Jernalderlandsby udgraves i Stjær
Første del af udgravningen af en bebyggelse fra yngre romersk jernalder (200-400 e.Kr.) er netop afsluttet i Stjær. Her udgravede arkæologerne fra Museum Skanderborg et par fine langhuse med dertilhørende økonomibygninger. Mere end 1200 stolpehuller dukkede frem af den grusede undergrund, og så var det ellers i gang med spade og graveske!
200m2 langhus
Det største af langhusene var 35m, hvilket vil sige at der har været næsten 200m2 under tag. Husene i denne periode af jernalderen bliver pludselig meget lange, hvilket bla. hænger sammen med at kvæghold nu udgør en større del af driften. Dyrene skulle også bo i langhuset, og flere dyr krævede mere plads. Husets beboere nød godt af varmen fra dyrestalden, der som oftest var hjemmehørende i husets østende. I husets vestende sov og spiste langhusets beboere, der formentlig har bestået af en større kernefamilie udvidet med et par trælle og bedsteforældre.