Øm Kloster Museum
Munkevej 8, 8680 Ry - Tlf. 86 89 81 94 - E-mail: info@museumskanderborg.dk
Voer Kloster
Benediktinermunkekloster. Klostret er sandsynligvis grundlagt i midten af 1100-årene. Det ejede vigtige jordtilliggender samt fiskevand i området. Klostret ophørte i 1550’erne, sandsynligvis da den sidste munk i 1552 flyttede til Øm Kloster. Bygningerne blev nedrevet inden 1578.
Ingen klosterbygninger er bevaret over jorden. Arkæologiske undersøgelser har påvist bygningsrester fra anlægget. Klostermølles nuværende hovedbygning og sidelænger har en orientering svarende til klostrets bygninger, der dog lå tættere på den nuværende møllekanal. Mellem de nuværende bygninger kan ses lægeurter som et vidnesbyrd om munkenes tilstedeværelse.
Placering og tilknytning til Gudenåen
Klostret lå på et plateau ved nordsiden af Mossø ved det brede engdrag Klosterkær og Gudenåens udløb i Mossø. Denne placering skabte en enestående mulighed for at udnytte vandressourcerne. Munkene tvang Gudenåens vand ind i en over 1 km. lang kanal, kaldet den tvungne å, og ledte dermed vandet frem til klostermøllen. Klostret har ejet Bredvad Mølle, Pinds Mølle med fiskegård og Tingsted Mølle.
Adgangsforhold
Klostermøllevej 48 A, 8660 Skanderborg. Der er offentlig adgang til Klostermølle. I dagtimerne er det gamle industrianlægs bygninger åbne, hvori der bl.a. er en udstilling, der fortæller klostrets historie.