Øm Kloster Museum
Munkevej 8, 8680 Ry - Tlf. 86 89 81 94 - E-mail: info@museumskanderborg.dk
Kalvø Kloster
Benediktinermunke/cisterciensermunke: På Kalvø i Skanderborg Sø anlagde benediktinermunke et kloster engang i 1100-årene. Vores viden om klostret er sparsom. Grundlæggelsestidspunktet kendes ikke, men Øm Klosters Krønike fortæller, at der kun var to munke tilbage ved cisterciensermunkenes overtagelse af Kalvø klostret i 1168. På grund af den afsides beliggenhed blev klostret sandsynligvis nedlagt, da cistercienserne rejste til Øm i 1172. Overfarten frem og tilbage beskriver munkene nemlig som ”såre besværlig”, og der kunne gå uger uden mulighed for at komme til fastlandet i dårligt vejr.
Der er ingen klosterbygninger bevaret over jorden, men arkæologiske undersøgelser har påvist rester af en frådstensbygning.
Placering og tilknytning til Gudenåen
Klostret lå på en ikke landfast ø i Skanderborg Sø. Skanderborg Sø er i forbindelse med Mossø gennem Tåning Å. Gudenåen løber gennem Mossø. Øm Klosters Krønike beskriver de overfartsproblemer munkene havde ved at bo på en ø, samt de ikke kunne bygge en bro fra øen til fastlandet.
Adgangsforhold
Kalvø er en privatejet ø uden adgang for publikum.