SOL OP OG SOL NED

Bøgen har en interessant kulturhistorie – i vikingetiden kaldte man bøg for bog, og når vikingerne skulle skrive, snittede de runer i stave af bøgetræ. I Skanderborg Dyrehave står en særlig bøg med to sammenvoksede stammer. Træet er gennem årene er blevet kaldt Krængebøgen, Ønsketræet, Vendetræet eller Den Tobenede Bøg. Den er mindst 200 år gammel, og ifølge folketroen kan den bl.a. kurere sygdom, hvis man kravler gennem dens to ben. Det siges, at den nytårsnat går ind til byens torv og springer ud med forårsløv, og i de grønne blade synger en fugl det nye år ind. I første episode fortæller Krængebøgen om, hvordan det er at springe ud, bære frugt, tabe blade og om dengang luften forandredes for evigt. Den fortæller om at sætte rødder og vandre gennem jorden, og hvordan det føles, når vilde rystelser bevæger hele skoven.

Disse erindringer er baseret på to historiske begivenheder. I løbet af sidste halvdel af 1800-tallet begynder den globale CO2–udledning, som følge af industrialiseringen for alvor at stige og den unge Krængebøg forundres og beruses af luftforandringerne. Senere, under den tyske besættelse af Danmark, har Luftwaffe hovedsæde i Skanderborg – og i 1944 bombes et automobilværksted i byen af modstandsfolk. Sprængningerne kan høres langt væk, og rystelserne rejser gennem jorden ud til Dyrehavens træer.

Stemme: Louise Haugaard Jørgensen

Musik: Claus Haxholm

Anden episode fortælles af en togpassager på en endeløs rejse op gennem historien. Fortællingen begynder i starten af det 20. århundrede, hvor den reisende sidder og fryser i en trang kupé på 3. klasse. På togets yderside bevæger konduktøren sig på det smalle gangbræt og tjekker passagerernes billetter gennem vinduerne. Udenfor passerer marker, byer og skove forbi, mens den reisende kører gennem efteråret ind i vinteren, som efterhånden bliver til forår og sommer. Den reisende skifter fra damptog til lyntog undervejs og udvikler efterhånden en række ritualer for sin rejse.

Denne episode er inspireret dels af Museum Skanderborgs beliggenhed lige ud til stationen – og dels af det faktum, at Skanderborg Station har et årelangt forhold til poesien: Skanderborg Station var op gennem 1990erne navnet på P1’s litteraturmagasin. Inspirationen til dette navn kom af Sophus Claussens digt Rejseminder fra 1910, som starter med linjen ”Og det var på Skanderborg Station”. Dette digt har også inspireret TV2’s Steffen Brandt til at skrive sangen På Skanderborg Station.

Stemme: Iben Benedikte Bach

Musik: Claus Haxholm

Tredje episode fortælles af en Bulmeurt – en dødeligt giftig og stærkt hallucinogen plante, som er blevet brugt til både magi og medicin. Bulmeurten er sjælden og ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men blev indført pga. sine mange anvendelsesmuligheder. Bulmeurtens frø kan overleve mange hundrede år i jorden. Forstyrres jorden ved fx arkæologiske udgravninger, kan frøene spire frem, som direkte efterkommere af de planter, der før blev dyrket på stedet. Således vågnede Bulmeurten af sin dvale ved udgravningen af Øm Klosterruin og vokser nu ved museet.

Vi møder Bulmeurten, da den stadig er et frø. Den spirer frem, sætter blade og blomster – og lærer efterhånden sine omgivelser at kende. Den falder i snak med en af sine naboer, en Mangebladet Lupin. De præsenterer sig og udveksler en lang liste af navne, som de har med sig, fra dengang planter havde forskellige kaldenavne på forskellige dialekter: Bulmeurten hed bl.a. Djævleøje, Pigelort og Fandens Nosser. Lupinen blev kaldt Ulvebønne, Tyrkisk Krone og Fugleært. Mangebladet Lupin er en invasiv art, der er indført til Danmark som prydplante. Den har spredt og forvildet sig med stor hast – og truer nu med at udkonkurrere flere hjemmehørende arter. Nu mødes deres vandringer: Lupinens hurtigt fremadstormende og Bulmeurtens langsomt afventende.

Stemme: May Lifschitz

Musik: Claus Haxholm