Kulturarvs-arealet Kildebjerg
Museum Skanderborgs arkæologer har netop afsluttet endnu en udgravning ved Kildebjerg. Denne gang lige øst for Bakkevej, hvor nye boliger snart ser dagens lys. Kan der virkelig blive ved med at være igangværende udgravninger på Kildebjerg, vil nogen måske indvende? Området mellem Ry og Firgårde ligger i et område, der er udpeget som såkaldt "kulturarvs-areal". Det betyder, at der reelt findes fortidsspor over det meste af området. Både i form af mange gravhøje, hvoraf en del er nedpløjede, men i særdeleshed i form af bebyggelse fra hele oldtiden. Især fra jernalderen, som dækker årene fra 500 f.Kr til omtrent 850 e.Kr. Derfor er svaret på spørgsmålet JA! Der er stadig masser af fortid under jorden ude på Kildebjerg, så året vil byde på løbende opdateringer fra de udgravninger, som Museet foretager.