Af Lene Mollerup
Øm Kloster
Øm Kloster var i middelalderen et munkekloster af cistercienserordenen. Det fungerede i næsten 400 år fra dets grundlæggelse i 1172 til reformationen i 1536. Selvom klostret i dag er en ruin, er det dog et af de ca. 140 middelalderlige danske klostre vi har bedst kendskab til. Dette skyldes flere ting, bl.a. nedskrev munkene en krønike: Exordium caræ insulæ i klostret, der beskriver munkenes vej til Øm og de første 95 år de boede på stedet (krøniken beskriver tiden 1166-1267). Det originale håndskrift findes bevaret den dag i dag. Desuden har der siden 1896 været omfattende arkæologiske undersøgelser på tomten af Øm Kloster, der har frilagt fundamenterne af de centrale klosterbygninger og tilført ny viden om klosterlivet og klosteret som helhed.
Efter reformationen levede munkene forsat i klostret frem til 1560, men der blev ikke optaget nye munke og de tilbageværende munke måtte ikke praktisere den katolske tro. Begravelserne, der blev foretaget i perioden 1536-1560 har sandsynligvis en anden karakter og sammensætning og det er således muligvis, at der er flere verdslige grave i klostrets fratergård fra denne tid.
Begravelserne fra Øm Kloster
Siden den første prøvegravning på tomten af Øm Kloster i 1896 har adskillige udgravninger afdækket klostret bid for bid. Fra 1896 og frem til i dag er klostrets grundplan og bygningshistorie samt ikke mindst et stort antal grave fra kirken, kirkegården og klosterområdet blevet undersøgt.
Der er i alt registreret 921 begravelser ved Øm kloster, heraf blev 668 skeletter udgravet, optaget og registreret, men ikke alle skeletter er bevaret til i dag, da de dårligst bevarede skeletter blev kasseret efter registrering.
Gravene i kirken
Der er i alt udgravet 107 grave i klosterkirken i perioden 1910-1965. De mange grave tegner et tydelig mønster: Der er langt overvejende mænd begravet inde i kirken og et flertal af de murede grave, der er fundet på Øm Kloster, er at finde inde i kirken (28 ud af 35). De murede grave ligger næsten alle placeret østligt i korsarmene, i kapellerne og i højkoret. Der er ingen tvivl om, at det er samfundets sociale elite, der her er gravlagt. Den mest interessante grav er uden tvivl den grav der tilskrives biskop Peder Elafsen af Århus, der døde 1246 og ifølge krøniken, fik den ærefulde gravplads foran den hellige ubesmittede jomfru Marias alter. Graven blev i 1941 udgravet. I den murede grav blev afdækket skelettet af en ældre mand. I graven var der rester af pragttekstil bestående af silke med guldtråde.
På mandens finger sad en guldfingerring, hvor ædelstenen var udtaget af fatningen og på brystet lå et lille sølvkors. Langs gravens sider stod keramikkrukker, der antages at have fungeret som røgelseskar ved selve gravlæggelsen. Henover graven lå fundamentet til en stor gravsten men selve stenen var borte.
Gravene i korsgangene, fratergården og kapitelsalen
I korsgangene blev der i alt udgravet 33 begravelser i perioden 1975-78 (dog enkelte udgravet i 1918-19), der alle regnes for mandsgrave. Den største gravhyppighed var i østfløjens korsgang udenfor kapitelsalen, hvor gravene lå i op til tre lag. I fratergården blev der i 1975 og 1977 (samt en enkelt i 1934) i alt udgravet 15 grave og skeletter, hvoraf seks skeletter var børnegrave. I kapitelsalen blev der i 1936-37 udgravet tre grave, der alle antages at være abbedgrave. Mest opmærksomhed fik graven der blev afdækket i 1937 og som henføres til abbed Mikkel, der ifølge krøniken blev gravlagt i 1246, om ham står der: ”Ham tilfaldt den første grav i det nye forsamlingshus, som endnu ikke var opført, men kun grundstenene dertil var lagt”.
Gravene på den østre kirkegård
I området øst for kirken og østfløjen er lokaliseret en gravplads, der tydeligt adskiller sig i struktur fra den store nordre kirkegård samt gravene i kirken. På den østre kirkegård ligger gravene i rækker, der strækker sig fra kirkens kor langs østfløjen og forbi dennes sydgavl. Der er i alt registreret 58 grave og der kan tælles op til syv rækker, hvor gravene respekterer hinanden med en indbyrdes afstand på ca. 1 – 1½ meter. Gravene skære kun andre grave foran koret og kapitelsalen. Alle de individer der kunne kønsbestemmes, er mænd og der er nok ingen tvivl om, at det er munkenes kirkegård, der her er observeret.
Munkekonventets grave. Her fremhævet med sort.
Gravene på Nordre kirkegård
Nord for kirken befinder den store kirkegård sig. Der er i alt registreret 704 grave fra perioden 1933-1941. På kirkegården er mændene i overtal, men kvinder og børn er repræsenteret. Gravene skærer ofte hinanden og det er ikke muligt, at udskille stisystemer og gravmarkeringer. Jo tættere på kirken jo bedre bevaret er skeletterne, jo længere væk fra kirken, jo dårligere er skeletterne bevaret. Gravtyperne består langt overvejende af kisteløse grave, dvs. at liget blev nedlagt i graven kun svøbt i ligklæde. En lille gruppe af grave vest for kirkens vestgavl udskiller sig fra resten af gravene på den nordre kirkegård. Blandt gravene vest for vestgavlen var i alt fire murede stenkister, en grav med sværd nedlagt på skelettet og en grav, hvori der blev fundet en seglstampe. Det er muligt, at der her har været et særlig prominent begravelsesområde gennem tiderne, som muligvis forholder sig til for os en ukendt lægmandsindgang i vestgavlen.