Skeletterne fortæller

Af Jesper Lier Boldsen

Skelettet bærer direkte vidnesbyrd om det liv som den, der har haft det engang har levet. Mange af livets forhold sætter sig spor på skelettet, og det vil endda nogle gange være muligt at danne sig et indtryk af personens ansigt ud fra kraniets knogler. Én ting, som man dog ikke kan læse ud af skelettet, er hvad hun eller han har tænkt og følt; det er livets mere upersonlige sider, der sætter sig de klareste spor på knoglerne. Hele artiklen med fotos og grafik kan ses i bogen Øm Kloster, red. Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen, 2003.

Aldersbestemmelse

Det første, man må prøve at finde ud af, når man vil læse om livet ud fra de knogler, der er fundet i graven, er hvor gammel personen blev. Livet udspænder sig fra fødsel (ja, nogen mener endog fra undfangelsen) til død. Længden af det tidsrum, der ligger mellem de to begivenheder, er grundlaget for at kunne forstå den enkeltes liv. Det er normalt ret let at se på et barn, hvor gammelt det er, man lægger mærke til størrelsen, kan barnet gå eller ikke, og hvordan er det med tænderne? På sammen måde er det med skeletter af børn. Alle knogler udvikler sig, bliver større og får et stadig mere voksent udseende. Mange knogler bliver først anlagt i flere stykker, som så senere i livet (gerne omkring puberteten) vokser sammen. Tænderne anlægges i hulrum i kæberne, de mineraliserer og bliver hårde og funktionsdygtige fra kronens top til rodens spids. Den udvikling er genetisk nøje programmeret, så den foregår næsten ens hos alle børn, uanset om de lever i nutiden eller for mange hundrede år siden.

Når mennesker bliver voksne, holder kroppen ikke op med at udvikle sig, men forandringerne er mindre og sker i et meget individuelt tempo, derfor er det langt sværere at bestemme levealderen på skelettet af en voksen end på et barn. Hvis skelettet er velbevaret, findes der en metode til aldersbestemmelse (transitionsanalyse), som baserer sig på klare statistiske principper og som præcist fortæller, hvad der kan siges om den dødes alder. Hvis skelettet ikke er så godt bevaret, så er det meget sværere at sige, hvor gammel vedkommende blev og finde ud af usikkerheden det aldersskøn. Der foregår hele tiden en forskning i aldring og derfor også i aldersbestemmelse, så man kan håbe, at videnskaben om få år kan blive bedre til at beregne levetiden for mennesker, der levede i middelalderen.


 

Kønsbestemmelse

Sammen med vores alder er vores køn det, der allermest karakteriserer os. Vi bliver født som piger og drenge, men indtil puberteten ser skelettet næsten ens ud hos de to køn. Det er først ved kønsmodningen i teenage årene, at der udvikler sig forskelle på de unge kvinder og mænd. Fra omkring 15–16 årsalderen kan man se forskel på kvinde og mandsskeletter. Der er dels de forskelle, som de to køns forskellige rolle i reproduktionen frembringer og dels de forskelle, der skyldes, at mænd som regel er større og kraftigere bygget end kvinder er. De første forskelle koncentrerer sig i bækkenet omkring fødselsvejene. Kvinders bækkener er bredere, lavere og mere åbne end mænds bækkener er. Til gengæld er mænds knogler gennemgående længere, og især har de større led end kvindernes har. Og så ser mænd og kvinder også typisk forskelligt ud i hovederne. Mænd har ofte en markeret knogleknude over næseroden, mens kvinders pander normalt er glattere. Mænd har også ofte store og ru muskelfæster i nakken og mange mænd har en markeret knogleknob i nakken. Normalt vil man med stor sikkerhed kunne afgøre kønnet på et velbevaret skelet af et voksent menneske. Naturligvis har nogle kvinder et mere feminint skelet end andre og nogle mænd et mere maskulint skelet end andre, men selv om det er et overlap mellem kvinde- og mandsskeletters udseende, så er den største kilde til usikkerhed i kønsbestemmelsen, hvor godt skelettet er bevaret.
 

Hypoplasier

Skelettets knogler fortæller om menneskets liv i perioden, inden vedkommende døde. Sygdomme og problemer i barndommen sætter sig også spor på knoglerne, men de er som regel udviskede, når barnet bliver voksent. De spor, livet sætter i tænderne, udviskes derimod ikke. Hvis et barn er sygt, lider af slut og hungersnød eller vantrives på andre måder, kan mineraliseringen af tændernes kroner gå mere eller mindre i stå. Derved opstår der en lineformet fordybning i emaljen, en hypoplasi. Mange år senere i livet vil man på hypoplasiens placering se, hvor gammel barnet var, da det oplevede de problemer, som førte til den. De sundhedsbegivenheder, der lå bag ved dannelsen af en hypoplasi, har ofte livslange konsekvenser, for eksempel så havde mennesker, der i middelalderen oplevede sundhedsproblemer, der førte til dannelsen af en eller flere hypoplasier i 2 – 5 årsalderen, en større risiko for at dø som unge voksne, end de der havde undgået sådanne problemer, havde. Problemerne og dermed hypoplasierne påvirkede tilsyneladende højden som sådant, men der var i gennemsnit små forskelle i kropsproportionerne mellem mennesker, der havde hypoplasier og dem, der ikke havde hypoplasier.   
 

Voksen kvinde med mange hypoplasier.

Målt højde målt

De forskelle i kropsproportionerne, som knytter sig til hypoplasier og til andre begivenheder under opvæksten, gør det meget vanskeligt at bedømme et menneskes højde ud fra længden af de lange knogler, lårbenet for eksempel. Den sikreste måde at finde ud af, hvor højt et menneske var i levende live, er at måle skelettet i graven, inden knoglerne tages op af jorden. Der er udviklet en metode til at gøre det, som rammer den levende højde med samme sikkerhed, som når man måler mennesker i dag ved at stille dem op ad en væg. Den metode var ikke kendt, da hovedparten af skeletterne fra Øm Kloster blev udgravet, så derfor er det lidt mere usikkert, hvor høje de enkelte mennesker ved Øm var. Generelt var danske mænds gennemsnitshøjde i middelalderen omkring 166 cm, kvindernes var 157 cm. Disse gennemsnit holdt sig tilsyneladende uforandret gennem århundreder frem til midten af 1800-tallet. Fra omkring 1850 til 1980 voksede danskernes gennemsnitshøjde med omkring 14 cm. Efter 1980 ser det ud, som om gennemsnithøjden har været mere eller mindre konstant. Hverken i dag eller i middelalderen var mennesker lige høje. Munkene ved Øm Kloster var i gennemsnit nogle cm højere end de bønder, der arbejdede på klosterets store jordegods. Det er formentligt, fordi cisterciensermunkene kom fra de bedrestillede lag af befolkningen.   
 

Udviklingen af den mandlige danske befolknings gennemsnitshøjde fra 1850 – 2000. Middelalderbefolkningen havde den samme højde som man havde i 1850.

Spedalskhed

Middelalderens mennesker led af mange forskellige smitsomme sygdomme. De fleste af dem kom, gik hurtigt og efterlod sig ingen spor på skeletterne. Men der er nogle smitsomme sygdomme, der ikke bare sådan forsvinder. Tuberkulose, syfilis og spedalskhed har det med at bide sig fast og blive til kroniske sygdomme. Tuberkulosen har været kendt i mange årtusinder, men den fik sin største og alvorligste opblomstring i 1800-tallet. Syfilisen er ikke kendt fra Danmarks middelalder, men den var ganske almindelig i århundrederne lige efter middelalderens ophør i 1536. Og spedalskheden var den af de tre, som først og fremmest raserede i middelalderen. En hel del blev vansirede af spedalskheden og endte på St. Jørgensgården (datidens spedalskhedsplejehjem), flere havde svagere symptomer og var måske i dagligdagen generet af nedsat følesans og mangel på neurologisk kontrol over deres bevægelser, og alle var formentlig smittet med den bakterie, der forårsager spedalskhed (Mycobacterium leprae). Alle både i dag og i middelalderen kunne se, når et menneske led af fremskreden spedalskhed. Forandringerne i ansigtet var tydelige og meget specifikke, så man tog ikke fejl, når man sendte en syg på St. Jørgensgården. Men de mange med lettere symptomer havde også små forandringer i knoglerne. Næsehullets kant kunne være afrundet, fortænderne i overmunden kunne være løse eller falde ud, og hænder og fødder kunne være følelsesløse og ofte opsvulmede som følge af andre infektioner. Disse mindre iøjnefaldende symptomer satte også deres spor på skeletterne, og disse spor ses hos mange (mellem 10 og 50 procent) af skeletterne fra Øm Kloster.   
 

Syfilis

Syfilis ses også, men langt sjældnere blandt skeletterne fra Øm Kloster. Det er næppe, fordi mennesker i Midtjylland har holdt sig mere på måtten end man gjorde i andre egne af landet, men er først og fremmest en afspejling af, at langt de fleste af de begravede ved Øm Kloster levede inden sygdommen for alvor kom til landet i de første årtier af 1500-tallet. Syfilis sætter sig lige så karakteristiske spor på skelettet, som spedalskhed gør. Sporene er anderledes, så det vil i de fleste tilfælde ikke være vanskeligt at se, om forandringerne kunne skyldes syfilis eller spedalskhed eller eventuelt noget helt tredje. Mens spedalskheden først og fremmest viser sig i ansigtet, så angriber syfilis først af fremmest hjernekassens yderside og bagsiden af de lange knogler. Syfilis, der er en seksuelt overførbar sygdom – en kønssygdom, blev formentlig aldrig så almindelig, som spedalskheden var i middelalderen; men i kirkegårde, der var i brug mellem 1500 og 1700, nåede hyppigheden nogle gange op på 10 procent.   
 

Traumer

De knoglebrud, man pådrager sig ved ulykker og i kamp, efterlader sig ofte uudslettelige spor i skeletterne. Disse spor ser man også blandt skeletterne fra Øm Kloster. Selv om mænd har kraftigere knogler end kvinder normalt har, så ser vi langt flere knoglebrud hos mænd end hos kvinder. Der er nogenlunde lige mange brud hos kvinder og hos mænd som følge af dagligdags uheld, som fald under hus- og markarbejde. Disse brud sidder som regel i håndled, ankler og i kravebenene. Der, hvor mændene har mange flere brud end kvinderne, er i kraniet og midt på underarmene. De skader, man får der, skyldes oftest slagsmål og kamp. I dag står ældre kvinder, der brækker knogler som følge af afkalkning af skelettet (osteoporose), for en meget stor del af alle knoglebrud. I middelalderen oplevede en del kvinder også, at deres skelet afkalkede. Det skete oftest i meget yngre aldre, end det gør i dag. Men kvinder med stærkt afkalkede skeletter havde typisk ikke nogen brud. Det skyldtes formentlig, at middelalderens mennesker – kvinder som mænd – havde en langt større muskelstyrke, end nutidens mennesker har, og muskelstyrken beskytter mod brud, dels fordi man, hvis man er stærk, har en mindre risiko for at miste balancen og falde, og dels, at man er meget bedre til at tage fra i faldet, hvis man er stærk.   
 

Volden i 1400 tallets opfattelse...	- og dens udtryk på skeletterne.

 Spoleben og kraveben med brud som følge af uheld, ikke vold.