Jernaldersamfund ved Horsegården Galten

Fra august til midt i november har museets arkæologer været i fuld sving med en større udgravning i den vestlige del af Galten. Her skal der udstykkes parceller til nye boliger, og det viste sig at der også for omkring 1500 år siden var interesse for at slå sig ned i det bølgende landskab. Der blev fundet spor efter 10 huse fra jernalderen, der synes at repræsentere to forskellige bebyggelsesfaser, der kan have været adskilt af henved 1000 år.

Det, vi formoder, er den ældste fase ligger på højdedraget længst inde mod Galten by, og her er husene enkle uden hverken vægstolper eller omgivende hegn. Der er gjort så få fund i husenes stolpehuller, at det ikke lader sig gøre at datere bebyggelsen ad denne vej, men der er taget jordprøver, som forhåbentlig kan give nogle ¹⁴C resultater i den nærmeste fremtid. Vi formoder at husene er fra omkring 500 f. Kr. da der i nærheden af det sandede plateau, fandtes en række gruber hvori der er fundet en masse potteskår fra den periode.

Her kigger man lige ind i gavlen af et værkstedshus fra omkring 500 e.Kr.

Undergrunds-eksperter

Gruberne herude var store nedgravninger, som fortidens beboere gravede at hente ler til potter, til lergulve og til husenes ler-klinede vægge. Netop på kanten af plateauet, hvor terrænet falder mod vest, var undergrunden stiv og leret, og derfor vidste de også, at det var hér, den slags huller skulle graves. Deres egne huse byggede de på veldrænet sandjord, da de også vidste at det egetømmer, deres huse var opført af, kunne holde længere, hvis jorden omkring stolperne ikke var for våd. Bebyggelsen har dog, på trods af denne viden, ikke været langvarig. Måske en generation eller to, hvorefter folk er forsvundet fra området.

Her ses en stor grube imellem to arkæologer. Vi var dog så heldige, at have gravemaskine til at hjælpe os.

Bebyggelsen ved mosens bred

Knap 1000 år senere, i den periode vi kalder ældre germansk jernalder (400-550 e.Kr), bliver området atter attraktivt for jernalderens bønder. To store gårde anlægges side om side nede ved den fugtige mose, der gennemskærer hele området i N-S-lig retning. Hver gård består af en omtrent 1000m² stor, indhegnet gårdsplads med et stort langhus, et lidt mindre værkstedshus samt nogle små udhuse. Langhusene var omkring 30m lange med knap 200m² boligareal.

På et tidspunkt er den ene gård blevet udvidet mod nord, men ellers ser heller ikke denne bebyggelse ud til at have været beboet i mange generationer. En af forklaringerne på det var måske, at nogle af husene viste tegn på at være brændt. I flere forskellige huse, kunne man i stolpehullerne se regulære spejlkløvede plankespor, der var helt sodede eller forkullede. Det kunne eksempelvis være samtlige stolpehuller i en gavl, eller en væg, der så sådan ud, ligesom der omkring to stolpehuller, havde været så kraftig varmepåvirkning, at husets lergulv var hærdet, så der var et fint rundt hul, hvor stolpen for længst er forsvundet.

Det har formentlig haft fatale konsekvenser for beboerne ved mosebredden, og herefter bliver der ikke bygget flere jernalderhuse i det område.

Der blev næsten ikke fundet noget i husenes stolpehuller, men denne flotte bøjlefibel blev fundet med metaldetektor i en nyere drængrøft, der gik lige igennem et jernalderhus.

Søgård og Horsegård

I udgravningens fjerneste hjørne, helt oppe ved den – i skrivende stund stadigt eksisterende, men snarligt hedengangne – Horsegård, fandtes der nogle anlæg, som på baggrund af fund, kan henføres til 1700-tallet. Både Horsegård og Søgård, som nu er flyttet over på den anden side af Søringen, har eksisteret her igennem mindst 400 år, og der er foregået en del aktivitet herude på marken ved siden af bygningerne. Der blev bl.a. udgravet en brønd, som takket været en ekstremt leret undergrund, havde den fineste brøndkasse bevaret.

Brønden har været lidt under 3m dyb, og bygget op med tværgående planker omkring fire hjørnestolper. Hjørnestolperne var ret interessante, da her var tale om genbrugt bygningstømmer, formentlig fra en af de ældre gårdfaser. De skriftlige kilder fortæller at både Søgård og Horsegård eksisterede i 1600-tallet, men måske kan dendro-dateringerne vise at der har været endnu tidligere faser af gårdene. På bunden af brønden var der nedsmidt en kniv med træskaft og sølv-ende. Den blev fundet i to dele, og det var nok derfor den endte sine dage her.

Herunder ses den flotte brøndkasse med tværgående planker og genanvendt bygningstømmer.