Munkenes viden om planternes helbredende kræfter har rødder langt tilbage i tiden. Mennesker har vel altid forsøgt at kurere sygdomme ved hjælp af planter, og viden om planternes egenskaber er blevet overleveret mundtligt fra generation til generation. Blandt de første skriftlige vidnesbyrd om sygdomme og behandlingsmetoder er en række medicinske papyri fra det gamle Ægypten. F.eks. findes recepter på medicin samt beskrivelser af behandlingsmetoder.
Parallelt med den lærde videnskabelige medicin eksisterede der i middelalderen en stor folkelig viden om, hvordan man kurerede de syge. Plantemedicin blev flittigt brugt, men i folkemedicinen spillede også magi og overtro en stor rolle. I det hele taget må det have været sådan, at de færreste mennesker blev behandlet af uddannede læger. Hvis man blev syg, var det familiens opgave at tage sig af den syge. Man har benyttet sig af generationers nedarvede viden om plantemedicin, og man har rådspurgt landsbyens kloge kone eller mand. I byerne kunne man også få hjælp på badstuerne, hvor barberer eller bartskærere udførte den form for lægegerning, som munkene ikke måtte beskæftige sig med - nemlig kirurgi.
|
De familieløse og udstødte var ilde stedte, hvis de blev syge og ikke kunne arbejde og tjene til føden. Der var dog hjælp at hente, for med i kristendommens bamhjertighedstanke var den opfattelse, at Gud så særligt velvilligt på den, som hjalp de nødlidende. Klostrene både på landet og i byerne var indrettet med herberg, hvor netop de fattige og dem uden socialt netværk fik hjælp. For en særlig gruppe udstødte, de spedalske, fandtes Skt. Jørgensgårde, hvor de spedalske boede, fik mad og pleje. Disse gårde lå udenfor byporten, idet man var klar over smittefaren ved spedalskhed og forsøgte at isolere de syge. I 1400-tallet opstår i Danmark nye klosterordner hvis primære formål var at tage sig af de syge og forladte. Disse klostre blev opført i byerne, og her blev for eksempel hittebørn opfostret. |
|
Grækerne opfandt den moderne lægekunst
Den lægevidenskab, som lå til grund for middelalderens viden, udvikledes i Grækenland i det 5. til 4. årh. f. Kr. Antikkens lægekyndige overtog megen viden fra de gamle ægyptiske og babylonske civilisationer. Her havde man praktiseret både kirurgi og medicin i århundreder. Men deres sygdomsopfattelse og helbredelsesmetoder var præget af magi og overtro. De græske videnskabsmænd gjorde op med fortidens overtro og søgte en naturlig forklaring på sygdommene.
|
Hippokrates (ca. 460-370 f. Kr.) var en af de første videnskabeligt funderede læger i europæisk historie. Han regnes for en af lægekunstens grundlæggere og var på mange punkter meget moderne i sin tanke-gang. For eksempel mente han ikke, at sygdomme skyldtes onde ånder eller gudernes straf, men derimod små luftbårne partikler som førte sygdomme med sig. Helt op til midten af 1800-tallet var denne teori fremherskende. På dette tidspunkt opdagede man bakterier, og Hippokrates teori afløstes af bakteriologien. Hippokrates og hans studerende havde meget høje etiske principper omkring deres lægegerning. Bl.a. måtte en læge ikke yde aktiv dødshjælp eller videregive fortrolige oplysninger. Nutidens læger sværger stadig Hippokrates ed, lægeløftet. |
|
|
Dioscorides (ca. 40 – ca. 90 e. Kr.) var en græsk læge, som praktiserede i Rom under Kejser Nero. Han var i en periode militærlæge og rejste meget rundt i store dele af Romerriget. Han skrev et fembindsværk om lægeplanter De materia medica, som blev et farmakologisk hovedværk og anvendtes på universiteterne helt ind i 1600-tallet. |
|
|
Galen (129-199 e. Kr.) var græsk læge, men praktiserede i Rom. Han havde arbejdet som læge på en gladiatorskole og var velbevandret i menneskets anatomi. I sit værk Ars medicina samler han hele oldtidens viden om sygdomme og deres helbredelse. Galen er den sidste kendte læge i den græsk-romerske periode. Med romerrigets fald i slutningen af 400-tallet gik oldtidens lægevidenskab i dvale i nogle hundrede år. En del af den opsamlede viden overlevede i klostrene, som var begyndt at skyde op allerede i 300-tallet. Men megen viden gik tabt. |
|
Araberne redder og viderefører den græske lære
Efter romerrigets fald i slutningen af 400-tallet oplevede Europa en periode med megen ustabilitet. Den videnskabelige udvikling, som var sket i løbet af de foregående århundreder, gik i stå, og mange videnskabelige værker gik tabt.
Men mens europæisk åndsliv var sat på vågeblus, var den arabiske verden i gang med en intellektuel og økonomisk opblomstring. Det var arabiske videnskabsmænd, som reddede mange af antikkens videnskabelige værker, oversatte dem til arabisk og videreudviklede teorierne. Arabiske læger havde i forvejen et indgående kendskab til plantemedicin, og det første apotek, man kender til, fandtes i 700-tallets Bagdad. Her var man specialister i at fremstille piller. En af grundene til de arabiske lægers succes kan være, at de havde en meget høj hygiejnisk standard. Koranen foreskriver daglige rituelle renselser for de troende.
Avicenna Ibn Sina (980-1037) var persisk læge, filosof og politiker. Han var meget indflydelsesrig i sin samtid, og hans værker var standardlæsning på universiteterne mange hundrede år efter hans død.
Han skrev bl.a. to medicinske encyklopædier Helbredelsens bog og Medicinsk regelsæt, som i den latinske oversættelse Canon medicinae var lærebog på europæiske universiteter helt op til 1800-tallet.
Avicenna gjorde mange vigtige opdagelser på det medicinske felt. Han fastslog at visse sygdomme er smitsomme, og at spredning kan undgås ved at sætte den sygdomsramte i karantæne.
Han introducerede eksperimentel medicin og opstillede en række betingelser, som skal være opfyldt for, at et lægemiddels effekt kan siges at være videnskabeligt afprøvet. Disse grundlæggende betingelser anvendes stadig indenfor klinisk farmakologi.
Desuden var Avicenna pioner indenfor feltet aromaterapi.
Klostrene - distributionscentre for den klassiske litteratur
Trods romerrigets fald og den følgende uro, opstod der rundt om i Europa små enklaver med fred og ro, hvor arven fra den klassiske oldtid var gemt og beskyttet. Kristne klostersamfund skød op i hele Europa, og her indsamlede man, hvad man kunne få fat i af klassisk græsk og latinsk litteratur. Skrifterne blev afskrevet, og eksemplarerne cirkulerede klostrene imellem. På den måde blev også den lægevidenskabelige litteratur bevaret og spredt og var dermed stillet til rådighed for middelalderens lærde.
Megen klassisk litteratur nåede middelalderen via araberne. Den arabiske verden blomstrede op efter romerrigets fald, og arabiske videnskabsmænd samlede også på klassisk græsk- romersk litteratur, som de oversatte til arabisk. De arabiske tekster blev så senere genoversat til latin og fandt vej til middelalderens lærde i Europa.
Sygdomsopfattelsen i middelalderen
Middelalderens sygdomsopfattelse var præget af Kirken, og det var ikke fremmende for udviklingen på det medicinske område. Ifølge Det nye Testamente var sygdom et udtryk for Guds straf. Når mennesket begik synd, blev det straffet af Gud med sygdom. Kun gennem bøn og bod kunne man gøre sig fortjent til guddommelig tilgivelse og dermed helbredelse. Hvis man søgte lægehjælp, gik man imod Guds vilje. Den holdning gjorde det af og til vanskeligt for datidens læger at praktisere deres kunnen. Middelalderens lærde gjorde meget for at tilpasse sig Kirkens forskrifter blandt andet overtog man antikkens signaturlære.
Antikkens signaturlære
Signaturlæren var en opfattelse af planternes udseende og virkning, som opstod i antikkens lægevidenskab. Den gik ud på, at guderne havde givet hver plante et bestemt udseende, så mennesker kunne se, hvilke lidelser planten kunne kurere. For eksempel blev hjertensfryd, som har hjerteformede blade, brugt i hjertemedicin.
Middelalderens lægekyndige overtog signaturlæren, blandt andet fordi den åbnede muligheden for at praktisere medicin uden at blive uvenner med Kirken. Man kunne argumentere for, at det var Guds mening, at planterne skulle bruges medicinsk. I hver plantes udseende lå en kode for, hvad planten kunne bruges til. Det var med andre ord Guds vilje, at planter skulle bruges til helbredelse.
|
Den klassiske græsk-romerske måde at opfatte sundhed på var, at sundhed er balance mellem de fire kardinalvæsker; blod, slim, gul galde og sort galde. I middelalderen udvidede man dette system til at omfatte fire sindsstemninger: Det sangvinske (blod, glad), det koleriske (gul galde, hidsig), det melan-kolske (sort galde, tungsindig) og det flegmatiske temperament (slim, træg). Havde man for meget af en af væskerne i kroppen, blev man syg. Formålet med behandlingen var at komme af med de skadelige væsker og få genoprettet balancen. |
|
I middelalderen tilføjede man astrologi til humoralpatologien således, at stjernetegnene svarede til forskellige steder på kroppen. En ugunstig stjernekonstellation kunne altså påvirke den syge i uheldig retning. Konstellationerne var også bestemmende for, hvor og hvornår f.eks. åreladning skulle foregå.
Diagnosen
En middelalderlig læge havde flere muligheder for at stille en diagnose. Han benyttede bl.a. patientens urin og kunne ud fra farve, lugt, konsistens og smag bestemme patientens tilstand.
Også puls, åndedræt, temperatur og hudens farve indgik i vurderingen. Derudover så lægen på patientens almene tilstand, f.eks. om patienten var overernæret eller underernæret.
Endelig kunne årstiden og himmellegemernes position også have indflydelse på den endelige diagnose.
Behandlingsmetoder på middelalderens klostre
For at genoprette balancen i kardinalvæskerne brugte man forskellige behandlingsformer. De mest benyttede var åreladning af blod, lavement samt afførende, vanddrivende og sveddrivende midler. Man benyttede sig også af kopsætning, hvor en kop varmes op og sættes på huden som så danner en bule inde i koppen. Når koppen fjernes, prikkes hul på huden, og blodet flyder.
Plantemedicin var en vigtig del af behandlingen. Man har anvendt både dyrkede og vildtvoksende planter. En gennemgang af de middelalderlige urtebøger og optegnelser viser, at man har haft kendskab til omkring 210 forskellige lægeplanter. Om de alle sammen har fundet anvendelse herhjemme ved man ikke.
I middelalderen opfattede man sygdomme som henholdsvis varme, kolde, tørre eller fugtige. En varm og tør sygdom skulle behandles med dets modsætning nemlig et koldt, fugtigt lægemiddel. Alle lægeplanter blev derfor karakteriseret i forhold til deres egenskaber, altså om de var kolde eller varme osv. Kosten indgik også i behandlingen. Derfor er nogle af middelalderens lægebøger også kogebøger, hvor ingrediensernes kolde eller varme egenskaber spiller ind.
Kirurgi
|
Kirurgi blev ikke praktiseret på klostrene, for munkene måtte ifølge Kirken ikke udgyde blod. Ikke desto mindre har man udført nødkirurgi ved brækkede knogler og andre kvæstelser. Kvæstelser i de vitale organer behandlede man ikke. Kirurgiske indgreb blev overladt til bartskærerne, som var lægekyndige, men ikke uddannede læger. Bartskærerne var med hærene i krig og arbejdede ellers på byernes offentlige badstuer. |
|
Hildegard af Bingen (1098-1179) var abbedisse på klosteret Rupertsberg ved Bingen i Tyskland. Hun var desuden læge og forfatter og en meget kendt og respekteret kvinde i sin samtid. Blandt andet stod hun i nær kontakt med paven.
Hildegard forfattede to bøger om medicin, Physica og Causae et curae. Indholdet er ikke rent medicinsk, men beskriver også dyr og planter. Hildegard har sandsynligvis kendt de klassiske medicinske skrifter, som f.eks. Hippokrates og Galen, men var også selv en meget dygtig iagttager, hvilket ses af hendes beskrivelser af sygdomme og helbredelsesmetoder. Bøgerne repræsenterer Hildegards samlede viden og illustrerer ganske godt en middelalderlæges ballast af klassisk medicin, folkemedicin og egne iagttagelser.
For Hildegard var sygdom en guddommelig prøvelse og ikke en straf, sådan som kirken opfattede det. Forskellen er, at Hildegard anså det for menneskets pligt at bekæmpe sygdomme, så man viste Gud, at man ønskede at modstå Djævelens værk. Kirken derimod mente, man skulle bede Gud om tilgivelse for sine syndige handlinger og så håbe på helbredelse.
Henrik Harpestreng (død 1244) er den ældste kendte forfatter til lægevidenskabelige værker i Danmark, ja faktisk i hele Norden. Harpestreng skrev både på latin og dansk. Den danske urtebog om planter og deres egenskaber har Harpestreng primært afskrevet og oversat fra latinske skrifter, men nogle afsnit menes at være forfattet af Harpestreng selv. Han skrev også en urtebog på latin, Liber herbarum.
Henrik Harpestreng var læge og fungerede som kannik ved Roskilde Domkirke da han døde. I domkirkens gavebog, hvor kirkens velgørere blev optegnet, står under d. 2. april 1244, at magister Henrik Harpestreng døde, og at han havde skænket kirken mange gaver. Harpestreng fungerede som læge for den danske kong Erik Plovpenning (1241-1250). Der er nemlig bevaret et håndskrift skrevet af Harpestreng angående åreladning af kongen.
Titlen af magister kan Henrik ikke have fået i Danmark. Det første danske universitet grundlægges først i 1479 i København. Han må derfor have studeret i udlandet, måske på den berømte lægeskole i Salerno i Syditalien. Denne skole var verdslig og derfor udenfor kirkelig indflydelse. Den fremherskende holdning her var den meget videnskabelige, at medicinen alene helbreder. Man kunne ikke blive helbredt ved bønner. Harpestrengs værker er da også ret nøgterne, og bøn indgår sjældent i hans behandlingsmetoder. De tilfælde, der er, kan være tilføjet af senere skrivere.
Henrik Harpestreng er en god kilde til den middelalderlige lægevidenskab i Danmark, fordi han repræsenterer både den verdslige og den kirkelige side af sagen. Han var elev af Salernoskolen men også kannik i Roskilde Domkirke.
Lægevidenskab efter middelalderen
Farmakopéerne
Betegnelsen farmakopé stammer fra det græske phármakon (lægemiddel) og poiia (tilberedning) og betyder således ”forskrift for lægemidlernes tilberedning”.
Farmakopéernes oprindelse går langt tilbage i tiden. Den kinesiske kejser, Chin-Nong, som døde 2699 før Kristus efterlod sig en urtebog, og den bibelske kong Salomon nedskrev et stort antal forskrifter for lægemidlers tilberedning. Disse værker anses dog ikke som egentlige farmakopéer.
I det 9. årh. udkom så i Bagdad på kaliffens opfordring et værk med navnet krabadin, som på grund af dets indhold og form anses for at være den første egentlige farmakopé. I tidsrummet 9.-13. århundrede er der af araberne og i 11.-15. århundrede af den medicinske skole i Salerno nedskrevet flere farmakopéer. De dannede grundlaget for den første tyske farmakopé, der udkom i 1543 og var forfattet af lægen og botanikeren Valerius Cordus.
Den første danske farmakopé, Dispensatorium Hafniense, skrevet af lægen Thomas Bartholin, udkom i 1658. Senere danske farmakopéer med benævnelsen Pharmacopoea Danica udkom 1772, 1805, 1840, 1850, 1868, 1893, 1907, 1933 og 1948. I 1963 kom Pharmacopoea Nordica, hvis danske udgave trådte i kraft i 1965.
|
Henrik Smid (1495-1563) boede i Malmø, hvor han i en periode praktiserede som læge. Han havde studeret på universitetet i Rostock og skrev flere bøger om jura, teologi og medicin. I 1546 udkom En skøn lystig ny urtegaard, som var en oversættelse af forskellige tyske urtebøger. Bogen blev en stor succes og siden er blevet genoptrykt mange gange. Man kan gå ud fra, at den viden om planterne, som kommer til udtryk, også var tilgængelig i middelalderen, selvom Henrik Smid ligger lige på grænsen til renæssancen. |
|
|
Hans Christensen Bartsker (ca. 1530-1604) var barber i Ribe og arbejdede desuden som læge eller bartskærer. Han skrev en lægebog på dansk: En liden bog om allehånde sygdomme. Bartsker var sandsynligvis ikke uddannet læge, så ville han ikke have kaldt sig bartskærer. Men han har uden tvivl kendt til den klassiske medicinske litteratur. Bartsker har muligvis haft adgang til herremanden Jakob Seefelds bibliotek, idet hans bog er dedikeret til ham. Bogen er ikke et originalt værk, men en oversættelse af flere tyske og latinske lægebøger. Den er dog tilpasset danske forhold, blandt andet i udvalget af ingredienser til lægemidlerne. Flere steder skinner Bartskers personlige erfaringer som læge også igennem. |
|
Bogen fik aldrig nogen særlig vid udbredelse i befolkningen. Den blev ikke en håndbog for folket, sådan som Henrik Smids urtebog , men er dog interessant alligevel. Bartsker beskriver nemlig lidelsen først og lægemidlet bagefter, modsat mange middelalderlige lægebøger, hvor plantens navn er indgangsvinklen til en beskrivelse af sygdomme og deres helbredelse.
|
Simon Paulli (1603-1680) var læge, anatom og botaniker. I 1639 blev han ekstraordinær professor i anatomi, kirurgi og botanik ved universitetet i København. I 1645 fik Simon Paulli pålagt at udgive et herbarium, som kong Christian IV havde befalet det medicinske fakultet at udarbejde, og i 1648 udkom den første illustrerede urte- og lægebog i Danmark, kendt som Flora Danica. Den var skrevet på latin og blev siden oversat til dansk. Værket består af et planchebind og et kommentarbind, hvor de enkelte planter beskrives, med vægt på deres medicinske virkninger. Alle værkets planter er danske planter, både de vildtvoksende samt havens planter. De er opført efter deres blomstringstid, først vinter herefter, forår, sommer og efterår. Illustrationerne er træsnit samt et par enkelte kobbersnit, der er meget smukke og veludførte. |
|