Spedalskhed

Spedalskhed – lepra – var en meget almindelig sygdom i middelalderen. Spedalskhed er en smitsom sygdom, mange var (næsten alle i lange perioder) smittet, men få udvikler sygdommen. Spedalskhed rammer først og fremmest nerver uden for hjernen og rygmarven, og de første symptomer på sygdommen er farveændring og følelsesløshed i huden. Mange fik aldrig andre symptomer, men en del udviklede omfattende misdannelser i ansigt, på hænder og fødder. De mest syge blev fra slutningen af 1200-tallet placeret på de såkaldte St. Jørgensgårde. Spedalskhed kendes med sikkerhed fra jernalderen til den næsten forsvandt – i byerne i 1300-tallet, og på landet to hundrede år senere. Den sidste dansker med spedalskhed døde i 1911. Mere end hver fjerde af de voksne, der blev begravet ved Øm Kloster, havde tegn på spedalskhed. Det er ikke flere end man ser på andre middelalderlige landsbykirkegårde. Langt de fleste med tegn på spedalskhed led af sygdommen i så let grad, at de ikke af deres samtid blev opfattet som ’spedalske’. Registreringen af spedalskhed i databasen baserer sig på systematisk registrering af syv sygdomsrelaterede knogleforandringer – fire i ansigtet og tre på underbenene.