Oversigt over planter i Øm Klosters Herbarie

En etårig, urteagtig plante med 15-60 cm høje stængler. Bladene er spredte og har hjerte- eller spydform. Blomsterne er lyserøde eller hvidlige og sidder i halvskærm. Frugten, en trekantet nød, er sortbrun og ligner bøgens frugt, bogen. Deraf navnet. Planten stammer fra Østasien. Tidligere almindelig dyrket som kornsort, nu sjældnere forekommende.

Danske navne for boghvede: ”valsk hirse”, ”tadder”, ”tyrkisk korn”. Det antages, at boghveden er kommet til Danmark i første halvdel af 1300-tallet. Der kendes daterbare frø fra borgen Næsholm på Sjælland fra ca. 1350. Boghvede var i tidligere tider en vigtig ”kornart” særligt på Fyn, på Sjælland og i Sønderjylland. På Øm Kloster er boghvede ikke oprindeligt medtaget i Linds klosterhave. Den er indplantet i haven, da boghvede sandsynligvis har været dyrket på klostrets jord. Det fremgår således af en liste over klostrets ejendele fra 1554, at der i forrådskælderen stod fem tønder med boghvede.

Som lægemiddel, siger Henrik Smid (1546), at grynene blødgør hård mave og fremmer urin og mælkedannelse. Boghvedemel drukket i vin uddriver den sorte gulsot og stiller tarmvrid.
Simon Paulli (1648) anvender saften mod snue. Grynene har været en vigtig spise gennem tiderne. De koges til grød og vælling eller anvendes i pandekager. Den grønne plante fandt anvendelse som dyrefoder, men er skadelig for visse dyr, der kan udvikle sygdommen fagopyrisme.
Boghvede anvendes til at farve tøj med. Planten giver en mørkegul farve og er ligeledes en god jordforbedrer, der også anvendes i dag.
Der er en del overtro knyttet til planten. Bruger ægtefolk boghvedehalm i sengen, får børnene rødt hår, og et firkantet boghvedekorn yder beskyttelse mod hekse.

Brøndegaard, V. J. 1987: Folk og flora.
Gregersen, Bo & Carsten Selch Jensen (red.) 2003: Øm Kloster, kapitler af et middelalderligt cistercienserabbedis historie.
Lindemark, Otto 1970: Vore giftige blomsterplanter.
Maybe, Richard 1991: Politikens bog om helbredende urter.
Smid, Henrick 1546: En skøn lystig ny Urtegaard, i Anemette Olesens oversættelse 1994.

Fagopyrin findes i blomster og frøgemmet, men ikke i stængler, blade og frømel. Boghvedesygdommen, fagopyrisme, træffes hyppigst hos får og svin, som har indtaget hele planten.