Mennesker i Jyllands hjerte –
befolkningsmæssige relationer i og omkring Øm Kloster

Af Jesper Lier Boldsen og Lene Mollerup

Vores fælles historie fortælles både gennem skriftlige og arkæologiske kilder som beretter om de lovmæssige sider af menneskets gøren og laden samt om dagliglivet i stort og småt.

Menneskene, eller deres begravede jordiske levninger: Skeletterne, er glimrende historiefortæller i sig selv, fordi livet på mange måder sætter sine spor på alle levende individers knogler. Ved studier af det menneskelige skelet undersøges dele af det enkelte individs ‘livshistorie’: Bl.a. alder, køn, sygdom og fysisk fremtoning. Med dele menes der, at ikke alle hændelser et menneske har oplevet i løbet af sit liv, sætter sig læselige spor på skelettet. Samles informationerne fra mange individer, er det hele befolknings historie der undersøges.

I dette bidrag handler historien om pandens form og proportioner målt på mandsskeletter fra Danmarks middelalder, nærmere bestemt Jylland, og om forskelle der er så små, at en eventuel beskuer end ikke på et levende menneske ville hæfte sig synderligt ved disse forskelle. Undersøges forskellene systematisk, så ses et mønster hvor grupper af mennesker ligner hinanden mere end andre. Umiddelbart vil sådanne forskelle forekomme betragteren naturligt, vi ved jo, at alle er forskellige alt efter hvilken genetisk arv, vi har arvet fra vores forældre. Men undersøges disse forskelle nærmere og systematisk, oplyser de ikke kun om målelige forskelle mennesker imellem, men også om de menneskelige forbindelser som eksempelvis befolkningsmobilitet og ægteskabsmønstre i middelalderens Danmark.

Formålet med dette afsnit er således at beskrive de mennesker der i middelalderen blev begravet ved Øm Kloster samt deres relationer til det omkringliggende samfund. Hvor kom de gravlagte fra og hvor havde de fundet deres ægtefæller? Hensigten er, at blive i stand til at vurdere, hvem de gravlagte ved Øm repræsenterer, og dermed lægge en lille brik i det store puslespil om den danske middelalderbefolkning.

Mennesker i ‘Jyllands hjerte’

Vi kalder i dette afsnit beliggenheden af Øm Kloster for Jyllands hjerte, på grund af stedets centrale placering i Midtjylland.

I og omkring ruinen af Øm Kloster har arkæologer under udgravninger fundet begravelser flere steder, bl.a. i klosterkirken, i korsgangen, i fratergården og nord og øst for kirken og østfløjen. Gravpladsernes sociale og religiøse betydning skal tolkes udfra deres placering i klosteranlægget, og det antages at konventets egne gravsteder var at finde på den østlige kirkegård og muligvis også i korsgangen samt kapitelsalen. Gravstederne i klosterkirken var sandsynligvis dyre købegravsteder forbeholdt udefrakommende lægfolk af en vis social og økonomisk status, mens den almindelige befolkning formodentligt blev gravlagt på den nordre kirkegård. Korsgangens grave antages som tidligere nævnt, at være enten konventets dvs. munkenes egne eller specielle lægfolk, evt. grundlæggere eller andre velgører. Både munkene og eventuelle grundlæggere eller velgører antages at være rekrutteret fra samfundets højeste lag. Skeletterne fra gravene i fratergården har en alderssammensætning, der umiddelbart ikke ligner gravlægningen i kirken, korsgangen eller østre kirkegård. Alderssammensætninger minder her mere om gravlægningen på nordre kirkegård. I fratergården er der desuden et forholdsvist stort antal børnegrave, hvilket virker påfaldende. En af gravene kan dateres til tiden efter 1500, og muligvis er gravlægningen i hele fratergården generelt sen, hvilket taler for, at det vi ser, er et indslag af profane grave, altså ikke konventets egne begravelser, eventuelt fra tiden efter reformationen (om gravpladsernes betydning, se Lene Mollerup).

Da det således er muligt at skelne mellem ‘socialtyper’ udfra gravenes placering i klosteranlægget, giver det mening, at inddele individerne i to socialgrupper med den intention, at undersøge om der er forskel på de to grupper. I den ene gruppe undersøges mændene fra nordre kirkegård (i alt 29 mænd) og fratergård (fire mænd). Denne gruppe kaldes for ‘de almindelige’, udfra den vurdering at det regnes for sandsynligt, at der på disse steder i klosteranlægget er gravlagt flest almindelige lægfolk. I den anden gruppe befinder mændene fra kirken (ni mænd) og korsgangen (fem mænd) sig. Denne gruppe kaldes for ‘de fine’, fordi det antages at flest mænd fra den sociale overklasse er gravlagt netop på disse steder. I undersøgelsen kommer der således til at indgå i alt 47 mænd, alle begravet ved Øm Kloster. 

Mennesker i Jylland

For at analysere de befolkningsmæssige relationer i Jylland undersøges ud over de 47 mænd fra Øm Kloster, mænd fra ni andre kirker og kirkegårde spredt ud over hele Jylland. (Ill. 1) De ni lokaliteter er valgt udfra, om der på den pågældende lokalitet er bevaret humant skeletmateriale, der har kunnet fungere som referencemateriale til skeletmaterialet fra Øm Kloster. De er dog også valgt udfra et ønske om, at få den størst mulige spredning og dække af Jylland. Først vil de fire referencelokaliteter beliggende på landet blive præsenteret og herefter de fem, der er beliggende i byerne.   
 

Land

I middelalderen levede langt den største del af Danmarks befolkning på landet, og de fleste fra de enkelte sogne blev sandsynligvis begravet på deres egne sognekirkegårde. Enkelte gejstlige institutioner var dog også at finde på landet, bl.a. herreklostrene samt forskellige typer kapeller. Herreklostrene inkl. Cistercienserordenens lå spredt over hele Danmark og fra midten af 1100 årene modtog disse klosterordner i første omgang særligt betydningsfulde lægfolk, bl.a. fyrstelige personer, grundlæggere eller velgører til begravelse mod betaling. Senere modtog de også almindelige lægfolk til begravelse på klosterkirkegårdene. Herreklostrene blev ofte yndede begravelsessteder for den sociale overklasse, men har sandsynligvis også fungeret som gravplads for de omkringliggende landsogne.¹

I denne undersøgelse indgår, foruden Øm Klosters kirkegårde også fire landsbysognekirkegårde, nemlig Tirup, Nordby, Grenå gammel kirke og Nybøl.  

Tirup

Tirup er beliggende vest for Horsens. Kirkegården samt spor efter en trækirke og en stenkirke blev udgravet i 1984. Kirken og kirkegården blev af uvisse grunde nedlagt i løbet af middelalderen, og gravene dateres bl.a. derfor til ca. 1150-1350.² Der indgår 21 mænd i undersøgelsen fra Tirup.

Nordby

Nordby er beliggende ved Viby nær Århus. Dele af kirkegården blev udgravet i 1996, og det blev antaget at kirkegården tilhørte et kildekapel, der tilskrives Hellige Niels af Århus.³ Kirkegården er sandsynligvis blevet benyttet af en lokal landbefolkning, muligvis med et indslag af oplandets folk, der ønskede at finde hvile ved kilden. Kirkegården og hermed skeletterne, dateres hovedsagligt til 1100- og 1200-tallet, men perioden hvor der blev foretaget begravelser kan meget vel tænkes at være begyndt allerede i 1000-tallet. Det antages her, at kirkegården har betjent et landsogn pga. overvejelser om kirkegårdens oprindelige størrelse, og det oprindelige antal gravlægninger der har fundet sted i kirkegårdens funktionsperiode. Muligvis er kun en sjettedel af kirkegården udgravet, og på dette areal er der fundet rester efter 235 individer. Hvis disse formodninger er rigtige, vil kirkegården rumme ca. 1200 gravlægninger i alt. Et argument taler for at Nordby var en landsbykirkegård og et andet taler imod teorien om en kildekirkegård. For det første stammer et så stort antal gravlægninger ikke kun fra søgningen til et kildekapel, men har rod i et landsogn, enten ét stort sogns døde gravlagt på kortere tid, eller et mindre sogns døde begravet over en længere periode. Det sidste synes mest sandsynligt. Argumentet imod teorien om en kildekirkegård er, at hvis der var tale om sådanne, ville de gravlagte være mere syge end andre dele af befolkningen, da man jo netop søgte en kilde for dens helbredende virkning. De begravede på Nordbys kirkegård var generelt mindre syge end de gravlagte på kirkegården ved f.eks. Tirup.⁴ Befolkningen gravlagt i Tirup levede i en periode af Danmarkshistorien, en overgangstid mellem ældre og yngre middelalder, hvor levevilkårene var de værst tænkelige.⁵ Dette taler for at gravlægningen ved Nordby generelt er yngre end Tirup. I undersøgelsen indgår 16 mænd fra Nordby.  

Grenå Gammel Kirke

Grenå Gammel Kirke på Djursland var i middelalderen en landsbykirke, hvorimod lokaliteten i dag er beliggende i det nuværende Grenå.⁶ Kirken blev formentlig anlagt allerede omkring 1100, muligvis lidt tidligere, og den blev nedlagt i 1558, men ikke nedrevet før 1627. Formentlig stammer de 18 undersøgte skeletter fra tiden før 1400, hvor Skt. Gertrud kirke inde i det nuværende Grenå blev oprettet som byens kirke.⁷ 

Nybøl

Nybøl Kirke⁸ var beliggende i Sønderjylland ved Vojens. Sognet som kirkegården engang betjente, kendes ikke og kirken blev nedlagt i løbet af middelalderen. Lokaliteten nævnes to gange i de skriftlige kilder i tiden omkring 1450, den ene gang som en ødekirke.⁹ Dele af kirken og kirkegården blev udgravet i 1992-93, og ved denne udgravning blev kirken samt kirkegården dateret til ca. 1100-1300.¹⁰ På grund af mindre udgravningsfelter samt dårlig bevaringsforhold kan kun et fåtal af skeletterne (ni mænd) anvendes i denne undersøgelse.  

By

I løbet af perioden ca. 1000 – 1536, mangedobledes byernes antal, og de kom til at ligge forholdsvis tæt, med en indbyrdes afstand mellem nabobyer i Jylland på gennemsnitlig ca. 25 km. Til trods for det øgede antal af byer, så levede kun ca. 10 % af den samlede befolkning i byerne ved middelalderens slutning.

I den middelalderlige by var der til forskel fra landdistrikterne, flere typer af gejstlige institutioner at vælge imellem. I byerne fandtes, foruden egentlig sognekirker visse steder også domkirker, tiggermunkeklostre, forskellige hospitaler og kapeller og byens borgere kunne i højere grad, end landsbyboerne vælge gravsted andre steder end på sognekirkegården. Ønskede man at blive gravlagt andre steder end ved sognekirken, måtte man betale en form for bod til sin sognepræst, fordi han hermed mistede indtægten for en sognebegravelse.

De mange forskellige gejstlige stiftelser med begravelsesret i byerne, har sandsynligvis tiltrukket forskellige grupper af mennesker, således at Sortebrødrene tiltrak nogle og Gråbrødrene andre. Der er således ingen tvivl om at forskellige religiøse forhold samt tidens trend har spillet en ikke uvæsentlig rolle i søgningen til de enkelte gejstlige institutioner i løbet af middelalderen.¹¹ I denne undersøgelse indgår fem bykirker og - kirkegårde der fordeler sig på en domkirke, to sognekirker og to Gråbrødreklostre. De to bysognekirkegårde er Viborg Skt. Mikkel og Ålborg Tiendeladen. Fælles for begge disse kirkegårde er, at de var lokaliseret udenfor bymurene. De to Gråbrødreklostre der indgår i undersøgelsen er fra Ribe og Ålborg, og repræsenterer dermed høj- og senmiddelalderens tiggerordner hvis ordensmedlemmer bestræbte sig på at nå så mange af socialgrupperne i byerne som muligt.  

Viborg domkirke

Viborg domkirkes ældste del, krypten, er fra ca. 1130, mens selve kirken er genopført i 1863 som en kopi af den romanske katedral.¹² Gravlæggelserne ved Viborg domkirke har sandsynligvis fundet sted fra opførelsen af kirken og frem til begyndelsen af 1800-tallet. I middelalderen og især i renæssancen fungerede Viborg i høj grad som oplandsby, og flere adelige havde bygårde der.¹³ Byen var endvidere en politisk vigtig by, bl.a. fordi det nørrejyske landsting havde hjemsted i byen. Domkirken har meget naturligt altid haft en særlig position i byen. Bl.a. blev kong Erik Klipping, der blev myrdet i Finderup lade nær Viborg i 1286, som den eneste danske konge gravlagt i kirken. Kongegravlæggelsen har muligvis haft en betydning for andre gravlæggelser, og der kendes til gravlæggelser af både lokal og regional adel. De elleve skeletter der indgår i undersøgelsen er fundet udenfor domkirken under udgravninger i perioden 1979-1981.  

Viborg Skt. Mikkel

Dele af Skt. Mikkels Kirke og kirkegård blev udgravet i 1977. Kirken omtales i 1159, som værende mindst 40 år gammel¹⁴ og den blev nedbrudt i forbindelse med reformationen i 1529. I de efterfølgende århundreder blev kirkegården dog lejlighedsvis brugt som gravplads for fattige, fremmede og henrettede.¹⁵ Fra Skt. Mikkel i Viborg indgår 24 mandlige skeletter i undersøgelsen.

Udfra skeletstudier vides der en del om den befolkningsgruppe der i middelalderen blev begravet ved Skt. Mikkels Kirke i Viborg. Kirkegården synes at betjene et særligt udsnit af byens befolkning, kendetegnende ved at være en meget dynamisk befolkningsgruppe, sandsynligvis migranter til byen fra de omkringliggende landsogne.¹⁶  

Ålborg Tiendeladen

Ålborg Skt. Peders Kirke, også kaldet Tiendeladen efter udgravningslokaliteten, var beliggende i den vestlige udkant af byen udenfor den middelalderlige bybefæstning. Sognet som kirken tilhørte, er først gang nævnt i skriftlige kilder i 1431, men kirken er sandsynligvis betydelig ældre. Kirken menes at være blevet ødelagt under reformationskampene i 1534, og de sidste rester blev nedbrudt omkring 1542.¹⁷ I undersøgelsen indgår syv mænd.

Ribe Gråbrødrekloster

Ribes Gråbrødrekloster er det ældste Gråbrødrekloster i Danmark. Det blev grundlagt i 1232 og fungerede frem til reformationen. Klostret er blevet arkæologisk undersøgt i flere omgange. Skeletterne der indgår i denne undersøgelse stammer fra en udgravning i 1993, hvor dele af klostrets kirke, korsgang samt en kirkegård blev udgravet.¹⁸ I undersøgelsen indgår i alt 39 skeletter; 19 fra kirken og 20 fra kirkegården. Der er ingen tvivl om, at skeletterne fundet i kirken er begravet i Gråbrødreklosteret, men om gravene fundet på kirkegården også stammer fra klostret er derimod usikkert. Der foreligger hele tre mulige institutioner til hvilke begravelserne kan havde hørt; de kan have hørt til klosteret, de kan have hørt til Skt. Clemens kirke der ligger 40 meter fra det udgravede felt, eller de kan have hørt til en ukendt kirkelig institution i området. Baseret på gravformer og armstillinger dateres gravene til perioden mellem 1250 og 1400.¹⁹

Ålborg Gråbrødrekloster

Ålborg Gråbrødrekloster blev grundlagt før 1268 i det centrale middelalderlige Ålborg og nedlægges i forbindelsen med reformationen i 1530. Gråbrødreklostret har som begravelsesplads sandsynligvis tiltrukket både byens borgere samt lokal og regional adel, hvilket gravfundne seglstamper synes at indikere.²⁰ Ålborg har ikke, som andre byer med opland, haft særlig mange gejstlige institutioner som der kunne vælges imellem, og dette kan muligvis have haft en indflydelse på gravlægningens karakter. Skeletmaterialet stammer fra udgravninger i 1994-95, hvor der både fandtes grave i kirken, korsgangen og på kirkegården.²¹ I denne undersøgelse indgår 17 mænd; tre fra kirken, tre fra korsgangen og elleve fra kirkegården. 

Kraniemålingerne

Formålet med denne undersøgelse er som tidligere nævnt, at analysere de uanseelige små forskelle mennesker imellem, forskelle som først kommer frem i dagens lys når de udsættes for systematiske målinger og når målene bearbejdes kvantitativ. Ønsket er at måle individuelle variationer baseret på kraniet. Den knogle der anvendes er pandebenet.²² Begrundelsen for at vælge netop denne knogle er, at det er en af de mest robuste dele af kraniet og derfor er den hyppig bevaret, også selvom kraniet ellers er ødelagt, hvilket ofte er tilfældet med jordfundne humane kranier.

Der anvendes syv mål der beskriver panden form og generelle størrelse. De fleste af disse målinger er standard mål, som alle osteologer eller knogleforskere kender, men vi anvender også to nye mål, som er udviklet specielt til denne undersøgelse. De syv mål kan ses i illustrationerne 2 og 3.

For at skaffe uafhængig information om forskellige aspekter af såvel form som størrelse af de undersøgte pander er målene blevet undersøgt ved hjælp af faktoranalyse. Denne metode søger efter faktorer (summer (og differencer) af måleværdierne), som dels forklarer så meget som muligt af variationen i samlingen og dels er indbyrdes uafhængige. Denne fremgangsmåde gør det muligt at studere forskellige aspekter af pandens form uafhængigt af dens størrelse. Resultatet af faktoranalysen er, at vi får syv nye ’målinger’, eller rettere faktorscoringer. Disse scoringer er ordnet så den første forklarer mere af variationen end den anden, den anden mere end den tredje og så videre. Den videre analyse baserer sig på scoringerne på de syv faktorer.  

Kraniets størrelse og form

Hver af de syv faktorer beskriver et aspekt af pandens variation. Denne variation udspiller sig for alle faktorerne i højere grad inden for de enkelte befolkninger end mellem dem, men på trods af det bidrager nogle af dem til et større mønster af regionale forskelle af den jyske middelalderbefolknings udseende.
 
1. faktor: pandens størrelse, en positiv værdi indicerer en stor pande. Variationen af pandens størrelse er mere et spørgsmål om skala end om form, og derfor kan kranier af forskellig størrelse se meget ens ud. På trods af det, viser vi (se ill. 4) undersøgelsens mindste pande og (se ill. 5) undersøgelsens største pande.
   
2. faktor: pandens bredde, en positiv værdi indicerer en bred pande. Illustrationerne 6 og 7 viser variationsbredden i den relative pandebredde. Variationen i pandens relative bredde er forholdsvis begrænset inden for Jylland, men den bidrager i høj grad til at skille eksempelvis fynboer fra jyder – jydernes pander er nemlig generelt meget smallere end fynboernes.
   
3. faktor: hjernekassens relative størrelse i forhold til ansigtets størrelse, en positiv værdi indicerer en relativt stor hjernekasse. Forholdet mellem ansigtets og hjernekassens størrelse er formentlig en af de ting, man umiddelbart lægger mærke til ved mennesker, nu som i middelalderen. Forskellen på et menneske med et dominerende ansigt og et menneske med en dominerende hjernekasse er i hvert tilfælde klart synlig ved en sammenligning af illustrationerne 8 og 9.
   
4. faktor: indsnøringen bag øjenbrynsbuerne, en positiv værdi indicerer en stor indsnøring. Indsnøringen bag øjenbrynsbuerne skiller tydeligvis kranierne fra hinanden (se ill. 10 i forhold til ill. 11). Det indsnørede kranium i illustration 11 giver et mere maskulint og primitivt indtryk end den ikke så indsnørede pande i illustration 10. Det er dog usikkert i hvilken grad, at disse forskelle lader sig se på levende mennesker med kød og blod uden på knoglerne.
   
5. faktor: øjenbrynsbuernes størrelse i midtlinien, en positiv værdi indicerer en stor øjenbrynsbue lige over næsen. Det er vanskeligt på fotografier at vise effekten af de forskellige scoringer på faktor 5. Derfor viser vi ikke billeder af dem her. På trods af, at det er vanskeligt at se på et billede, så tegner scoringerne på faktor 5 et interessant mønster, med høje værdier i det nordligste og østligste Jylland og lave værdier især i Midtjylland – omkring Øm Kloster.
   
6. faktor: Pandens stejlhed, en positiv værdi indicerer at panden er relativt flad i profil mens en negativ værdi indicerer en mere stejl pande. Generelt vil kvinder nok score en del lavere end mænd på faktor 6. Den flade pande i illustration 12 giver et klart mere maskulint indtryk end den stejlere pande i illustration 13, men begge de to billeder er af skeletter, hvor der ikke er tvivl om den mandlige kønsbestemmelse. Faktor 6 beskriver i alt væsentligt variationen inden for de enkelte lokale befolkninger, og adskiller derfor ikke de forskellige kirkegårde.
   
7. faktor: pandebuens jævnhed, en positiv værdi indicerer, at pandebuen er jævn, mens en negativ værdi indicerer en vinkling (et knæk på buen) midt på panden. Jo højere faktornummeret bliver jo mindre forklarer faktoren af den samlede variation. På trods af dette er det ikke vanskeligt at se forskel på pander, der scorer lavt (Ill. 14) og højt (Ill. 15) på den 7. faktor. Hele variationen i scoringerne på denne faktor udspiller sig inden for de enkelte befolkninger, så den bidrager ikke til de regionale forskelle mellem middelalderens jyder.

Analyse og diskussion

Det første skridt på vejen mod en analyse af middelalderens mennesker i Jyllands hjerte består i at undersøge om der var biologiske forskelle mellem dem, der ud fra deres gravsteder måtte formodes at repræsentere overklassen og dem, der formodentlig kom fra den brede hob af midtjyder. For at belyse den eventuelle betydning af sociale forskelle har vi som nævnt delt gravene fra Øm Kloster op i to forskellige grupper, de ’almindelige’ og de ’fine’. De ’almindelige’ – som de er defineret i denne sammenhæng - blev udgravet på den nordre kirkegård og i fratergården. De ’fine’ er så dem, der blev fundet inde i kirken eller i korsgangen. Der er ingen tvivl om, at de to grupper af begravelser i gennemsnit repræsenterer mennesker med forskellig status, men hvor rent snittet mellem de to grupper er, er meget vanskeligt at udtale sig om.

De mulige forskelle mellem de ’almindelige’ og de ’fine’ er blevet testet for hver af de syv faktorer.²³ Ingen af testene viser afgørende statistiske forskelle mellem de to grupper, og på den baggrund kan det konkluderes, at den brede hob og de ’fine’ der blev begravet ved Øm Kloster havde den samme biologiske oprindelse.

Afstanden mellem to kirkegårde kan defineres både i geografiske og morfologiske termer.²⁴ Den geografiske afstand beregnes som afstanden mellem to kirkegårde i luftlinie, og vi angiver disse afstande i kilometer. Den morfologiske afstand mellem kirkegårdene handler om hvor meget eller hvor lidt gennemsnitscoringerne af skeletterne fra to kirkegårde ligner hinanden.²⁵

Der er væsentlige statistiske regionale forskelle i pandens størrelse og form i Jylland (se nedenfor), og derfor må man fortolke den manglende forskel på målingerne i de to grupper fra Øm Kloster som tegn på, at de begravede havde stort set det samme genetiske rekrutteringsgrundlag. Der er næppe tvivl om, at de ’almindelige’ repræsenterer den lokal landbobefolkning, så når de ’fine’ så ud på samme måde, har de formodentlig også en lokal (regional) baggrund. Denne konklusion understøttes af den lokale karakter af de fundne seglstamper.²⁶

Scoringerne på faktorerne 1, 3, 4 og 5 viser en statistisk afgørende geografisk forskel, mens dette ikke gør sig gældende for scoringerne på de tre andre faktorer. Det betyder, at der inden for Jylland var forskel på pandernes størrelser, hjernekassens relative bredde, indsnøringen bag øjenbrynsbuerne og øjenbrynsbuernes størrelse, mens pandens bredde og de to aspekter af dens krumning ikke varierer systematisk inden for landsdelen, se Tabel 2. I forhold til kranierne fra resten af Jylland er dem fra Øm Kloster karakteriseret ved at være større end gennemsnittet, af middel bredde, med en relativt lille hjernekasse, med gennemsnitlig indsnøring bag øjenbrynsbuerne, med større øjenbrynsbuer end de fleste andre steder og med en stejlhed af panden, der svarer til, hvad man ser alle andre steder.

Pandens størrelse, som den kommer til udtryk i scoringen på den 1. faktor er ikke forskellige i nord-sydlig retning, men den er differentieret eller forskellig i øst-vestlig retning, således at vi i overensstemmelse med det nationale mønster med små hoveder i øst og store hoveder i vest har de gennemgående største pander i den vestlige del af Jylland og de mindste mod øst.²⁷

Faktor 3 er differentieret både i nord-sydlig og i øst-vestlig retning. Den geografiske fordeling tyder på, at vi har relativt store hjernekasser i det sydvestlige Jylland mens pandens ansigtsdel er relativt stor i det nordøstlige Jylland.

Faktor 4 er kun differentieret i øst-vestlig retning med klart højere værdier for denne faktor i Midt- og Vestjylland end i Østjylland. Det geografiske mønster, som faktor 4 indicerer, tyder på, at der er en mindre indsnøring bag øjenbrynsbuerne i Østjylland end i resten af landsdelen.

Faktor 5, der beskriver øjenbrynsbuernes relative størrelse er kun differentieret i nord-sydlig retning. Det ser ud som om at øjenbrynsbuerne bliver større jo længere man kommer nord på i Jylland. Testene vedrørende den geografiske differentiering af pandens størrelse og form er opsummeret i Tabel 2.

Til beregningen af den morfologiske afstand²⁸ mellem vilkårlige par af kirkegårde, har vi valgt kun at bruge de faktorer (1, 3-5), der på afgørende vis statistisk skiller kirkegårdene ud fra hinanden. Der er en klar og statistisk væsentlig tendens til at geografisk afstand hænger sammen med morfologiske afstand. Det er åbenlyst, at den dæmper som afstanden har lagt på samfærdslen, har spillet en rolle for, hvordan folk kom til at se ud. Det er dog ikke sådan at de begravede på to forskellige kirkegårde i den samme by nødvendigvis ligner hinanden meget. Faktisk er der både afgørende statistiske forskelle på målingerne fra de to kirkegårde fra Aalborg, og fra de to kirkegårde fra Viborg, der også er tæt ved at være statistisk væsentlig forskellige, (se illustration 16).

De biologiske forskelle mellem dem der blev begravet på de to kirkegårde i Aalborg og de to kirkegårde i Viborg er klart større end forskellene mellem de to grupper af begravede på Øm Kloster. Det er sandsynligt, at de to kirkegårde i hver af byerne betjente socialt og måske også oprindelsesmæssigt forskellige befolkningsgrupper. Det er muligvis værd at hæfte sig ved, at den ene af kirkegårdene i begge byer lå uden for byens afgrænsning. Jesper Boldsen har i 1989 argumenteret for, at Skt. Mikkels Kirke i Viborg betjente et særligt mobilt og dynamisk segment af den middelalderlige befolkning.²⁹ Placeringen af Skt. Mikkel i relation til Viborg by og Tiendeladen i relation til Ålborg by er på den måde ens, så det kan ikke udelukkes, at det er et tegn på, at der i byernes periferi levede en befolkningsgruppe, der adskilte sig både socialt og biologisk fra befolkningen i bykernerne og fra befolkningen i de omliggende landsbyer.

Det er en forbløffende stor del af den biologiske variation, der viser sig som variation mellem de forskellige kirkegårde. For alle syv faktorer er det i gennemsnit 9,2 % af variationen, der ligger mellem de forskellige lokalsamfund. Det er 3. faktor, den der beskriver størrelsesforskellene mellem ansigtsdelen og hjernekassedelen af panden, som viser den største variation mellem forskellige lokalsamfund. For denne faktor ligger hele 21,9 % af variationen mellem kirkegårdene og mere end halvdelen af denne variation kan forklares ved kirkegårdenes geografiske placering. Når man på verdensplan laver tilsvarende sammenligninger af variationen i kraniemålinger indenfor og mellem befolkninger kommer man til det resultat, at omkring 10 % af den totale variation er variation mellem befolkninger og 90 % er variation inden for befolkninger. På denne baggrund ser det ud som om befolkningerne i det middelalderlige Jylland var geografisk ekstremt forskellige. Forskellene var faktisk næsten lige så store som de er for hele verdens befolkning i dag.

Sammenfatning

De befolkningsmæssige relationer i middelalderens Jylland er blevet belys udfra morfologiske forskelle baseret på kraniet. Analyserne viste, at der mellem de begravede ved Øm Kloster, til trods for de forskellige gravsteders sociale værdi, ikke fandtes nogen afgørende statistiske morfologiske forskelle skeletterne imellem. Dette fører frem til den konklusion, at de begravede ved Øm Kloster, både de ’almindelige’ og de ’fine’, sandsynligvis har haft den samme genetiske baggrund. Det rejser et interessant spørgsmål om rekrutteringen til den regionale elite i middelalderens Danmark, men det ligger uden for rammerne af indeværende analyser at uddybe dette spørgsmål yderligere; men vores resultater tyder på, at eliten i Jyllands hjerte var fast forankret i den lokale befolkning. Det kan naturligvis være et lokalt fænomen, men indtil det modsatte er vist, er det mest sandsynlige at denne situation gælder generelt for det middelalderlige Danmark. Lene Mollerup har i denne bog ydermere påvist, at de fine fra Øm Kloster i gennemsnit var højere end de almindelige.^₃₀ At eliten var højere end den brede befolkning, selvom de havde den samme genetiske baggrund, kommer ikke som nogen overraskelse. Det kan skyldes, at de fine havde en bedre opvækst og således udnyttede en større del af deres genetiske potentiale, men det kan også skyldes, at eliten havde sin oprindelse i et ’kriger aristokrati’, hvis medlemmer oprindeligt var udvalgt netop på grundlag af deres større højde.

Analyserne har vist, at der mellem lokalsamfund indenfor Jylland var væsentlige statistiske morfologiske forskelle på den gennemsnitlige scoring for fire af de syv faktorer. Disse forskelle imellem forskellige kirkegårde er både differentieret i øst-vestlig retning og i nord–sydlig retning, og beskriver lokale forskelle, i dette tilfælde pandens forskellige former og størrelser. Der blev fundet en klar og væsentlig statistisk tendens til, at geografisk afstand hang sammen med biologisk afstand. Det betyder formentlig, at geografisk afstand var en afgørende faktor for kommunikationen mellem forskellige lokalsamfund på alle planer. For at have genetiske konsekvenser skal dette forhold tillige spille ind på det ægteskabelige råderum. Det vi ser, er således et tegn på, at man foretrak at finde sin ægtefælle inden for lokalsamfundet eller i nabosognet.

De biologiske faktorer supplerer derfor på afgørende vis den historiske viden angående de befolkningsmæssige relationer i middelalderens Danmark. Det er sjældent at almindelige mennesker bliver nævnt i de skriftlige kilder, og selv den lokale elite har vi kun sparsomme oplysninger om. Det er derfor nødvendigt at studere menneskene selv – i form af deres skeletter - for at opnå forståelse for, hvordan livet i middelalderen egentlig var.  

Tabeller

Noter