Månedens fund
Månedens fund er denne gang en foræring af den herligste slags! Sven-Åge Randløv fra Vrold har skænket museet en meget fin samling af oldsager, som gennem generationer er blevet indsamlet i lokalområdet. Hundredevis af genstande i form af flintøkser, pilespidser, netsynk, armring af bronze, lerkar, flintdolke og meget andet, har ad åre fundet vej fra muld til samling via opmærksomme findere, der grundigt har registreret omstændigheder omkring fundene.
Fra de tidligste kerneøkser, som hører hjemme i jægerstenalderen (ca. 5000 f.Kr.), over lerkar med mæanderbort – højeste mode i romersk jernalder (50-350 e.Kr.) til et undseeligt kuglekar fra vikingetid (800-1000 e.Kr.) dækker samlingen omtrent 6000 års lokalhistorie!