Står man en lun sommerdag på den lille forhøjning i terrænet ved det nordvestlige hjørne af ruinparken på Øm Kloster Museum, bliver man ganske betaget af udsigten. Naturen er fantastik med Mossø mod syd, skovene i vest, markerne og Gudensø mod nord og landsbyen Emborg mod øst. Og for sine fødder har man ruinerne af cistercienserklosteret Cara Insula – den kære ø. I dag er stedet bedre kendt under navnet Øm Kloster, men er dog en kær ø og en skøn plet for enhver, der gæster stedet her i det Midtjyske Søhøjland. Lader man tankerne fare, og fantasien udfolde sig, kan man måske endda se klosteret rejse sig på stedet, som var munkene for en stund vendt tilbage til klosteret. Dog er det omkring 450 år siden, at de sidste munke forlod Øm, og bygningerne efter en kort periode som kongelig residens og jagtslot blev brudt ned til grunden og materialerne genanvendt til andre formål, heriblandt nyopførelsen af Skanderborg Slot.
I sine velmagtsdage var Øm Kloster en ganske stor kirkelig institution, hvor munke og lægbrødre levede et liv i kyskhed, lydighed og fattigdom, samtidig med at de havde aflagt ed på aldrig at ville forlade klosteret. Landbrug, skovbrug, handel og fiskeri dannede grundlaget for munkenes liv. Dagligt kom der gæster, pilgrimme og fremmede til klosteret, hvor abbeden tog imod nogle, og portneren tog sig af andre. Kanaler blev bygget, og klosterbygningerne ombygget og nyopført i takt med at stedet udviklede sig og voksede sig stort. Øm oplevede selvfølgelig også modgangstider, hvor såvel gejstlige som verdslige magthavere vendte sig mod klosteret og forgreb sig på det gods og de gårde, som munkene mente var deres.
I såvel med- som modgangstider øvede Øm Kloster en betydelig indflydelse i lokalmiljøet. Omfattende godsbesiddelser i store dele af det østjyske område, skove og hele markedsbyen Rye med tilhørende helligkilder var blot nogle af klosterets verdslige aktiver, hvorigennem de kom til at præge det omkringliggende samfund.
For så vidt var Øm Kloster ikke en unik institution i middelalderens Danmark. Overalt i landet fandtes der flere af disse såkaldte herreklostre. De var alle runden af en meget gammel benediktinsk klostertradition, som havde sine rødder i et fællesskab omkring klosteret Monte Cassino i Italien. Til dette havde Benedikt af Nursia (død ca. 547) få år før sin død skrevet en klosterregel – altså Skt. Benedikts Regel, som siden skulle få afgørende indflydelse på store dele af det vesterlandske klostervæsen, dels via dens udbredelse i karolingisk tid i 800-tallets Europa, og dels igennem den vidtfavnende og meget indflydelsesrige reformbevægelse omkring det magtfulde benediktinerkloster Cluny i 1000-tallet. Siden blev reglen overtaget af cistercienserne som et grundlag for deres egen ordensdannelse, hvorved de kom til at repræsentere en reform af det eksisterende benediktinske klostervæsen.
Der er næppe nogen tvivl om, at grundlæggelsen af cistercienserordnen med dens høje idealer og munkenes asketiske levevis fremkaldte stor opmærksomhed hos alle, der kom i kontakt med disse munke i ordenens tidlige år i begyndelsen af 1100-tallet som det f.eks. ses i afsnittet skrevet af Mette Birkedal Bruun. Nok var cistercienserne en ny orden, der gjorde op med visse elementer i en ældre tradition, men alligevel havde cistercienserne igennem Skt. Benedikts Regel rødder tilbage i en turbulent overgangsperiode imellem senantikken og den tidlige middelalder. Cistercienserne blev dermed bærere af den helt særlige kulturelle og religiøse arv, som bevaredes og udvikledes i klostrene igennem hele middelalderen.
Også Danmark fik igennem sine mange middelalderlige klostre del i denne særlige kultur, hvor væsentlige elementer i den kristne europæiske enhedskultur blev formidlet videre ud i det omkringliggende samfund. I klostrene holdt man således en klassisk skriftkultur i live, som samtidig blev videreudviklet og tilpasset nye tider og nye behov, som beskrevet af Alice Madsen. Også på andre områder kom klosterfolkene til at præge det omkringliggende samfund: de blev f.eks. foregangsmænd med hensyn til indførelsen af nye teknologier indenfor landbrug, skovbrug, bygningskunst og udnyttelse af vandkraft, ligesom de på de medicinske og botaniske områder kunne bidrage med ny viden.
Som en orden med et stærkt internationalt netværk var cistercienserne i det hele taget åbne overfor nye impulser udefra og vidste nok at omsætte dele heraf i deres daglige virke – også i hjertet af Jylland.
Trods munkenes store fromhed og deres nytænkning på en hel række områder, var det dog ikke alle steder, at lokalbefolkningen var lige villige til at støtte munkene i deres klostergrundlæggelser. Vejen til de endelige grundlæggelser var derfor ofte lang og besværlig, som beskrevet af Tore Nyberg.
Fra kloster til museum
På det smukke sted hvor cisterciensermunken grundlagde Øm Kloster, har der siden 1925 været museum. Hvert år besøges dette helt enestående ruinkompleks af tusindvis af interesserede gæster, der for en stund lader sig fylde af den historie, der omgiver stedet.
Øm Kloster har dog ikke altid været så kendt, som det er i dag. I 1809 skrev Frederik Christian Hjort, der var sognepræst ved Rosmus og Hyllested kirker på Djursland, således til Den Kongelige Commission til Oldsagernes Opbevaring, at han mente, at der havde ligget et kloster i Rosmus. Han mente, at havde læst om et Øm Kloster, og “heraf slutter jeg, at dette Klosters navn har været Øm Kloster - Dog – om jeg heri fejler ganske eller min Formodning er Grundet, overlader jeg til den høje og ærede Kommissions competente Dom”.1 Dommen var og er: Øm Kloster lå ikke ved Rosmus på Djursland, men i det Midtjyske Søhøjland, hvad næppe nogen i dag er i tvivl om.
Gruppen af munke fra Vitskøl Kloster ved Limfjorden, der sluttelig grundlagde Øm Kloster, havde begyndt deres vandring mod Jyllands hjerte i februar 1165. Efter en periode med flere mislykkede forsøg på at grundlægge et nyt kloster kom de endeligt en forårsdag i 1172 til et sted kaldet Øm. Stedet var perfekt for munkene, da det var omgivet af vand og lå lavt og ydmygt i et sandet floddelta. Her blev cistercienserne, indtil den sidste munk rejste i 1560 - dvs. efter 388 år.
Vi kender til munkenes lange rejse til det østjyske område, og vi kender til de succeser og fiaskoer, der prægede klostrets første tid frem til 1260’erne. Munkenes klosterkrønike er nemlig bevaret til i dag og giver en mængde omlysninger om livet på den Kære Ø.
Til at begynde med havde munkene formodentlig ikke bygninger af teglsten, men måtte bo i et midlertidigt kloster. Først i 1200-tallet begyndte man opførslen af de store bygninger af teglsten, som vi i dag kan se rester af. Fra klosterkrøniken ved vi, at konstruktionen af både den nye klosterkirke og en ny østfløj var i gang i 1246, og Allehelgenes aften i 1257 kunne kirken endelig indvies. Disse festligheder blev dog overskygget af en meget alvorlig strid imellem Øm Klosters munke og biskopperne af Århus. Striden skildres fyldigt, levende og medfølt i klosterkrøniken, der samtidig beretter om det daglige liv på klostret. Ingen anden kilde fra 1200-tallets Danmark giver så unikt et billedet af de problemer, der kunne opstå for kirkelige institutioner i en tid præget af bitre kirkekampe. Til tider virker det som om, cistercienserne var ved at opgive deres Kære Ø, men munkene blev på Øm, og efter at konflikterne var afsluttet, og det kriseramte 14. århundrede var overstået, fik klostret igen i slutningen af middelalderen en gylden periode. Bl.a. takket være donationer fra det østjyske aristokrati og de mange pilgrimme, der besøgte Øm Klosters markedsby Rye, kunne Øm Kloster ekspandere, og det store firefløjede klosteranlæg kunne i 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet bygges færdigt. Det var også i denne periode, at klostrets formodede hospital blev opført, selv om sygdomsbekæmpelse faktisk gennem hele middelalderen havde optaget munkene, som de mange skeletter med behandlingsspor viser.
Den protestantiske reformation i 1536 betød, at der ikke blev optaget flere munke i Øm Kloster, men under ledelse af et par dygtige abbeder forblev klostret en vigtig institution i det midtjyske. Ikke mindst klosterskolen, der uddannede protestantiske præster, men som blev drevet af de katolske munke, gav liv til klostret, og da den blev nedlagt, blev bygningerne en kort overgang brugt som Frederik 2.s jyske hovedresidens jf. afsnittet af Bo Gregersen. Efter 1561 var det dog slut med aktiviteterne på Øm Kloster, eller Emsborg som det nu blev kaldt. Bygningerne blev nedrevet, materialerne fragtet til Skanderborg ad vandvejen og genbrugt ved opførslen af det yngste Skanderborg Slot, hvoraf slotskirken stadig eksisterer og kan besøges. Cisterciensermunkenes kære ø var nu blevet til landsbyen Emborg.
Var Øm Kloster i middelalderen en kær ø for de munke, der her slog sig ned, så er stedet i dag et ligeså dyrebart minde fra fortiden, om det liv der udspandt sig her fra de tidlige 1170’ere og helt frem til den efterreformatoriske periode.
Med udgangspunkt i klostertomten har det igennem alle årene været en hovedopgave for Øm Kloster Museum at udforske den danske middelalderlige klosterkultur og formidle denne viden til en bred kreds af fagfolk og alment interesserede gæster på museet.
Fundamentet for dette vigtige arbejde er selve den udgravede klosterruin, nogle helt unikke skriftlige kilder og sidst men ikke mindst en helt enestående samling af arkæologiske fund, hvoraf Helle Reinholdt beskriver et mindre udvalg i denne bog.
Alt i alt gør det Øm Kloster til Danmarks vel nok bedst dokumenterede middelalderlige klosterkompleks. Gennem de seneste år er der imidlertid kommet megen ny viden til – dels gennem en revurdering af det allerede tilgængelige materiale, dels gennem nye undersøgelser ved klosterruinen og af det opgravede genstandsmateriale. Vores viden om klosterets historie er således blevet forøget ganske betydeligt, men mangler i høj grad at blive videreformidlet. Det er i egentlig forstand baggrunden for nærværende værk om Øm Kloster. Bogen er skrevet af et bredt sammensat forfatterkollegium, hvor forfatterne tilsammen sidder inde med en omfattende specialviden om Øm Kloster. Hver især har de givet deres bidrag til en revurdering og sammenfatning af den nyeste viden om klostret og dets spændende historie.
Det har været redaktørernes ønske at samle så mange forskellige faggrupper til dette projekt som muligt for at belyse nyere aspekter af det liv, der udspillede sig i og omkring dette betydningsfulde cistercienserkloster. Tilgangen er således i høj grad tværfaglig med repræsentanter for så forskellige fagområder som antropologi, arkæologi, historie og teologi. Dermed afspejler forfatterkollegiet den brede interesse for Øm Klosters historie, som fortsat er i de danske, skandinaviske og internationale forskningsmiljøer. Samtidig får man et glimrende indtryk af den faglige bredde, der i dag er en nødvendighed, hvis man vil kaste lys over flest mulige aspekter af middelalderens samfund og dette klosters historie.
Nok er Øm Kloster kun ét ud af ca. 135 middelalderlige klostre i Danmark, men det er som nævnt sandsynligvis det kloster, som vi i dag ved mest om. Denne viden er dels kommet til os gennem studier af de mange skriftlige kilder fra klostret, herunder især klosterkrøniken, som er behandlet af Brian P. McGuire, og så selvfølgelig inventariet fra 1554 der findes gengivet her i bogen som et appendiks.
Dertil kommer de meget omfattende udgravninger af hele klosterkomplekset, som begyndte allerede i 1896. Men det var først fra 1911, at aktiviteterne for alvor tog fart. (se ill. 1) Historisk Samfund for Århus Stift begyndte på det tidspunkt at opkøbe grunde i landsbyen Emborg med henblik på en egentlig udgravning af hele klosterkomplekset, som man kendte placeringen af takket være en del historiske studier fra slutningen af 1800-tallet som beskrevet i indledningen til litteraturlisten.
Hvor Øm Kloster i dag er en del af Skanderborg Museums arkæologiske ansvarsområde, så var engagementet omkring de første udgravninger i begyndelsen af 1900-tallet næsten helt og holdent i hænderne på Nationalmuseet og Historisk Samfund for Århus Stift, og man ansatte derfor i 1931 Anders Andersen som daglig leder på stedet. Anders Andersen arbejdede under ledelse af C. M. Smidt fra Nationalmuseet, men var ansat og lønnet af Historisk Samfund for Århus Stift.
I 1911 viste også Dansk Botanisk Forening og Jysk Forening for Naturvidenskab interesse for klostertomten. Man ledte efter såkaldte reliktplanter, der havde overlevet på stedet siden middelalderen. På en udflugt i sensommeren 1911 blev elleve reliktplanter registreret, men ikke før 1918 blev en egentlig undersøgelse sat i værk. Undersøgelsen blev foretaget af Jens Lind, der selv fandt flere reliktplanter, der som levende fortidsminder stammede fra klostrets tid.
Efter de første udgravninger kunne området i 1920 åbnes for offentligheden mod entré, og C. M. Smidt og Jens Lind udarbejdede et forslag til oprettelsen af et egentligt museum. Fem år efter i 1925 kunne Øm Kloster Museum åbne med en flot ny museumsbygning tegnet af Smidt selv omgivet af en klosterhave anlagt efter Jens Linds anvisninger. (se ill. 2) Haven var formodentlig den første af sin art i Danmark og er som museumshave i sig selv bevaringsværdig. Lind forsynede haven med 63 bede med klosterurter - først og fremmest reliktplanterne, men også andre planter som man mente måtte have vokset i en middelalderlig klosterhave. Intentionen var, at vise museets gæster de ca. 60-70 planter munkene brugte og dermed dyrkede i en klosterhave. (se ill. 3)
Da landsbyen Emborg lå oven på ruinerne af klostret, var det kun når huse blev nedrevet, eller grundstykker på anden måde blev gjort tilgængelige for arkæologiske undersøgelser, at udgravninger kunne iværksættes. I begyndelsen af udgravningskampagnen var det klosterkirken der havde størst interesse, og i årene fra 1911 til 1919 blev dens udstrækning klarlagt. Herefter begyndte C. M. Smidt i årene 1919-1921 at interessere sig for de sydligste økonomibygninger samt den vestre klosterkanal. Da endnu et hus blev erhvervet og nedrevet i 1921, kunne udgravningen af klostrets kapitelsal i østfløjen begynde. Det førte bl.a. til fundet af en grav som formodentlig tilhørte klostrets ellevte abbed, der hed Mikkel, om hvem Øm Klosters Krønike skriver at:
“Han var en overmåde forstandig mand, forsynlig i al sin færd, meget afholdt af kong Erik og andre høje herre og ædlinge i landet. Ikke alene var han snild som en slange overfor verdslig magts glans og slette menneskers ondskab, men han bevarede tillige duens enfold overfor sine undergivne, og kærlighedens glød mod dem der lød under ham”.
Denne begravelse ses stadig i ruinparken. Fra 1922 til 1934 fortsatte udgravningerne af de sydlige klosterbygninger, hvor bl.a. køkkenet og klostrets bryggeri kom for dagen. Udgravningerne tiltrak sig stor opmærksomhed, og både i april 1935 og august 1936 besøgte Christian 10. museet. (se ill. 4 og 5)
Et par år efter i 1938 kunne formanden for Historisk Samfund for Århus Stift Ejler Haugsted i nærværelse af 6-700 mennesker afsløre et mindesmærke over abbed Gunner, der ledede Øm Kloster fra 1212 til 1222. Gunner blev siden biskop i Viborg og spillede sandsynligvis en rolle for udformningen af Jyske Lov. (se ill. 6)
I 1920’erne kom mange mennesker på besøg på museet. Det gjorde, at man i 1931 var nødt til at opføre en lille administrationsbygning med billetsalg og kontor for den daglige leder. (se ill. 7) Samtidig fortsatte man udgravningerne. Da de tilgængelige områder mod syd var udgravede, fortsatte Anders Andersen og C. M. Smidt med resten af kirken og kirkegården, der lå nord for kirkeruinen. 1930’erne blev dermed den store periode for udgravning af et meget omfattende skeletmateriale, som på daværende tidspunkt blev undersøgt af Kr. Isager. Materialet lagde desuden grunden for de undersøgelser, som bl.a. er offentliggjort i denne publikation af Jesper Boldsen og Lene Mollerup omkring begravelserne og de befolkningsmæssige aspekter af klosterets og områdets historie.
En af de største opdagelser blev gjort hen mod afslutningen af den store udgravningskampagne i 1941, da Anders Andersen i klosterkirkens højkor fandt en fornem bispebegravelse. (se ill. 9)
Anders Andersen og C. M. Smidts udgravninger koncentrerede sig i høj grad om at finde de bevarede rester af murværk og fundamenter i jorden for at fastslå udstrækningen eller grundplanen af de enkelte bygninger. Denne udgravningsmetode er siden blevet kritiseret, bl.a. fordi vigtige oplysninger om relationerne mellem mur- eller fundamentforløb og de omkringliggende jordlag gik tabt for altid. Ikke desto mindre brugte man datidens anerkendte teknikker, når det gjaldt udgravningen af større middelalderlige bygningskomplekser. Erfaringerne fra Øm gav dog anledning til, at der blev udviklet på udgravnings- og dokumentationsteknikkerne, og især gjorde Anders Andersen sig overvejelser om placeringen af de afdødes arme. Dette medførte, at han formodentligt som den første arkæolog i Danmark begyndte at indtegne armstillingerne på de skeletter, han udgravede på udgravningsplanerne.
I perioden mellem 1911 og 1941 gravede man både på nordsiden og på sydsiden af den landevej, der dengang endnu delte området i to, men det blev stadigt mere vanskeligt at finde egnede udgravningsområder. (se ill. 10) Dette forhold blev der først ændret på i 1970’erne, da Ry Kommune besluttede at ændre vejforløbet, så landevejen henover området blev sløjfet og i stedet blev lagt nord for klostertomten og landsbyen Emborg. Samtidigt begyndte Skov- og Naturstyrelsen at interessere sig for området - måske pga. områdets mange besøgende, idet op mod 34.000 mennesker årligt gæstede museet i 1960’erne. I 1972 opkøbte Skov- og Naturstyrelsen således landsbyens gamle købmandsforretning, der blev inddraget til udstillinger og administration.
Da først vejen var flyttet mod nord, kunne den sidste tredjedel af hovedanlægget udgraves, men nu ikke længere i samarbejde med Nationalmuseet, men derimod med den nyoprettede afdeling for Middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet, under ledelse af Olaf Olsen (se ill. 11). I 1975 blev den resterende del af østfløjen således udgravet, og i 1976 gik man i gang med sydfløjen, den syd-østre del af fratergården og korsgangen i hjørnet mellem østfløjen og sydfløjen. Resten af fratergården blev herefter udgravet i 1977. I 1978 kom turen til vestfløjen med de store forrådskældre. Da vestfløjen var udgravet i 1978, var der stadig nogle dage tilbage af udgravningen, og de blev bl.a. brugt til at lokalisere en større bygning øst for klosteranlægget. Resultaterne fra disse særdeles omfattede udgravninger i 1970’erne, der reelt gjorde området til Danmarks største ruinpark af sin art, er behandlet af Susanne Gram. Bygningen øst for klosteranlægget blev senere, i perioden 1994-96, udgravet af afdeling for Middelalderarkæologi under ledelse af Hans Krongaard Kristensen, der i denne bog redegør for resultaterne. Formodentligt har bygningen huset klostrets hospital, men kan også tænkes at have givet plads til fattigfolk og fremmede der kom til klosteret, som beskrevet af Carsten Selch Jensen.
Som nævnt har Øm Kloster Museum flere gange haft fornemt besøg af medlemmer af det danske kongehus, men også andre prominente personer har gæstet området omkring klosteret. I 1989 afholdt den katolske kirkes overhoved, Pave Johannes Poul 2. således en messe på det nærliggende lejrsted Ømborgen, som ejes af den katolske kirke. (se ill. 12) I den anledning havde Øm Kloster Museums daværende leder Holger Garner anledning til at hilse på gæsten. (se ill. 13) For Holger Garner selv blev Øm Kloster Museum et livsprojekt, idet han fra 1960 til 2000 stod i spidsen for museet.
Som det vil fremgå af bogens mange afsnit, så kan der fortælles mange forskellige, tankevækkende og spændende historier om Øm Klosters fortid. Det er imidlertid ikke alt, der er medtaget i denne publikation, og der vil således endnu være ganske mange aspekter af klosterets historie, der må lades uberørt eller afventende fremtidige undersøgelser: Hvor lå f.eks. det ældste kloster, der var i funktion frem til 1257? Hvad kan det store genstandemateriale på over 23.000 fund fortælle om dagliglivet i klostret? Hvilke konklusioner kan nye undersøgelser af reliktplanter og frø fra udgravningerne føre til? Hvor mange begravelser er endnu ikke udgravet? Er det muligt at finde klosterets ladegård og det kapel fra 1500-tallet, der omtales i kilderne? Og hvad mere kan der siges om middelalderens mennesker udfra de allerede undersøgte grave?
De enkelte afsnit i bogen beskriver hver for sig kapitler at Øm Klosters historie, og de gentagelser der måtte være for den læser, som vælger at læse hele bogen i ét stræk, er begrundet i redaktørernes ønske om, at hvert afsnit skal kunne læses for sig selv.
Øm Kloster har således stadig mange hemmeligheder at give fra sig for kommende generationer og forskere. Alligevel er det vort håb, at vi med denne bog vil kunne gøre en foreløbig status over den samlede viden om en af de betydeligste klostergrundlæggelser i dansk middelalder og dermed bidrage positivt til formidling af dette spændende sted – både i forhold til de fagfolk der har en interesse i stedet, men i lige så høj grad overfor den alment interesserede læser, der måske endda kender klosteret fra besøg i museets ruinpark.
Redaktørerne, Emborg april 2003.
1. Adamsen og Jensen (1996), s. 254