Hvorfor egentlig beskæftige sig med grave og døde mennesker? Det er der en rigtig god grund til, døden er nemlig en definitiv overgang som mennesker til alle tider, og i alle kulturer har behandlet med en blanding af respekt, frygt, og beundring. Efterladte vil altid markere et dødsfald med rituelle handlinger for således bedre at kunne forholde sig til den mentalt abstrakte og uhåndgribelige proces som døden er, samt for at kunne overlade et kært afdødt familiemedlem på bedste vis til dets nye skæbne. Dødens ritualer vil derfor altid være et spejl af den kulturhistoriske epoke som de befinder sig i, og gennem analyser af gravskikkens udvikling samt antropologiske undersøgelser af skeletter, kommer vi nærmere livet før døden, hvilket jo i bund og grund er det, som vi ønsker at vide noget om. Døden bliver et middel til at forstå livet der gik forud. Gravene og skeletterne fra Øm Kloster kan bidrage til en forståelse af, hvorledes livet var for de mennesker, der levede i og omkring Øm Kloster i middelalderen. Derfor er det vigtigt at beskæftige sig med grave og skeletter af for længst afdøde mennesker.
Cistercienserne og døden
Forholdene omkring dødens ritualer er beskrevet i cisterciensernes ordensregler. For munke og lægbrødre var konventet familien, der ved dødslejet samledes og bad for den døende. Ved dødslejet blev aske strøet i korsform, henover dette blev lagt et groft klæde, og herpå blev den døende anbragt. Efter døden blev det vaskede lig placeret fuldt påklædt med kutte, hætte, sokker og natsko på en båre, der blev båret i procession ind i kirken. Båren blev, hvis det drejede sig om en munk eller novice, placeret i munkenes kor og i lægbrødrenes kor hvis det var en lægbroder. Bønnevagt blev afholdt uafbrudt indtil sjælemessen, der var en del af selve begravelseshøjtideligheden. Begravelsen fandt i øvrigt sted enten den dag personen var død eller den følgende dag.
Efter sjælemessen ordnede deltagerne i ligtoget sig alt efter rang i kirken. Den åbne båre blev båret af ligestillede gennem dødeporten i nordre korsarm ud til graven, hvor liget uden kiste blev sænket i en mindst fire fod dyb grav og placeret med hovedet i vest. Kutteærmerne blev placeret over kors på brystet og hætten blev trukken lidt ned over ansigtet. Herefter kastede abbeden jord på liget i korsform og bærerne kastede graven til under bøn.
Øm Kloster som gravplads
Indenfor Øm Klosters område findes begravelser i klosterkirken, korsgangen, fratergården, nord, øst og vest for klosterkirken samt i et område østlig og sydlig for østfløjen. Cisterciensernes ordensregler foreskrev at kirkegården lå mod øst og vest (hvis altså klostret lå syd for kirken), og at der var en særafdeling for abbeder ved kirkens øst-ende, og ved nordsiden for munke, lægbrødre og lægfolk. I den første tid var det kun ærkebisper, biskopper og fyrstelige personer der kunne gravlægges i kirken, men fra 1150’erne fik også abbeder og fundatorer mulighed for begravelse her. I korsgangen kunne velgører og abbeder gravlægges, mens kapitelsalen var gravplads for de abbeder der døde mens de stadig var i embede samt eventuelt de personer, der havde adgang til en bisættelse i kirken.
Gravene i kirken
Fundamenterne til klosterkirken samt gravene indenfor kirkens mure blev udgravet af C. M. Smidt og Anders Andersen fra 1910 og frem til 1941. Anders Andersen, der oprindeligt var ansat som opsynsmand ved ruinerne fra 1931, blev fra 1933 hyret til at udgrave gravene, således at C. M. Smidt kunne hellige sig fundamenterne, murværk og andre konstruktioner. I denne periode blev der i alt udgravet 105 grave (se ill. 1).
I 1965 stødte daværende museumsleder Holger Garner under jordarbejde på yderligere to begravelser i søndre korsarm, en romansk muret grav og en trækistegrav, og antallet af grave kom dermed op på 107. Siden er der ikke udgravet grave i klosterkirken, men det må formodes, at C. M. Smidt ikke kom fuldstændig til bunds i kirkens kulturlag, da det rent faktisk lykkedes Holger Garner at opdage to dybere liggende begravelser på samme sted, som C. M. Smidt i 1937 havde udgravet en jordgrav.
Der ses flest gravlægninger i nordre korsarm og nordre sideskib, lidt færre i søndre korsarm samt i midterskibet, og færrest i korskæringen, koret, samt østkapellerne. Gravene placerer sig i op til fire lag, og analyser viser, at gravlæggelserne i kirken generelt er senere end gravlæggelserne på nordre kirkegård. De ældste grave er hovedsagligt placeret i nordre og søndre sideskibe og korsarme samt i korskæringen, mens de senere gravlæggelser hovedsagligt er foregået vestligst i langskibet og i mindre grad i begge korsarme.
Nordre kirkegård
Nordre kirkegård har strakt sig nord og vest for kirken i området mellem de to kanaler. Sandsynligvis er kirkegården afgrænset af en stensat mur ca. 55 m nord for kirken, da rester af en sådan er fundet under udgravninger i 1930’erne. Vest for kirken vidner begravelser nedsat over sløjfede pillefundamenter om, at området antageligt blev taget i brug som kirkegård efter, at det planlagte langskib blev opgivet. Området er dog ikke blevet systematisk undersøgt, så udstrækningen samt gravintensiteten af dette område, kan ikke nærmere bestemmes.
Udgravningerne af nordre kirkegård begyndte i 1933, hvor Anders Andersen afdækkede grave nord for nordre korsarm og vest for vestgavlen. Omfattende kirkegårdsudgravninger stod på hvert år frem til 1941 med undtagelse af 1940. Ved Anders Andersens fortjeneste blev der i alt frilagt 701 grave på nordre kirkegård, hvoraf et udsnit ses på ill. 8. Nordre kirkegårds område har været på mindst 4200 m2. Heraf har man i alt udgravet 701 grave over et areal på ca. 1600 m2. Det giver en begravelsestæthed på 2,3 grave pr. m2. Hvis det antages at gravintensiteten er faldende jo længere væk fra kirken man kommer, til eksempelvis bare én grav pr. m2, så kan det antages, at der stadig er ca. 2600 urørte begravelser tilbage i jorden på den forholdsvise store kirkegård. Gravlægningen på det udgravede område er bevaret i op til seks gravlag.
Gravene i kapitelsalen, korsgangen og fratergården
Da C. M. Smidts udgravninger stoppede i 1941, var kun dele af østfløjen, dennes korsgang, den nordlige korsgang samt fratergård udgravet. Grunden var, at landsbyens Emborgs hovedgade løb tværs over de centrale dele af klosteret. Senere lykkedes det foreningen Historisk Samfund for Århus Stift at få ført hovedgaden nord om anlægget og frikøbe arealerne, så hele klosterkomplekset kunne samles. Smidt nåede at undersøge kapitelsalen, hvor han fandt tre individer gravlagt. Alle var placeret østligt i rummet i to simple jordgrave og én muret romansk stensat kiste. Begge de to jordgrave var en anelse for korte, så skeletterne lå med benene op af gravens sider, måske ønskede munkene ikke at opbryde for meget af gulvet, da de havde deres daglige gang her. Individet i den stensatte kiste, blev af C. M. Smidt identificeret som Abbed Mikkel, som var død i 1246, før byggeriet af østfløjen var færdig. Hans grav blev ifølge krøniken placeret i det ufærdige byggeri (se ill. 2).
Udgravningerne af korsgangen og fratergården fortsatte da Afdelingen for Middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet i 1970’erne udgravede centrale dele af klosterkomplekset. I alt blev der udgravet 34 grave i korsgangen og 15 grave i fratergården. De antropologiske undersøgelser viste, at gravlæggelserne i korsgangene alle med én undtagelse var mænd, mens der i fratergården var gravlagt mænd sammen med småbørn i alderen 0 – 7 år. Gravintensiteten var størst i østfløjens korsgang, her var gravlagt 17 individer i op til tre gravlag. Tydeligvis var området udenfor kapitelsalen det mest eftertragtede gravsted overhovedet i korsgangene (se ill. 3 og 4). Gravene i fratergården synes at klumpe sig sammen i det nordøstre hjørne, idet man her fandt 13 af gravene (se ill. 5), mens én lå i det sydøstlige hjørne. Den sidste gravs placering kendes ikke. Graven i det sydøstlige hjørne må være anlagt efter 1500, da den skærer en grube som er møntdateret. Man kunne på den baggrund forestille sig, at gravlægningen i fratergården kan være foregået efter reformationen. Gravene kunne da være profane og altså ikke fra munkekonventets egne begravelser, hvilket kan forklare tilstedeværelsen af børnegravene.
Østre kirkegård - konventets gravpladser
I 1924 registrerede C. M. Smidt otte grave på række, der lå i forlængelse af østfløjens sydgavl. Siden hen har andre observeret og udgravet grave på arealet øst for kirkens kor og østfløj. I alt er der registreret 58 gravlæggelser i dette område.
Gravene her adskiller sig markant fra dem på nordre kirkegård ved, at være placeret så de generelt undgår at skære hinanden, og hvis de gør, så er det kun i forbindelse med de mest eftertragtede gravpladser: udfor kirkens kor og udfor kapitelsalen. Gravene er placeret med en indbyrdes afstand på 1-1½ m eller mere, og er anbragt på tydelige rækker, hvoraf syv er synlige (se ill. 6).
Gravpladsens placering samt forholdene omkring de tydeligt markerede grave antyder, at denne gravlægning er speciel. Sandsynligvis er der her tale om konventets gravpladser forbeholdt munke og novicer. Kun et fåtal af gravene her er udgravet og 17 grave er kønsbestemt; 15 mænd og to ubestemmelige individer.
Opdeling af sekulære og gejstlige gravpladser kendes bedst fra udenlandske arkæologiske udgravninger, mens en sådan kirkegårdsopdeling for det danske område kun kendes fra Augustinerklosteret Æbelholt i Nordsjælland. Her var gravene øst for tværskibene og koret udelukkende mandsgrave, og ligesom i Øm lå de i ét lag med en indbyrdes afstand på 1-1½ m. Ved udgravningen af en af gravene fandtes en alterkalk og disk af bly, symbolske genstande der udelukkende anvendes ved gejstliges jordefærd.
Konventets størrelse
Som tidligere nævnt antages det, at den østlige kirkegård var munkenes kirkegård. For at kunne komme med et bud på kirkegårdens størrelse, er det nødvendigt at forsøge at anslå det gennemsnitlige antal ordensfolk, der levede samtidigt i klosteret samt deres forventede gennemsnitlige levetid.
Det vides ikke hvor mange munke der almindeligvis boede i Øm Kloster, men cisterciensernes ordensregler forskrev 13 medlemmer for at danne et fuldt konvent: 12 munke og en abbed, og dette blev betragtet som et minimumsantal.
Tilstrømningen af munke var, for Øm som for andre herreklostre, størst i 1100 og 1200-tallet før ankomsten af tiggermunkene til Danmark. Tiggermunkeordnerne blev herefter en konkurrent, og det blev især svært for herreklostrene at skaffe nok lægbrødre til den daglige drift af kloster og ladegårde (se hertil bidraget af James France). Tilstrømningen af novicer til Øm Kloster må derudover antages at have varieret alt efter klostrets op- og nedgangtider.
Cistercienserklostret Løgums dødebog er bevaret som en afskrift fra 1518; originalen stammer sandsynligvis fra slutningen af 1100-tallet. Det er usikkert, hvorvidt optegnelsen dækker perioden frem til 1518 eller snarere helt frem til 1548 da klostrets nedlægges. Den mulighed forligger, at de sidste 40 år af klostrets tilgange og afgange ikke er registreret. Dødebogen er en evighedskalender med navnene for alle de mennesker som konventet i Løgum skulle ihukomme gennem tiderne. Der er opført navnene på i alt 695 afdøde individer i bogen, og de kan inddeles i tre grupper: ”medlemmer af Løgum Klosters konvent”, ”andre gejstlige” samt ”lægfolk og andre”. I nærværende bidrag er det dog kun størrelsen af selve konventet der er af interesse. Der er i alt anført 206 afdøde medlemmer af Løgums konvent i dødebogen. Nu forholder det sig sådan at bladene over juni måned med tiden er bortkommet, men da der gennemsnitlig er opført 19 af konventets afdøde individer pr. måned, kan der med rimelig sikkerhed korrigeres for den manglende måned ved at lægge endnu 19 individer til de 206 individer. I alt vil der således være optegnet ca. 225 afdøde medlemmer af konventet ved Løgum Kloster.
Novicer antages fra deres 18 år, så beboerne har altid været voksne mennesker, og den gennemsnitlige alder vil derfor være højere end blandt en almindelig befolkning. Muligvis blev munkene et sted mellem 45-55 år i gennemsnit, hvilket er et kvalificeret gæt udfra antropologiske undersøgelser fra Øm og andre klostre. Hvis det antages at munkene fra Løgum gennemsnitlig er blevet ca. 48 år, så levede de i gennemsnit 30 år i klostret. Hermed bliver det muligt, at komme med et bud på konventets størrelse i Løgum, med de forbehold der nu må tages: Gennemsnitlig har der været et sted mellem 18-20 munke i Løgum Kloster.
Med det i tankerne vender vi tilbage til Øm. Herfra ved vi, at Øm Klosters landgildeindtægt i 1554 var næsten dobbelt så stor som Løgums, hvilket gør det acceptabelt at formode, at Øm Kloster kunne have baggrund for et større konvent end Løgum.
Hvis det antages, at der gennemsnitlig var 25 munke i Øm Kloster, svingende mellem 20 og 30 munke, der gennemsnitlig blev ca. 48-50 år, så er der baggrund for et sted mellem 303-323 munkebegravelser ved Øm Kloster i alt. Der er i alt registreret 58 begravelser på den østre kirkegård og sammenlagt med de 34 begravelserne i korsgangene, der sandsynligvis også tilhørte konventet, giver det basis for, et sted mellem 211-231 urørte munkegrave på den østre kirkegård.
Graven og gravstedet
Som tidligere nævnt blev den døde, der var svøbt i ligklæde, båret i procession til graven enten i en kiste eller på en åben båre. Trækisten som vedkommende ankom i, behøvede ikke nødvendigvis at følge med i graven. Kistens anvendelse var i modsætning til i dag således primært til transport og ikke nødvendigvis til begravelse. Blev liget nedlagt i en kiste, kunne det være en i graven sammensat kiste, enten af træ eller sten. Liget kunne også nedlægges uden brug af kiste, kun svøbt i ligklædet eventuelt med et trælåg over sig. Der var et utal af muligheder i udformningen af graven, alt efter afdødes ønske, de efterladtes økonomiske status og tidens trend.
De murede grave
Murede grave er en fælles betegnelse for stenkister, der er sat af flere sten, enten natursten eller teglsten. Kisten er som hovedregel opmuret i kalkmørtel, i mindre grad i ler, men den kan også være opstablet uden brug af bindemidler.
De murede grave ved Øm Kloster er alle af teglsten. Hovedsagligt brændte munkesten, men enkelte er også sat af ubrændte munkesten og genanvendte munkesten samt formsten. Der er fundet rester efter 33 murede grave samt to formodede murede grave. Der findes to hovedtyper af stenkister: den romanske trapezformede og den efterromanske rektangulære. Begge typer har fundet anvendelse ved Øm Kloster, men især den romanske har været udbredt, da i alt 29 kister kan henregnes til denne type, mens kun tre er af den efterromanske type. De romanske stenkister har i 25 tilfælde ”udvendigt hovedrum” hvilket vil sige, at der i forlængelse af kisten på dennes ”skuldre”, er en udbygning til afdødes hoved. To har derimod indvendigt hovedrum (dvs. uden separat hovedrum). Oftest var kisterne opmuret i kalkmørtel, men fire havde opstablede sten uden brug af bindemidler mens enkelte var lagt i ler. Kisterne var bygget i to til fem skifter, mens tre skifter var det mest anvendte. Grave med fire eller fem skifter findes kun i kirken (se ill. 7).
Gravenes bund bestod hovedsagligt af udstrøet kalk (18 tilfælde), eller af naturligt grus (to tilfælde) mens træ, ler, munkesten eller kalkmørtel hver især fandtes i ét tilfælde. De murede stenkister havde sandsynligvis alle være dækket af et trælåg, hvilket der er fundet spor efter i elleve tilfælde.
Hyppigheden af de murede grave var størst i klosterkirken, idet 26 af alle murede grave fandtes her i kirkens østligste partier; i søndre korsarm med østkapeller; i nordre korsarm samt i højkoret (se ill. 1). Alle tre efterromanske grave lå i koret og eneste grave med fem skifter var den efterromanske grav i højkoret. Endvidere fandtes en muret grav i kapitelsalen (se ill. 2), én på den østre kirkegård ud for koret, samt fire på nordre kirkegård på et afgrænset område vest for kirken (se ill. 9).
Formelt dateres den romanske stenkiste til perioden 1182- ca. 1260, og den efterromanske til 1231-1319 udfra kendte gravlæggelser af kongelig, gejstlige og adelige. Nyere forskning rykker imidlertid brugen af den romanske stenkiste op i sidste halvdel af 1200-tallet eller til ca.1300, da det er usandsynligt, at der på Øm skulle være 22 romanske murede grave i kirken, der først officielt blev indviet i 1257.
Dateringsmæssigt kan det fastslås, at den romanske murede stenkiste har fundet anvendelse ved Øm Kloster fra 1246 til ind i 1300-tallet, og måske endda både før og efter denne periode.
Trækiste grave
Betegnelsen dækker over alle grave, hvor liget enten ligger på træ eller har haft træ langs siderne, ligegyldigt hvorledes træstykkerne er fæstnet til hinanden. Brugen af trælåg er ikke bestemmende for trækistegraven, da trælåg forekommer ved alle typer af grave.
Den almindelige kiste er karakteriseret ved, at have både bund og sider, hvorimod kistelignende grave kan være opbygget på forskellig måde. Den almindelige kiste kan anvendes til transport af liget og/eller til begravelse, mens den kistelignende grav består af et eller flere løst eller let sammenføjede stykker træ, der altid er opbygget på stedet.
Anders Andersen beskriver, foruden den almindelige kiste, også en anden type af grave bestående af en sideplanke på begge sider af afdøde fastholdt i både hoved- og fodende af en rille i jordbalken. Denne type kaldes for en plankekiste. Der blev fundet spor efter trækister af begge typer i 88 tilfælde.
Trækistegravene udgør ca. 30 % af kirkens grave, og procentvis udgør den almindelige kistetype den største andel. Dette skyldes muligvis, at de begravede her er døde et andet sted end i klostret, og at kisten i højere grad er benyttet som transportmiddel. Der er flest trækister i nordre korsarm, hvor gravintensiteten er størst. Tilsyneladende er den almindelige kistetype blandt den ældste type i kirken, mens plankekisterne er af en yngre type. Der findes ingen trækister i fratergården eller kapitelsalen, mens otte grave i korsgangene var af træ (se i øvrigt ill. 4). På den østlige kirkegård er der fundet svage spor af træ i to grave, og på nordre kirkegård er 6 % af alle gravlæggelserne sket i en form for trækiste. Trækister ses kun langs kirkens mure, og jo længere væk fra kirken man kommer, jo færre trækister er der. Muligvis skyldes dette dårlige bevaringsforhold for træ jo længere væk fra kirken man kommer. Derfor er det umuligt, at sige noget om det oprindelige antal trækistegrave på nordre kirkegård. En ting kan dog observeres, nemlig at plankekisterne varierer mere i længde og brede i forhold til afdøde end de almindelige kister gør, samt at grave med trækister generelt er dybere end de kisteløse grave. Et træk der muligvis kunne indikere, at trækistegravene generelt er tidligere end de kisteløse grave.
Kisteløse grave
De kisteløse grave er kendetegnede ved at afdøde er lagt direkte på bunden af graven uden brug af træ eller stenkiste. Graven kan være omhyggeligt eller mere skødesløst gravet, bund og sider kan være afrundede, plane eller kropsformede. Der kan være udgravet et særskilt rum til afdødes hoved som en billig kopi af de romanske stenkister med ”udvendigt” hovedrum, eller der kan være bevidst placerede sten symmetrisk eller asymmetrisk omkransende den afdøde.
Langt de fleste grave fra Øm Kloster er kisteløse grave, men udgraverne har oftest ikke gjort meget ud af beskrivelsen af den kisteløse grav, og så vidt det vides, er der ikke registreret hovedrumsgrave eller stengrave ved Øm Kloster.
Den kisteløse type findes med trælåg, og man har i nogle tilfælde gjort noget særlig ud af gravens bund, idet man har påført kalk, sand, strandgrus eller en blanding af strandgrus og trækul. I nogle tilfælde er der fundet rester af ligsvøbe. Anders Andersen omtaler dette som et mørkt organisk materiale hvis oprindelse enten er skind, huder eller stof.
Den kisteløse grav er den mest udbredte gravtype ved Øm Kloster. I kirken udgør den kisteløse grav 42 % af samtlige grave. I fratergården er alle grave kisteløse, mens ca. halvdelen af korsgangenes grave er af denne type. På nordre kirkegård er 92 % af gravene kisteløse, hvoraf et udsnit ses på ill. 8. Som tidligere nævnt, kan bevaringsgraden for træ i gravene dog her give et forkert billede af virkeligheden. Analyser af det tidsmæssige aspekt viser, at den kisteløse grav i kirken blev dominerende fra midten af 1200-tallet, mens typen sandsynligvis har fundet anvendelse på nordre kirkegård i hele dennes funktionsperiode. En mulig forklaring kan være, at denne type især blev anvendt på nordre kirkegård på grund af sin simpelhed, der ikke stillede krav om økonomisk formåen, mens anvendelsen i kirken i høj- og senmiddelalder kunne tolkes som et bevidst forsøg på at give udtryk for religiøs ydmyghed.
Gravdybde
Middelalderens grave var gennemsnitligt ikke nær så dybe som nutidens grave. Ved Øm Kloster har nogle heldige omstændigheder gjort det muligt, at vurdere den oprindelige gravdybde for nogle grave i kirken og på nordre kirkegård. Karakteristisk for gravene begge steder er, at jordgravene gennemsnitligt ikke er så dybe som træ- og stenkiste gravene. Børnegravene er mellem 50 og 145 cm dybe, med et gennemsnit på én m. Voksengravene har en dybde på mellem 59 – 185 cm, med et gennemsnit på 111 cm for jordgrave, 124 for almindelig kister og 130 for plankekister.
I dag er standarden for en grav mellem 170 og 180 cm, hvor man dog bør huske på, at vi i dag har væsentlig bedre faciliteter, når det gælder gravningen af grave. I middelalderen brugte man træspader med jernbeslået blad samt hakker, hvilket har gjort arbejdet langsommeligt og tidskrævende. Der kunne dog let opstå problemer med de knap så dybe grave, især i byerne hvor løse husdyr kunne forvilde sig ind på kirkegården og oprode gravene. En sådan episode fandt sted i Helsingør i 1585, hvor et barnelig var blevet oprodet fra sin grav af omstrejfende grise. Dette var bl.a. grunden til, at kirkegårdene skulle omhegnes og riste nedlægges ved indgangene for at dyrene ikke skulle betræde den hellige jord og skamfere gravene.
Begravelsesmønstre og gravmarkeringer
Middelalderens kirkegårde kan ikke sammenlignes med nutidens kirkegårde. Gravstederne i dag er sirligt placeret i systemer med grusbelagte stier. Dette billede vi kender af en kirkegård stammer fra kirkegårdsreformen fra 1805.
Før denne tid lå kirkegårdene som græsklædte arealer, uden et egentlig system af stier og gravsteder. Man valgte selv en grav et sted på kirkegården – f.eks. påvirket af hvor afdøde familiemedlemmer tidligere var blevet begravet. Stisystemer har så fungeret et stykke tid for derefter at blive sløjfet igen og integreret i kirkegården, mens nye stier kom til. Tilfældighedens princip i valg af gravsted har bevirket at grave ofte kom til at skære hinanden (se i øvrigt ill. 4). I middelalderen blev selve gravstedet oftest kun markeret med den opgravede jord samlet som en tue på graven. Der kendes til gravmæler af sten og træ, og i nyere tid i metal. Gravsten var i middelalderen ikke alle forundt, da det var bekosteligt at få udhugget en sten. Træudskæringer såsom ”gravtræer” med en kraftig udskåren stamme placeret ovenpå graven har sikkert heller ikke været for alle og enhver.
Eneste sted på Øm Kloster, hvor der tilsyneladende ses et gravmønster er på den østre kirkegård. Som tidligere omtalt ligger gravene her på rækker med en indbyrdes afstand på ca. en til halvanden meter eller mere. Meget tyder på at disse grave har været markeret enten enkeltvis eller i hele rækker for at undgå overlapninger (se ill. 5). Edward Ortved skriver om cistercienserne, at hverken navneplader, kors eller blomster kendetegnede graven, og kun de forskellige kirkegårdsafsnit var markeret med et kors. Udfra denne beskrivelse må det antages, at gravene på den østre kirkegård sandsynligvis kun var markeret med jordtuer. Måske vedligeholdt munkene gravstederne gennem generationer enten ved hjælp af en mundtlig tradition om, hvem der lå begravet hvor, eller ved rent fysisk vedligeholdelse af jordtuerne.
Over grave i kirken, kapitelsalen og korsgangene var det ifølge cisterciensernes ordensregler muligt at nedlægge gravsten, bare de lå i højde med gulvet. Der kendes et antal teglstensfliser samt fragmenter fra Øm Kloster med minuskelindskrifter, der formentlig stammer fra gravmonumenter. Endvidere findes der flere teglstensfliser med indpressede motiver i forskellige former og størrelser, der kunne have fundet anvendelse i gulvdekorationer over grave.
I søndre korsarm blev der udgravet et mønsterlagt flisefelt i en gravramme af teglsten og en tom gravramme af teglsten, der begge var lagt over murede grave. Sådanne mønsterbelagte felter over grave var en simpel måde, at markere en grav i kirkegulvet, og kendes fra andre kirker og klostre.
Det må formodes, at der har været gravsten i klosterkirkens gulv, også selvom der kun er få oplysninger om sådanne. Over biskop Peder Elafsens grav i koret (se ill. 1), lå et fundament som sandsynligvis har båret en romansk gravsten. Fundamentet var i tre skifter, der lå omtrent i samme højde som underlaget til korets gulv. Graven fremkom 102,5 cm under dette fundament. I Skt. Sørens Kirke i Gl. Rye findes to gravsten fra Øm Kloster. Den ene er en sten over biskop Svend død i 1191 (se hertil ill. 11). Stenen lod abbed Christian udføre i 1490. Den anden er en sten over abbed Peder Sørensen, død i 1554 (se ill. 6 hos Bo Gregersen). Begge sten er sandsynligvis overført fra Øm Kloster i 1561.
Genstande i gravene
Genstande i grave kan være bevidst placeret ved afdøde, eller de kan allerede være i jorden, enten tabt eller på anden måde deponeret på kirkegården. Kan der ses bort fra den sidste kategori, vil genstandene i graven give et indblik i individets sociale og/eller religiøs overbevisning samt tidens folketro.
På trods af kristendommens skrappe holdning til gravgaver, fandt enkelte genstande vej til graven. Nogle genstande er kommet med i den klædning afdøde blev gravlagt med, hvilket kan være nåle, spænder eller rester af dragt og sko. Ses der bort fra disse objekter, er der grupper af genstande der kun kan forklares udfra et ønske om at markere afdødes sociale status og/eller religiøsitet, eller som måske ligefrem har haft en overtroisk eller magisk karakter.
Ved Øm er der fundet 15 genstandsgrupper i gravene, oftest bestående af dele fra ligets udstyr og kistens opbygning, men nogle af kategorierne fortjener en individuel beskrivelse.
Mønter
Mønter i grave tilskrives oftest myten om færgemanden Karon, der i græsk mytologi, sejlede afdøde sjæle over floden Styx til underverdenen. Skikken med mønter i gravene kendes i Danmark tilbage fra omkring Kristi fødsel. Penge i danske grave har ifølge den mundtlige tradition lignende paralleller med den gamle myte, og årsagerne beskrives som betaling til Skt. Peter eller for ophold i de dødes rige i Naboskrog, som afståelsessum til arvingerne eller offer til kvinder der døde i barselsseng.
Der er fundet mønter i grave ved Øm seks gange, én i kirken, fire i korsgangen og én på nordre kirkegård. I graven i kirken, som antages at være abbed Jens, lå en sølvmønt fra Erik Klipping regeringstid (1259-86). Mønten regnes af udgraverne for at være samtidig med gravlæggelsen. Graven var en romansk stenkiste og identifikationen foretaget af C.M. Smidt og Kr. Isager baserede sig på de læsioner som skelettet havde. De stemte nemlig overens med abbed Jens sygehistorie. Jens nedlagde hvervet som abbed i 1249 på grund af smerter i arm og skulder efter et overfald. Det interessante i dette tilfælde er, at en gejstlig skulle have fået en mønt med i graven. Møntens tilstedeværelse har et strejf af overtro over sig, hvilket man umiddelbart skulle mene at gejstlige tog afstand fra.
I en grav i østre korsgang, lå en mønt in situ ved skelettets venstre skulder, hvor der også blev fundet rester af klæde bevaret. I andre grave med mønter er det usikkert om de er fulgt med afdøde i graven eller har været i jordfylden. Anders Andersen skriver om mønten i graven på kirkegården, at den lå ved højre hånd, men at han i øvrigt mente, at den var kommet med i gravfylden, da graven tilkastedes.
Seglstamper
Seglet var en personlig og retsgyldig underskrift. Ved døden ønskede de efterladte oftest at skille sig af med stampen for at undgå, at denne skulle blive misbrugt, og derfor findes seglstamper lejlighedsvis i grave.
Fra Øm Kloster kendes to hele seglstamper og fragmenterne af yderligere to. De to hele seglstampers fundsted kendes ikke, det ene fragment blev fundet i en grav på nordre kirkegård, (se ill. 9), og det andet fragment under gravningerne i nordre korsarms østligste parti.
På trods af at kun én af seglstamperne er fundet i en grav, er de med til at nuancere billedet af, hvem der blev begravet ved Øm Kloster. Det er dog højest sandsynligt, at alle fire oprindeligt var placeret i grave.
Den hele seglstampe bærer et skjoldmærke med lilje og hjelm, der i øvrigt er ukendt. Omskriften lyder på Stig Nielsen. Denne er sandsynligvis identisk med en væbner af samme navn der vides, at have forpagtet Øm Klosters gård, Venggård i 1484 og 1497. De to fragmentariske stamper tilhører adelsslægten Rostrup. Identifikationen er baseret på skjoldmærke, et lodret delt skjold med en fuglevinge samt teksten. Af slægten Rostrup kendes flere medlemmer, der i 1300-1400-tallet skænkede gods til Øm Kloster (se Bo Gregersen). Fra udgravers side hersker der nogen tvivl om, hvorvidt stampen oprindelig stammede fra den grav hvori den blev fundet – en grav der i øvrigt tilhørte en ældre kvinde. Kvinder kunne også eje segl, så deri er der så vidt ikke noget mærkeligt i. Den stilistiske datering af begge de to seglfragmenter sættes til 1300-tallet.
Sværd
Sværdet var symbol på stormandens eller fyrstens magt og at få sit sværd med i graven var en æresbevisning, der kun var få forundt. Fund af gravsværd kendes i Danmark hovedsagligt fra klosterkirker, og gravene er ofte placeret på særlig prominente pladser, f.eks. i koret.
Skikken kendes i Danmark fra ca. 1300, men blev især udbredt i anden halvdel af 1400-tallet. Flere konger fik deres sværd med sig i graven, bl.a. Erik Klipping (død 1286), Valdemar Atterdag (død 1375), Christian I (død 1481) samt flere navngivne stormænd.
Der er fundet to gravsværd ved Øm Kloster. Det første fandt man i en kistegrav i højkoret, hvor resterne af skelettet var meget formuldet. Det andet sværd blev udgravet nordvest for kirken på nordre kirkegård i en kisteløs begravelse (se ill. 9). Skelettet lå med et tohåndssværd placeret på brystet, og der blev desuden opsamlet dele af skeden og sandsynligvis også af bæltet. Det første sværd dateres stilistisk til begyndelsen af 1300-tallet, mens det andet dateres til sen 1400-tal eller begyndelsen af 1500-tallet.
Placeringen af sværdgraven på kirkegården synes usædvanlig. Der kendes dog til få andre tilfælde, hvor graven er placeret andre steder end i kirken. Ved Øm Kloster tillader det samlede overblik over gravene, en anden mulig tolkning. Sværdgraven placerer sig nemlig i samme område, hvor der er fundet en seglstampe og fire romanske stenkister. I dette område på nordre kirkegård nordvest for kirken, er der en gruppe af grave der adskiller sig markant fra resten af gravene på nordre kirkegård. Muligvis har der gennem tiderne været et særligt prominent begravelsessted lige netop her, der eventuelt skal relateres til en verdslig indgang i klosterkirken eller et for os ukendt bygningsafsnit (se ill. 9).
Rosenkranse
Rosenkransen er en form for perlekrans, der benyttes til at holde styr på antallet af fremsagte bønner. Kransen kunne have et varierende antal perler, fordi den andagt, hvori den fandt anvendelse, ikke havde én bestemt udformning i middelalderen. Den endelige stadfæstede udformning fik andagten først i 1569. Herefter fik rosenkransen sin faste form, bestående af 55 perler: Fem store og 50 små, der henholdsvis symboliserer Fadervor og Ave Maria bønnerne. Perlerne kan være af forskellige materialer mest almindeligt ben eller horn (se Helle Reinholdt), træ, rav, sten og glas men perler af metal, ædelsten, sølv og guld kendes også.
Bedekranse kendes i Europa fra ca. år 1200, men rosenkransens egentlige udbredelse i Danmark var i 1400-tallet og middelalderen ud. Rosenkranse i gravene synes særligt udbredt på klosterkirkegårde og især på Gråbrødrenes kirkegårde.
Ved Øm Kloster er fundet fire grave med rester af rosenkranse samt seks grave, hvori der er fundet perler, der muligvis kan tilskrives rester af rosenkranse. Placeringen af perlerne er i fem tilfælde i forbindelse med højre håndled eller albue, i fire grave er perlerne fundet rundt om halsen og i én grav på brystet. Netop placeringen omkring halsen er ofte tolket som smykker, men dette mener Hanne Dahlerup Koch er en fejltolkning, og hun henviser til, at rosenkransen er blevet båret både om halsen, om armen, samt i bæltet, dog bare ikke så den hang ned over enden.
Perlerne fra Øm er hovedsagligt af rav, men stenkul, metal og horn er også anvendt. Den mest komplette rosenkrans har 52 perler bestående af rav, mens den næstbedst bevarede rosenkrans består af 32 stenkulsperler og fem metalperler.
Rosenkranse kendes både fra mands og kvindegrave og ses i nogle tilfælde også i børnegrave. Af de ti grave fra Øm Kloster hvori der er fundet perler, er seks kvinder og fire mænd, der fordeler sig på tre kvindegrave i kirken, og tre kvindegrave og fire mandsgrave fra nordre kirkegård. Placeringen af grave med rosenkranse ved Øm Kloster antyder, at rosenkransen kun har fundet vej ned i verdslige grave, hvilket især de tre kvindegrave i kirken indirekte viser.
Bispegravene ved Øm Kloster
Øm Kloster Krønike omtaler to bispebegravelser ved Øm Kloster. Den ene var klostrets store velynder og beskytter biskop Svend af Århus, der døde 1191 og som blev begravet i klosterkirken foran Jomfru Marias højalter. Den anden bispebegravelse var Peder Elafsen, som døde i 1246, og som ifølge krøniken selv havde valgt sit gravsted i Øm Klosters nye kirke foran Jomfru Marias alter.
C.M. Smidt mente i 1942 udfra krønikens ord samt arkæologiske overvejelser med sikkerhed at kunne udpege begge bispegravene i den delvist udgravede klosterruin. Ifølge ham skulle Svends grav være at finde foran højalteret i koret, mens Peder Elafsens grav var at finde foran altret i det nordre af de to sydlige østkapeller. Graven i klosterkirkens kor, en muret romansk begravelse med udvendigt hovedrum der lå centralt placeret i rummet, indeholdt skelettet af en ældre mand, der udfra sit gravgods med sikkerhed kunne identificeres som en bispebegravelse. Graven i det nordlige af de to sydlige østkapeller var en muret grav, der ikke adskiller sig synderligt fra de andre murede grave ved Øm Kloster. Det eneste som C.M. Smidt hæftede sig ved var, at manden i graven ikke lå med hovedet inde i hovedrummet, hvilket ifølge ham sandsynligvis var fordi, at individet havde båren en bispehue ved gravlæggelsen. Et af C.M. Smidts problemer i fortolkningen af bispegravene var, at Svend blev begravet i den første klosterkirke mens Peder Elafsen ifølge krøniken blev begravet i den nye klosterkirke. For at forklare dette mente C.M. Smidt, at graven i det nordlige af de to sydlige østkapeller var anlagt i et foreløbigt indviet højkor, mens kirken var under opførelse, og at bispegraven i højkoret var flyttet fra den gamle til den nye kirke. Senere ændrede C.M. Smidt opfattelse til at graven i koret nok ikke var flyttet, men at bisp Svend blev begravet på stedet i 1192. Denne teori medførte, at den nye kirke måtte være anlagt på samme sted som den gamle, til trods for at der ikke var iagttaget spor efter en sådan under udgravningerne. C.M. Smidt mente, at det kunne skyldes, at den første kirke var en trækirke, hvis eventuelle rester var blevet udslettet under byggeriet af den nye kirke.
Per Kristian Madsen diskuterer i sin artikel fra 1977 både C.M. Smidts arkæologiske iagttagelser og identificeringen af de to bispegrave, ligesom han også kommenterer de fortolkningsproblemer som C.M. Smidt fik i hans forsøg på at gøre rede for de to bispegravlæggelser. Per Kristian Madsen fremfører bl.a., at der ikke er grund til at formode, at der har været en midlertidig kirke på Øm Kloster da krøniken beretter, at relikvierne under indvielsen af den nye kirke bringes fra den gamle til den nye kirke, og derfor må den gamle kirke have været i brug helt frem til indvielsen af den nye kirkebygning i 1257. Endvidere var det almindelig kutyme, at give biskopper deres værdighedstegn med i graven, så som gejstlige embedsdragt, bispehue, bispestav samt fingerring, så derfor måtte det forventes at afdøde i graven i det nordlige af de to sydlige østkapeller, hvis det drejede sig om en bispegravlæggelse, ville være gravlagt med udstyr der kunne bekræfte vedkommendes rang. Der er derfor intet der taler for at graven i det nordlige af de to sydlige østkapeller skulle være en bispegrav.
Madsen argumenterer for, at der kun er én identificerbar bispegrav i klosterkirken; altså graven i højkoret. Graven bestod af en fornem romansk stenkiste, svagt trapezformet med udvendigt rektangulært hovedrum opbygget i fire skifter (se ill. 10). Gravbunden bestod af et lag fint hvidt kalkmørtel, mens der i hovedrummet lå en munkesten hævet over gravbunden. Det øverste skifte i stenkistens langsider havde symmetriske forsænkninger, antageligt fra tværbjælker der havde båret kistens trælåg. Det velbevarede skelet af en mand på ca. 65 år som lå med hænderne foldet over bækkenet. I graven var en del gravgods bevaret, bl.a. en guldfingerring med en tom fatning, hvor en sten engang havde siddet, sandsynlig udtaget i forbindelse med gravlægningen. På brystet lå der et lille sølvkors, og flere steder på skelettet fandtes tekstilrester af guldindvævet silke. Uden for selve graven var der placeret fire gravpotter: en midt for hver langside samt en midt for henholdsvis hoved og fodende. Gravpotterne var små fladbundede potter, ca. 18 cm høje af blødt brændt sort keramik. Analyser af gravpotternes indhold påviste spor efter trækul og aromatiske stoffer, der sandsynligvis stammede fra røgelse.
Madsen konkluderer, at bispegraven i højkoret ikke var Svends men i stedet Peder Elafsens, bl.a. fordi denne valgte at blive begravet på netop dette sted i den nye kirke. Endvidere påpeger han, at brugen af gravpotter i Danmark synes at starte en engang i begyndelsen af 1200 årene og forsætter et godt stykke ind i 1300 årene. Hermed bliver Øm-potten den ældst persondaterede gravpotte i Danmark, selv om den sikkert ikke er den ældste overhovedet. Den yngste persondaterede potte er fra ærkebisp Karls grav i Lunds Domkirke fra 1334.
Hvad der er blevet af Svends grav vides ikke, men mest sandsynlig er nok, at hans ben på en eller anden måde er blevet overflyttet til den nye kirke som påpeget af Per Kristian Madsen. Mindet om ham blev holdt i ære igennem hele klosterets levetid, og så sent som i 1490 lod Øm Klosters daværende abbed udhugge en ny mindesten over ham, der i dag kan ses i Skt. Sørens kirke i Gl. Rye (se ill. 11).
Skeletterne
Skeletundersøgelserne blev oprindeligt udført af Kr. Isager i 1930’erne og 40’erne. Resultaterne heraf kan man læse i den rækker af bøger og artikler som Isager selv udgav på baggrund af sine undersøgelser, jf. litteraturlisten her i bogen. Da en fornyet gennemgang af det omfattende antropologiske materiale ikke faldt indenfor rammerne af mine egne undersøgelser så bygger det følgende i høj grad på Isagers egne analyser.
Køns - og alderssammensætning
Kønsfordelingen blandt begravede ved Øm Kloster viser, at der var 389 mænd, 109 kvinder og 92 børn, 108 med usikker kønsbestemmelse og 223 skeletter der af en eller anden grund ikke er kønsbestemt. Dette er tydeligvis ikke en almindelig kønsfordeling idet der forventeligt ville være lige mange af begge køn begravet ved en almindelig kirkegård. Ved Øm Kloster er kønsfordelingen 78 % mænd og 22 % kvinder. Noget af forklaringen må ligge i, at klosteret var et munkekloster, men der skal også tages højde for, at der sandsynligvis vil være flere kvinder end mænd blandt de ikke kønsbestemte, da kvinders sekundære kønskarakter ikke er så udpræget som mænds, og ved dårlige bevaringsforhold vil kvinder være svære at kønsbestemme.
Mandsgrave udgør den største andel af kirkens grave (se ill. 12). Kønsfordelingen blandt voksne individer er i kirken 70 mænd (83 %) og 14 kvinder (17 %), mens gravene i fratergården, kapitelsalen, korsgangen og østre kirkegård, alle er mandsgrave, dog med én undtagelse; en grav vestligst i nordre korsgang antages at være en kvinde. I fratergården er der sammen med mændene begravet seks småbørn i alderen 0-7 år, hvilket kan undre, når der til sammenligning kun er gravlagt tre børn i kirken (se ill. 13). En mulig forklaring er som tidligere nævnt, at gravene hører til i efterreformatorisk tid. I kirken viser analyser, at kvinderne sammenlignet med mændene forholdsvis sent får adgang til begravelserne her og, at der fortrinsvis er gravlagt voksne og ældre individer men kun få børn og unge.
Kvinde - og børnegravene i klosterkirken er sandsynligvis medlemmer af stormandsfamilier (se ill. 14). Men kvinder kunne også sikre sig et gravsted i klosterkirker ved forskellige former for donationer, hvilket var tilfældet for en kvinde, der i 1510 fik tildelt et lejersted i Løgum Klosterkirken. Hendes donation bestod af kalk og disk, 14 rhinske gylden, en gryde til klostret samt seng med sengeklæder til yngstebrødrene. Kilden meddeler desuden, at kvinden fik adgang til messe i klosterkirken, og at hendes familie lå begravet på klosterkirkegården.
Grave med børn og unge ligger alle placeret vestligt og nordligt i kirken. De ældste individer er ofte gravlagt i stenkister og/eller i kirkens østlige bygningsafsnit, bl.a. i højkoret og foran altrene i østkapellerne. I korsgangen og kapitelsalen er kun begravet voksne og ældre individer.
På den nordre kirkegård ses procentvis flere kvinde- og børnegrave end i kirken, men mandsgravene udgør stadig hovedparten. Af de 536 kønsbestemte grave udgør mændene 273, kvinderne 94, børnene 83, mens de usikre kønsbestemmelser står for 86. Kønsfordelingen blandt voksne mænd og kvinder på nordre kirkegård svarer til 74 % mænd og 26 % kvinder. Analyser viser, at kvinderne er begravet på nordre kirkegård i hele dennes funktionsperiode og at alle alderskategorier er gravlagt spredt over hele kirkegården. Der ses dog et område, hvor der hovedsagligt er begravet voksne og ældre vest for kirken og op ad nordre korsarm. Børnegravene, især de mindste børn, placerer sig tæt op af kirkens mure. Lignende gravlægninger af børn kendes fra andre kirkegårde, hvor småbørnsgrave ofte ligger samlet i grupper tæt på kirken. Hvorfor det forholder sig sådan kan der kun gisnes om, muligvis ønskede forældre den bedste plads for deres små børn i tagdryppet, så de i evighed blev velsignet af helligt vand.
Frakturer og læsioner
Antallet af frakturer er mest udbredt blandt mændene. I alt 15,5 % af alle kønsbestemte mænd har således en eller anden form for fraktur, mens kun 5,5 % af alle kønsbestemte kvinder har en form for fraktur. Blandt kirkens grave forekommer frakturer og læsioner dobbelt så mange gange set i forhold til begravede på nordre kirkegård. Læsioner på kroppen og kraniet ses hos 30 individer. Kranielæsioner påført af enten skarpe eller stumpe våben, er i 12 tilfælde ophelede mens fire tilfælde har haft en dødelig udgang. Sammenlagt har 5,7 % af alle kønsbestemte mænd begravet ved Øm Kloster en voldelig påført kranielæsion, og tallet er lidt højere i kirken sammenlignet med nordre kirkegård. En mulig forklaring kunne være, at der i kirken var begravet flere professionelle krigere - både væbnere og riddere end ude på nordrekirkegård.
Højde
Middelalderens mennesker var knap så høje som nutidens befolkning. Det har for Øm Klosters vedkommende været muligt udfra skeletterne, at rekonstruere den individuelle højde som individet har målt i levende live.
Højden blev opmålt i graven for i alt 350 individer, 82 kvinder og 268 mænd. Kvinderne målte i gennemsnit 155 cm mens mændene i gennemsnit målte 167,9 cm. Angående mændene er der målelige forskelle af højden indenfor Øm Kloster, idet de højeste mænd blev gravlagt i kirken og kapitelsalen.
Sammenfatning
Gennem hundrede års udgravninger på tomten af Øm Kloster er der sammenlagt registreret 921 begravelser. Dette enestående materiale har bidraget med en beretning om de menneskene der engang levede i og omkring Øm Kloster og siden valgte at blive gravlagt her hos cistercienserne.
Alle gravenes og skeletternes udsagn er af stor værdi, idet de beretter om tidens mentale og religiøse forestillingsverden og medvirker til, at nutiden får en bedre forståelse af et østjysk herreklosters sociale og religiøse opbygning i en tid, hvor der blev skelnet skarpt mellem den sekulære og den verdslige verden.
Klostrets religiøse opbygning ses i høj grad udfra gravstedernes organisering. Særlig markant er opdelingen af klosterfolkenes og lægfolkenes gravsteder. Klosterfolkene havde sandsynligvis deres egne gravsteder på den østre kirkegård, adskilt fra lægfolkets grave. Netop en sådan adskillelse giver mening, da munkenes spirituelle styrke, lå i deres afsondrethed fra alt verdsligt (se hertil Mette B. Bruun).
Lægfolkenes gravlæggelser er primært foregået på nordre kirkegård, i kirken og muligvis i mindre omfang i fratergården.
Middelalderens samfund ligger os fjernt i tid og rum, men ved at studere gravmaterialets udsagn får vi et indblik i tidens mentale og religiøse forestillingsverden. Valget af de enkelte gravtyper, dennes tidsmæssige fordeling samt gravenes placering indenfor klostrets område giver os mulighed for, at studere både sociale relationer og religiøse ideologier.
Indenfor kirkens mure har gravstederne været fordelt efter rang. De fineste og de mest attråværdige var at finde i kirkens østligste partier. Om gravstedernes status vidner et stort antal stenkistegrave. Stenkistegravene var prestigegrave, og de var sandsynligvis fremstillet til individer med en vis social status. De optog alle de mest eftertragtede pladser, og indeholdt primært resterne af voksne og ældre mænd, der må antages, at have udgjort eliten af det lokale patriarkalske samfund.
Den kisteløse gravtype var yndet på grund af sin simpelhed og reflekterer sandsynligvis individets økonomiske formåen og/eller en religiøs ydmyghed. Netop denne gravtype blev ifølge ordenens regler anvendt af cistercienserne selv – måske var det munkenes måde at demonstrere ydmyghed på. Muligvis skal gravtypen i kirken derfor i højere grad end blandt gravene på nordre kirkegård, ses som et udtryk for religiøs ydmyghed frem for som et udslag af manglende økonomisk formåen.
Den mentale og religiøse forestillingsverden kan aflæses sekundært i gravmaterialet. Efterhånden som forestillingen om skærsilden fik større udbredelse, blev den fysiske grav og den afdøde krop gradvis mindre væsentlig, mens der ideologisk skete en bevidst fremhævelse af individets sjæl.
Muligheden for at afkorte det forstående opholdet i skærsilden, som alle almindelige mennesker måtte berede sig på, kom til at spille en central rolle i den religiøse forestillingsverden. De monumentale stenkistegrave forsvinder, og tilsyneladende bliver den kisteløse gravtype mere populær. Rosenkransen kunne følge ejermanden i graven. Dens formål var i livet at akkumulere summen af gode gerninger gennem bønner, og hermed at opnå aflad for egen eller andres sjæle i skærsilden. Rosenkransandagten, hvortil rosenkransen fandt anvendelse, knytter sig særligt til Jomfru Maria og anråbelsen af hende om frelse og forbøn. Hermed knyttes rosenkransen til døden. Tilstedeværelsen i graven må opfattes udfra den religiøse forestillingsverden, at man efter døden netop ville få brug for Marias forbøn.
Vi vil aldrig blive i stand til at opfatte det enkelte menneskes bevæggrunde i forhistorien, altså hvorfor de traf de valg de gjorde, men gennem det arkæologiske materiale kan vi få en fornemmelse af hvorledes livet før døden formede sig for de mennesker, der i middelalderen levede i og omkring Øm Kloster.
Perspektivering
Ved Øm Kloster er der stadig muligheder for at udforske områder af klostrets gravpladser. Særlig interessant ville det være, at undersøge området vest for kirken, der kun sporadisk er blevet undersøgt. En gruppe af markant anderledes grave indenfor et mindre område kunne indikere noget hidtil ukendt. Det ville være interessant, at se om jorden om muligt skulle gemme på kirkens forgænger 1172-1257.
Ligeledes vil det være spændende, at se nærmere på området øst for kirke og østfløj. Området her er også kun delvis udforsket. Man kunne her evt. få afprøvet teorien omkring konventets gravpladser, hvorledes kønssammensætningen fordeler sig generelt, og hele gravpladsens samlede omfang.
Det særdeles velbevarede skeletmateriale fortjener også at blive analyseret med de nyeste metoder. Dette kunne øge vores forståelse for det udsnit af befolkningen der er begravet ved klostret.
Der er således stadig et stort forskningspotentiale indenfor kirkegårdsarkæologien og antropologien ved Øm Kloster.