Befolkningsudviklingen
Den danske befolkning har aldrig været så stor, som den er i dag. Der er få og korte perioder før år 1600, hvor befolkningen bestod af mere end en halv million mennesker. Generelt har befolkningens størrelse varieret en hel del. Der har været perioder, hvor man har kunnet producere et overskud, og hvor befolkningen er vokset stille og roligt, og så har der være perioder, hvor der var flere mennesker, end man rigtigt kunne brødføde især i dårlige høstår. Fra midten af jernalderen – omkring år 400 efter vores tidsregning – til midt i middelalderen – omkring år 1300 – voksede befolkningens størrelse nogenlunde jævnt, men langsomt. Den kulminerede med en størrelse på lidt under én million mennesker i det nuværende Danmark. I midten af 1300tallet blev hele Europa ramt af Den Sorte Død. Og i flere epidemiske udbrud af pesten reducerede den befolkningen til i år 1400 at være under det halve af, hvad den var i år 1300. Gennem middelalderens sidste 150 år holdt den sig nogenlunde konstant på dette lave niveau, knap ½ million danskere. Den befolkningstilvækst, som har gjort at vi i dag er 5½ million danskere, satte først for alvor ind i midten af 1700-tallet.
Land og by
I middelalderen boede den dominerende hovedpart af den danske befolkning på landet, rundt omkring i de mange tusinde små landsbyer. Landbrugssamfundet var landets fundament, og bønderne klarede sig i hverdagen med de produkter, de selv fremstillede. Det var ikke så tit, man kom til byen for at handle, men det skete dog nok et par gange om året. De byer, hvor man kom til marked – for Øm Klosterområdets bønder nok Gammel Ry – var slet ikke byer i moderne forstand, de var beboet af nogle få hundrede mennesker, som for det meste ernærede sig ved landbrug suppleret med handel og håndværk. Men byerne var centre for egnens befolkning og ligesom knuder i et handelsnetværk, der gennem 1100 og 1200-tallet havde bredt sig ud over hele Europa – fra Middelhavet i syd til Midtsverige i nord. Gennem det netværk fordeltes de varer, som bønderne behøvede. Men det var ikke kun varer, der blev fordelt gennem netværket. Både ideer og sygdomme spredte sig gennem det. Bøndernes kontakt med det internationale handelsnetværk var så sjælden, at man ikke fik samlet alle de epidemier, der kom gennem netværket op. Den enkelte sygdom kom kun tilbage til landsbyen med store, uregelmæssige mellemrum. Det betyder, at når den så kom, var der (næsten) ingen der var immune, så den kunne ramme mennesker i alle aldre og ikke kun de små børn, som de fleste af nutidens smitsomme sygdomme gør. Denne befolkningsstruktur med et stort netværk, som hovedparten af befolkningen kun havde en løs kontakt med og en masse lokalt ret isolerede små landsbyer, betød, at dødsrisikoen blev spredt ud over alle aldersgrupper og ikke koncentreret blandt småbørn og gamle mennesker, som den ellers er i alle verdens lande i dag.
Klostervæsnet spillede formentlig kun en ganske ringe rolle for befolkningens udvikling. Naturligvis var der nogen, der blev taget ud af formeringen, så lidt har det måske nok dæmpet befolkningstilvæksten. Det er karakteristisk, at der var langt flere munke- end nonneklostre i Danmark. Den høje dødelighed af yngre voksne kvinder gjorde, at der var et konstant kvindeunderskud.
 |
 |
| Byer i Danmark ved middelalderens begyndelse – omkring år 1000. | Byer i Danmark midt i middelalderen, omkring år 1300. |
Dødelighed
Døden var en hyppig gæst i middelalderen. Mennesker i alle aldre oplevede en meget højere dødelighed, end vi gør i dag. Det var ikke kun spædbørn og gamle mennesker der døde, nej, dødeligheden var høj i alle aldre. Mellem 10 og 25 procent af de fødte døde, inden de blev et år gamle; af de, der nåede at blive ét år gamle, døde mere end halvdelen, inden de blev voksne. Blandt de voksne var især de yngre kvinder i risiko for at dø. Det var både selve fødslerne og den nedslidning, som amningen kunne betyde, der forårsagede den høje kvindedødelighed. Det ser dog ud som om, at kvinder, der frelst var nået frem til overgangsalderen, kunne se frem til en betydeligt forbedret overlevelse. Der var få kvinder der døde mellem de var 45 og 65 år. Det er vanskeligt at sige, om de gamle levede lige så længe, som gamle gør det i dag. Der var for det første ganske få, der nåede at blive gamle, og for det andet er det svært at bestemme alderen ved døden for gamle mennesker. Det kunne dog godt se ud som om, at dødeligheden over 65 års alderen kun var moderat højere end den er i dag.
Overlevelsesfunktion for de voksne fra S:t Jörgen i Malmö (ca. 1320 – 1530).
Den typiske familie
Familien var i middelalderens Danmark den bærende produktionsenhed. En mand kunne ikke bestyre en fæstegård uden en kone, og en kvinde kunne ikke få udkommet uden en mand til at dyrke markerne og passe kvæget. Da der var langt færre voksne kvinder end voksne mænd gennem det meste af middelalderen, så blev det antallet af voksne, arbejdsduelige kvinder, der kom til at bestemme, hvor mange gårde, der kunne drives i en landsby. Den typiske familie ville bestå af mellem seks og ti mennesker, en mand og en kone, deres levende børn (konen havde nok født adskilligt flere end der på noget tidspunkt var i live). Måske omfattede familien også en mand på aftægt og måske en eller to unge ugift mennesker, som gik til hånde i marken, stalden og huset. Selv om familien var relativt stor, holdt den sjældent ret længe. Den høje dødelighed – især af yngre voksne kvinder – gjorde, at nye familier hele tiden måtte stiftes.
