Abbed: kommer af latin og betyder ‘fader’. En abbed var lederen af et munkekloster. Han havde ansvaret for at livet i klosteret var i overensstemmelse med Skt. Benedikts Regel. Han fungerede også som munkenes åndelige vejleder.
Aflad: eftergivelse. I katolicismen skal man bekende sine synder til præsten for at have mulighed for at gøre bod på dem. Aflad er så eftergivelsen af denne bod. Formålet med aflad var, at både levende og døde mod betaling kunne få aflad og dermed forkorte deres tid i skærsilden. Aflad var et diskuteret emne i middelalderen og på en række kirkemøder mellem 1545-63 blev afladshandlen vanskeliggjort og spiller ikke en rolle i den katolske tro i dag.
Askese: er en form for træning eller øvelse, der ofte bliver forbundet med at afholde sig fra kropslig nydelse i en længere periode. Hvis en religion skal overleve kan alle troende ikke efterleve en radikal askese, så i kristendommen blev det den religiøse elite, der skulle opfylde de asketiske krav. I klostrene blev askesen så sat i system og kan blandt andet ses i kravet om cølibat og de strenge spiseregler.
Benediktinerne: munkeorden der blev grundlagt i Italien i år 529 af Benedikt af Nursia. Centralt for ordenen er Benedikts munkeregel og mottoet “Ora et labora - Bed og arbejd”. Udover at søge Gud i bønnen, mente Benedikt at det også var nødvendigt for munkene at arbejde. På den måde ville de opnå det balancerede liv, der skulle til for at de kunne finde Gud. Den enkelte munk skulle leve i fattigdom, kyskhed, lydighed og stedfasthed. Men klostrene måtte gerne eje jord og have indtægter, hvilket i slutningen af 1000-tallet førte til stor kritik. Kritikerne mente at benediktinerne havde for megen pragt og rigdomme, hvilket ikke var i overensstemmelse med det ydmyge og asketiske klosterliv. På den baggrund opstod blandt andet cistercienserordenen.
Benedikts Regel: blev skrevet i 500-tallet og er en samling af regler, der anviser hvordan man bedst indretter et godt klosterliv. Centralt i reglen er lydighed og ydmyghed.
Bod: omvendelse. I forbindelse med skriftemålet i katolicismen taler man om “at gøre bod”. Det betyder at man skal angre sin(e) synd(er) og på ny omvende sig til Gud. Man kunne vise sin bod ved at faste, give almisser eller udføre barmhjertighedsgerninger. Udtrykket kan også bruges om voksne der lader sig omvende til kristendommen.
Cistercienserne: en munkeorden der blev grundlagt i Frankrig i 1098. Cistercienserne opstod som en reformation af en eksisterende munkeorden, benediktinerne, da man mente, at de var kommet for langt væk fra den sande kristendom. Kodeordene for cistercienserne var enkelthed og strenghed, da de ville skabe et ensartet klostervæsen. Cistercienserne fulgte Benedikts regel med to undtagelser. De afskaffede oblati (børn der blev givet af deres forældre til klostret) og satte en aldersgrænse på novicer. Først var den 15 år og senere, i midten af det 12 århundrede, blev den hævet til 18 år. Den anden ændring var indføringen af lægbrødreinstitutionen.
Eskatologi: læren om de sidste tider. Findes ikke i alle religioner, da det forudsætter en tro på, at der er en afslutning på den jordiske verden til fordel for et kommende gudsrige. I kristendommen hænger eskatologien sammen med forventningen om Jesus genkomst, hvor han på dommedag skal dømme mennesket til evig frelse eller fortabelse.
Gejstlighed: en samlet betegnelse for præsteskabet, der kan ses som en religiøs elite. Gejstlighed står som modsætning til lægfolket, der ikke er indviet til et kirkeligt embede. Der er to grupper inden for den religiøse elite: præsterne og klostervæsenet. Begge grupper har til opgave at opretholde kontakten til det hellige
Helgener: en person der er blevet kåret som helgen på grund af, at de har levet et særligt fromt liv. En helgen har gjort nogle så specielle ting i deres liv, at kirken er sikre på, at de er kommet direkte i himlen og har plads hos Gud. Derfor er en helgen også et forbillede som andre troende bør følge og som kan gå i forbøn på vegne af dem der beder til dem. Jomfru Maria er nok den mest kendte helgen, som også var særlig vigtig for cistercienserne, da de indviede deres kirker til hende.
Imitatio Christi: latinsk for efterlignelse af Kristus. Et fromhedsideal hvor man forsøgte at leve et fromt og kristent liv ved at efterleve den fattige og lidende Jesus.
Lægbrødre: indført af cistercienserne. Lægbrødre levede i klostrene og hjalp med at udføre det fysiske arbejde. Deres manuelle arbejde sikrede, at munkene havde tid til at passe deres religiøse studier. Selvom de boede i klostret levede de adskilt fra munkene og de kan ses som en mellemting mellem munkene og lægfolket. De havde ikke samme status som munkene og kunne aldrig blive optaget i klostret.
Lægfolk: en person der ikke er indviet i et religiøst embede. En af tre søjler der kommer i kristendommen. De to andre er præsteskabet og munke/nonnerne.
Kloster: kommer fra det latinske claustrum, der betyder “indelukke”. Klosteret giver mulighed for at leve et religiøst liv centreret om Gud. Der findes ikke én bestemt måde at indrette et kloster på, da munkeordener kan følge forskellige regelsæt eller have forskellige syn på, hvor meget kontakt klostret skulle have med omverdenen. Der findes forskellige typer af klostre. Et herrekloster er et kloster med jordbesiddelser. Et moderkloster og et datterkloster hænger sammen, da moderkloster er et navn der bruges om et kloster, der er med til at grundlægge et nyt. Det var den måde cistercienserne opbyggede deres klostervæsen, hvor moderklosteret også havde beføjelse til at føre opsyn med det nye datterkloster.
Munkevæsen: betegnelse for kloster- og ordensliv i den katolske kirke. Ordet munk kommer fra græsk og betyder “en der lever alene”. Det kristne munkevæsen tog sin begyndelse i den egyptiske ørken omkring år 200-300, hvor mange mænd søgte ud for at leve som eneboere. Her levede de asketisk med bøn, faste, bibelstudier og arbejde. Efterhånden blev det mere struktureret og der dannedes små samfund centreret om en leder. Ideen spredte sig og der opstod forskellige måder at føre et munkeliv på. Størst betydning fik dog Benedikts Regel, der med sine anvisninger til klosterlivet blev forbillede for mange munkeordener og dannede fundamentet for størstedelen af de kristne klostres opbygning.
Novice: en der træner til at blive munk. Som novice skulle man gennemgå en prøveperiode, før man kunne aflægge munkeløftet og blive fuldt optaget i klosteret. I cistercienserordenen fastsatte man en aldersgrænse for novicer der til at starte med var 15 år, men allerede i år 1157 blev den hævet til 18 år. Formålet var at sikre at den unge frivilligt valgte at indtræde i klosteret, fordi han så munkelivet som et kald. Dog kunne der gøres undtagelser, hvis klostrene havde svært ved at rekruttere de myndige til at blive munke.
Reformationen: kirkelig omvæltning. Begyndte da munken Martin Luther i 1517 opsatte sine 95 teser på slotskirken i Wittenberg. Luther ønskede at vende tilbage til den sande kristendom og ønskede især at gøre op med handlen af afladsbreve. Det blev starten på en kæmpe konflikt, der endte med at kirken splittede i henholdsvis en katolsk og en protestantisk kirke. Udover afladshandlen så gjorde Luther også op med de syv sakramenter, da han kun accepterede dåben og nadveren. I Danmark medførte reformationen et brud med den katolske kirke i 1536. Det fik indflydelse på de katolske klostre, da de blev nedlagt og kirkens jord kom under kongens besiddelse. Det betød enden på Øm Kloster, da kongen allerede i 1561 besluttede at nedrive klostret for at kunne genbruge murstenene til opførelsen af Skanderborg Slot.
Sakramenter: hellige handlinger der udføres af kirken. I middelalderen var der syv: nadver, skrifte, den sidste olie, dåb, konfirmation, ægteskab og præsteindvielse.
Skærsild: ideen om skærsilden opstod i 1100-tallet, hvor den blev en del af teologiens verdensbillede. Det var her de angrende syndere endte efter deres død, for at blive renset inden de kunne få en plads i himlen. Antallet af ens synder afgjorde hvor lang tid man skulle være i skærsilden, men det var muligt at forkorte tiden ved at købe aflad af kirken.
Synd: er i kristendommen et udtryk for at man har gjort Gud uret eller forladt ham i troen. Ifølge Bibelen kom synden ind i verden ved syndefaldet, hvor Adam og Eva blev forvist fra Paradisets Have, da de spiste af kundskabens træ. Dette er grundlaget for arvesynden, der er forestillingen om, at mennesket har nedarvet synden fra Adam og Eva og derfor betragtes som syndigt fra fødslen. For at undgå at synde har mennesket brug for Gud og dermed også kirken. Man skelner i den katolske teologi mellem tilgivelige synder og dødssynder. Her er dødssynder mere alvorlige, da de er et bevidst oprør imod Gud og fjerner mennesket fra Guds nåde. Synder man kan man gøre bod og købe aflad hos kirken for at mindske ens straf. Men døde man uden at have angret sin dødssynd, røg man direkte i helvede.
Tidebøn: de daglige bønner munkene bad i klosteret. For cistercienserne var der otte tidebønner i døgnet med start kl. 02:00 (om vinteren kl. 01:35) om natten med bønnen matutin. De resterende bønner laudes, prim, terts, sext, non, vesper var fordelt i løbet af dagen og endelig var der completorium der rundede dagen af inden sengetid kl. 20 (om vinteren kl. 16:30).
Verdensforsagelse: betyder at tage afstand fra den jordiske verden man lever i. Ofte forbundet med en tilbagetrækning fra samfundet og praktisering af askese, som det ses i klosterlivet. Formålet er at komme så tæt på det guddommelige som muligt, imens man lever på jorden, og derfor er det nødvendigt at give afkald på alt, der binder en til denne verden. For munkene betød det for eksempel at give afkald på individuel frihed og ejendom, når de blev optaget i klosteret.