En gravhøj fuld af overraskelser
En overpløjet gravhøj ved Kildebjerg Ry viste sig slet ikke at være så overpløjet endda. Bredhøj har gennem knap 4000 år holdt lav profil, og derfor blev arkæologerne fra Museum Skanderborg blæst noget omkuld af de fantastiske opdagelser, der lå og ventede. En flot stensætning indeholdt en bulkistebegravelse af en kvinde med fornemme bronzegaver dateret til den ældre bronzealder, og under graven lå to velbevarede hustomter, hvoraf det ene måske har tilhørt den gravlagte, og det andet måske hendes forfader.