Museet har gennem en årrække været i Kildebjerg, Ry og grave i mange forskellige udgravningskampagner og der tegner sig efterhånden et ganske glimrende billede af, hvorledes datidens Kildebjerg Ry-beboere har levet i det smukke landskab med udsigt til Himmelbjerget. Særligt kendetegnende for området er en meget massiv bebyggelse gennem hele jernalderen, og det er da også det vi finder i denne nye udgravning i midterfasen. Alt i alt er det blevet til ni huse fordelt på mindst to bebyggelsesperioder.

Husene fortæller

Det ældste hus kan dateres til den mellemste førromerske jernalder (400-100 f.Kr.) og er kendetegnet ved dens ringe størrelse og hegnet der omkranser gården. Selve huset har kun været omkring 50 m² stort og har formodentlig både rummet folk og fæ. Hegnet, der omkranser gården, har to indgange som er placeret ud for husets to indgange. Det omkransede areal er ca. 140 m², hvor gården fylder de 50 m². Dette efterlader kun et lille spillerum til aktiviteter udenfor huset, men måske er hegnets vigtigste funktion at holde dyr væk fra huset.

De yngste huse dateres til yngre romersk jernalder (175-375 e.Kr.). Det drejer sig om flere hovedhuse, men også staklader og økonomibygninger er til stede. I et af husene er der fundet mønstret keramik, som er med til at datere huset. Desuden er der enkelte gruber omkring husene med affald, såsom slidte kværnsten, knusesten, itugået husgeråd og slibesten.

Udvinding af jern

To slaggegruber, som er den nederste del af jernudvindingsovne, viser at der er blevet udvundet jern på stedet. Slaggegruberne kan formodentlig relateres til gårdsanlæggene fra yngre romersk jernalder. Det er ikke så ofte vi finder disse rester af jernudvindingsovne, men her på Kildebjerg er der fundet enkeltliggende anlæg hist og pist. Jernudvindingsovne kan selvfølgelig fortælle om den måde hvorpå man har udvundet jern, men de kan i særdeleshed også fortælle om hvilke afgrøder og andet vegetation man har haft i nærheden, da strå og lyng ofte anvendes til opfyring. Jordprøver fra de forkullede lag i ovnene rummer en masse frø, korn og strå, som grundet deres forkulning er bevaret, og må betragtes som en uvurderlig kilde til datidens agerbrug.