Traumer
Knoglebrud efterlader altid spor på knoglerne. Der var to hovedgrupper af årsager til knoglebrud i middelalderen – uheld og vold. De brud, der skyldtes uheld, sad hyppigst i håndleddet, i skulderen og i benene, mens de, der skyldtes vold, typisk sad midt på underarmen og i hovedet. De ukomplicerede brud voksede normalt sammen, uden at det førte til varige mén; mens komplicerede brud, hvor en lang knogle var brækket helt over, ofte helede på en måde, der varigt nedsatte personens evne til at bruge den berørte del af kroppen. Mænd og kvinder havde næsten lige mange knoglebrud, der skyldtes uheld, men voldsrelaterede brud (bortset fra brækkede næser) ses næsten kun hos mænd.