Solskin over Skovby

Mens solen bager, fuglene pipper og kornet vajer i marken, hygger museets arkæologer sig med at forundersøge 3. etape af parcelhusudstykningen imellem Skovby og Galten, og det er ikke kedeligt! Allerede i første skovlfuld af den første søgerende fremkom en grube med masser af keramik, som kan henføres til den romerske jernalder (1-400 e.Kr.), og sådan blev det ved! Grøft efter grøft med masser af stolpehuller og gruber - mindst seks huse med favnstore stolpehuller er det blevet til indtil videre.

Attraktivt område før og nu

På de arealer museet i 2013 foretog arkæologiske udgravninger på, rejser parcelhusene sig med en hast, jernalderens bygmestre næppe har kunnet matche. Omhyggelighed i materialevalg, fremskaffelsen af dette og de indledende manøvrer, har formentlig ikke været stort forskellige: et oplagt sted til byggeriet skulle vælges - helst beliggende på et fladt plateau, gerne med udsigt og med nem adgang til vand så muligheder for fiskeri og transport var inden for rækkevidde.

Som nutidens betonvægge udgør husets skelet, var kernen i oldtidshusene de tagbærende stolper, der blev rejst i par gennem husets længde. Tagkonstruktionen har, bortset fra materialet, ikke afveget markant fra nutidens - Et sadeltag belagt med tørv, strå eller tagrør, og endelig vægge bestående af planker eller vidjeflet med påklasket ler. 20 fuldvoksne egetræer skulle der gennemsnitligt anvendes til et sådant hus, som havde en brugstid på 30-40 år.

Husoffer

To af de store tagbærende stolper havde kar nedsat i sig, formentlig som husofre, der skulle beskytte hus, folk og fæ mod ulykke, brand og anden dårligdom. Herunder ses billedet af en af disse stolpehuller i snit. Selve fyldjorden i stolpen er meget lys og undergrundslignende, men resterne af de to kar - et stort og et mindre - skulle være til at få øje på. Museets arkæologer glæder sig til at finde mere af den slags!