Fromhedsliv

Navnet kloster kommer fra det latinske claustrum, der betyder “indelukke”. Det var netop meningen med livet i klosteret i den kristne middelalder – munkene skulle lukke sig inde for at hengive sig til Gud. Munkelivet var opbygget efter en streng struktur (se dagligdagsliv), men munkenes vigtigste opgave var deres otte daglige bønner (tidebøn). Munkenes fromhed og bøn producerede nemlig en form for hellighed, der kunne omsættes og komme resten af samfundet til gode.

Grunden til at munkene kunne producere denne hellighed var, at de dedikerede hele deres liv til Gud. De efterlod deres gamle liv fuldstændigt for at stræbe efter en anden og bedre verden hos Gud. Det krævede disciplin og man kan da også se munkenes asketiske fromhedsliv som en lang træning. Deres forbillede var Jesus og munkene forsøgte at efterfølge Jesus’ levevis (imitatio christi). Det afspejles i munkeløftet der gik på fattigdom, lydighed og kyskhed. Munkene frasagde sig retten til al personlig ejendom ligesom de indvilligede i at leve i livslangt cølibat. Munkene viste deres lydighed overfor Gud ved at udvise lydighed overfor deres abbed.

Lydighed var et centralt begreb for munkenes fromhedsliv. Det var ikke nok kun at opføre sig lydigt, Gud vidste nemlig om man var lydig i sit hjerte. Hjertet er i Biblen det centrale organ og bliver billedet på ens lydighed og kærlighed. Det var derfor vigtigt at man altid havde Gud med sig og at man altid holdt Gud i sine tanker. Det var blandt andet en af grundene til, at munkene havde deres kutte slået op – så de kunne holde deres tanker rettet imod Gud.

Men da mennesket var syndigt (synd) kunne det ikke altid lade sig gøre at overholde de strenge krav og overtrådte man reglerne så fortjente man straf. Munkene mødtes dagligt i deres kapitelsal, hvor de læste op fra Benedikts Regel og hvor de dagligt skulle bekende deres synder. Det var så vigtigt, at man i klostret opfordrede til, at man skulle anmelde ens brødre, hvis de havde begået fejl. Når munken så havde modtaget deres straf, eksempelvis slag, så skulle de takke deres anmelder – det var trods alt bedre at modtage ens straf i denne verden end at vente til Guds kommende verden.