak sin hat ned over den skaldede isse og samlede resterne af sit grå hår ved sin nakke. Så begav han sig langsomt af sted mod skoven. Mord går stille rundt i skoven og prøver at finde det perfekte træ. ”Det var da nogle gode tykke grene”. Mord hiver langsomt et tov op af tasken og det fast rundt om træet. Mord stikker forsigtigt sit hoved ind igennem løkken og springer. ”Knæk”. Mord røg med et plask ned i mosen under ham. Mord er for gammel til at kunne komme op af mosen så han bliver liggende. Pludselig kommer en ung mand gående og ser Mord ligge og flyde rundt nede i mosen. Manden løber hen til Mord og får hevet ham op.
”Jeg tror ikke du skal ud og svømme foreløbig”.
”Jeg er ked af at du har sådan et godt hjerte”. ”Hvorfor dog det?”.
”Jeg er blevet for gammel og jeg kan ikke klare presset længere”.
”Jeg har lyst til at hjælpe dig”. ”Hvordan det?”. ”Hop i mosen, hop”.
Mord tager benene på nakken og springer så i mosen.

Skrevet af Irvin

Hyldeblomster

Jeg tog mit varmeste tøj på, så jeg ikke kom til at fryse, og gik udenfor. Ville et gedekid være nok, til at få hende til at fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre min mor rask? Det skulle det være, for jeg havde ikke andet. Jeg gik hen til gedekiddet, og bandt et reb rundt om dens hals. Den brød sig tydeligvist ikke om det, fulgte med mig da jeg begyndte at gå. Efter et stykke tid var jeg der. Ypperstepræstinden så på mig, da jeg gik hen mod hende.
”Du må få dette kid, hvis du fortæller mig hvordan jeg gør min mor rask” sagde jeg, jeg havde aldrig prøvet det før, så jeg viste ikke hvad jeg ellers skulle sige.
Hun tog gedekiddet, ”hvad fejler hun?”
Hun havde det rigtigt skidt, og havde ligget i sengen flere dage nu. ”Hun hoster, sveder og ryster” sagde jeg.
”Kog noget hyldeblomst saft til hende” sagde hun. Det lød egentligt meget nemt, nu skulle jeg bare finde en hyldeblomst.
”Hvor finder jeg en hyldeblomst?” Spurgte jeg.
”I skoven,” sagde hun, ”sank den ved nattetide.”
Jeg så hen mod skoven, solen var allerede ved at gå ned.
”Okay tak” Sagde jeg, og begyndte at gå.
Inde i skoven var det næsten helt mørkt. Det var ikke det samme, som at gå rundt med Egil om dagen, og plukke bær. Om natten så alt levende ud. Jeg hørte noget bag ved mig og kikkede, men der var ikke noget. Jeg gik videre, men havde det som om et eller andet, holdte øje med mig. Så hørte jeg lyden igen, og vendte mig om, og kunne se et par gule øjne lyse op. Mit hjerte begyndte at banke hurtigt, og jeg ville bare væk. Jeg begyndt at liste lige så stille videre, i håb om at den ikke havde opdaget mig. Men det havde den, og begyndte at gå hen mod mig. Nu turede jeg ikke at liste længere, og spurtede af sted. Jeg blev ved med at løbe i lang tid, men da jeg kunne mærke den var langt væk, satte jeg tempoet lidt ned. Jeg havde fået mange skræmmer på benet, kunne jeg mærke, men det var heller ikke helt let at løbe i mørke. derefter gik Jeg bare. Det var først da jeg havde gået i lang tid jeg så dem. Hyldeblomsterne lyste næsten helt op i mørket. Jeg gik hen og plukkede så mange jeg kunne havde i hænderene, og begyndte at gå tilbage.
Da jeg kunne se huset, var det ved at blive lyst, og jeg begyndte at løbe det sidste stykke. Jeg gik inden for. De andre var allerede vågne, ”hvor har du været?” Spurgte far.
”Jeg skulle hente hyldeblomster, så vi kan koge hyldeblomst saft, til mor, så hun kan blive rask” sagde jeg.
Vi kogte hyldeblomstsaften sammen, og gav det det til mor, og hun fik det straks bedre.

Skrevet af Line

"Overfaldet på landsbyen"

Det regner og blæser udenfor. Det er næsten en hel storm. Jeg sidder inde og kigger ud og tænker på min far. Han er næsten aldrig hjemme fordi han er høvding i vores landsby. Nu har han været væk i to dage og jeg har ikke hørt noget fra ham. Det kan være der er sket noget med ham ude i stormen. Døren går op ind til vores lille hus. Det er far. ”Hvor har du været” spørger jeg. ”Jeg var til krise møde”. ”Hvorfor?” ”Fordi der kom en mand med en meget vigtig besked til os”. ”Hvilken besked”. ”En besked fra den nærliggende landsby. Han sagde at der var kommet en hær på 1000 mand som havde overmandet landsbyen. Han var lige akkurat sluppet væk og ville forberede os på at de var på vej herhen”. ”Hvad så nu?” ”Det var derfor jeg var væk i så lang tid. Jeg har haft møde med alle i landsbyen og de omkringliggende områder og vi har nu samlet også omkring tusinde krigere. Så vi har en chance for at overvinde dem”. ”Hvornår tror du de kommer?” ”Nok i morgen. Når de kommer, vil vi stå klar til angreb og alle kvinder og børn vil være rejst væk så de ikke kommer til skade”. ”Hvad så med mig må jeg ikke blive og kæmpe med?” ”Nej, du skal med de andre. For jeg vil ikke have at du kommer til skade”. ”Jamen jeg vil heller ikke have du kommer til skade eller måske dør. Jeg vil ikke kunne klare at leve uden dig nu hvor mor ikke er her mere”. ”Det bliver du nødt til og gå så i seng”.

”Erlend, Erlend du skal op” det er far. Jeg gider ikke rigtig og bliver bare liggende. ”Erlend, vi er i krig” siger han. Jeg skynder mig op. ”Sagde du ikke at børn og kvinder skulle flygte inden”. ”Jo, men de kom før forventet”. Pludselig kommer der en mand brasende ind af døren. ”Høvding, du bliver nødt til at komme vi er i stort undertal og har mistet en masse mænd”. ”Ok jeg kommer”. ”Erlend bliv her inde det er mest sikkert”. ”Far jeg er bange”. ”For hvad?” ”For at miste dig”. ”Jeg skal nok passe på”. ”Jeg giver ham et kæmpe kram og så forsvinder han. Tænk hvis det var sidste gang jeg så ham.

Jeg kan høre folk der råber og skriger udenfor. Hvorfor er der nogen der går i krig? Jeg synes det er noget af det dummeste i hele verdenen. Kunne de ikke bare alle sammen være gode venner eller bare lade være med at være fjender. Hvad med min far? Hvad nu hvis han dør? Hvad skal jeg så gøre? Jeg tør ikke tænke på hvad der ville ske. Jeg kan høre nogen ude foran døren. Jeg skynder og gemme mig. Jeg når det lige i sidste øjeblik. For så bliver døren åbnet og ind kommer tre kæmpe store krigere. Den ene bløder fra hans højre arm, den anden har en masse små ar på både arme og ben. Mens den sidste ikke ser særlig såret ud. De er vidst ikke fra dette område. De ser meget anderledes ud end os. De har flot blåt tøj på og lyst hår. Hvor dem fra vores område har mørkt hår og sort tøj. ”Ragnar, husk vi skal følge vores plan” siger ham der ikke er såret. ”Hvad er det nu for en plan” store høvding. ”Vi skal dræbe høvdingen så vi kan overtage landsbyen”. ”Hvordan?” ”Vi dræber ham i et bagholdsangreb”. ”Hvem vil være lokkemad” spørger ham som åbent bar er høvdingen”. Ingen af de to melder sig frivilligt. ”Det bliver dig Ragnar” siger han. ”Han er sikkert ude på torvet, kom”. De går ud. Jeg skynder mig ud lidt tid efter de er gået. Jeg må advare min far. Jeg kommer forbi de mange mennesker der kæmper for deres liv. Der er blod over det hele men endelig kommer jeg frem til torvet som de mærkelige mænd havde sagt min far nok var. Nu kan jeg se at ham Ragnar allerede er taget til fange ligesom i deres plan. ”Far” råber jeg. ”Erlend, Hvad laver du her?” ”Pas på far, bag ved dig”. Jeg kan se ham den anden høvding står bagved parat til at stikke et svær igennem ham. Min far vender sig om i det ham høvdingen skal til at stikke min far ned. Jeg kigger væk jeg vil ikke se min far dø. Jeg kan høre en mand skrige. Men det er ikke min far. Det var ham den anden høvding. Jeg kan se min far med et blodigt svær i hånden. Jeg løber hen til ham og giver ham et kæmpe kram. Så mistede jeg ham ikke denne gang.

Skrevet af Marie

Jalmers rige

Nu stod han der, på talerstolen foran stammens bønder han skulle fortælle dem hvordan han ville forsvarer ham og de 1000 indbyggere mod krigerne fra nord. Jalmer havde hørt mange rygter om hvordan de stormede fra by til by og slagtede alt hvad der rørte på sig, men Jalmer kan ikke bare sætte sig på sin numse og håbe på at guderne klarede skraldet for ham.
Jalmer er 26 år gammel er stor og stærk med de mest skinnende blå øjne og meget mørkebrunt hår, så alle damerne som han kommer forbi næsten falder for fødderne af ham. Men den heldige kone hed Salvine hun var et år ældre en Jalmer og var egentlig det stik modsatte af kvinderne fra landsbyen. Hun er lille og lidt buttet men en rigtig sød dame, det synes Jalmer i hvert fald og det er jo også det vigtigste. Den sætning siger han altid når han præsenterer sin kone for de bønder der bor i landbyen. Han siger det med et glimt i øjet hver gang, for at virke lidt overskuds agtig det er jo bedst når man er høvding i en stor stamme. I Jalmers familie er der også hans to børn Thorbjørn på 11, som Jalmer regner med skal være høvding når faren engang dør. Så er der lille Gudrid på 7 som er en lille pligtopfyldende pige. Og så er der den nu afdøde far som hed Herjolf, som Jalmer selvfølgelig arvede tronen af.
Men siden Jalmer har været helt lille har det aldrig været hans ønske at blive høvding han syntes kort og godt det er et for stort ansvar på hans skuldre.
Men nu stod han der altså med panden badet i sved bare af frygt for uenighed fra bønderne og stammens indbyggere, han præsenterede hans plan for de mange fremmødte gårdejere og andre folk. Allerede midt inde i hans plan om at forsvarere sig kunne han mærke uenigheden begynde at skyde op i de medhørende, pludseligt kom et råb nede fra de bagerste rækker ”Hvad med vores høst?” spurgte en ”Har du tænkt dig at vi skal sulte ihjel?” Kom det fra en anden
Jalmer svarede dog hurtigt igen ”For at kunne høste skal man være i live, det er i ikke hvis i bliver slagtet af folkene fra nord” Tavsheden lagde sig igen, ”Må jeg forsætte?” spurgte Jalmer en smule kækt. Han forsatte sin tale, til sidst sagde han: ”Kort og godt er den bedste måde at forsvare på ved at angribe!”Jalmer troede at folk begyndte at forstå ham, men en mand råbte igen: ”Vi har en masse krigsfangere, hvad med bare at ofre dem?” det syntes folket var en god ide. Men Jalmer svarede ” Guderne kan IKKE redde alting hver eneste gang!!!” Sagde han med en fast stemme. Det skulle han ikke have gjort, for nu blev folk for alvor sure og utilfredse. Alle i byen stolede meget på guderne og ingen skulle sige dem imod ikke engang deres egen høvding, de begyndte at råbe at Jalmer var svag og ikke troede på guderene. Der satte han grænsen, det var for meget at kalde ham svag. Han tog fat i sit sværd, hævede det og bankede det derefter ned i bordet så den stod fast. Folk blev en smule forskrækket men endnu en gang havde Jalmer bevist sit mod og sin styrke, han råbte: ”Jeg er ikke svag. Jeg tror på vores guder er med os men som høvding i denne stamme SKAL jeg være realistisk og klogt tænkende!” En mand sagde stille : ”Du graver din egen grav….” Jalmer hørte det og sagde til bonden at han skulle komme op på talerskamlen. Sig det igen sagde Jalmer, bonden svarede ”du graver din egen grav…” Jalmer blev sur og viste for alvor sin styrke ved at kyle ham med alt kræft hen af gulvet så han faldt og slog hovedet. Folk nikkede anerkendende, og en råben og hujen bredte sig Jalmer vidste det var positivt og at folket var klar til krig.

Skrevet af Thomas