Svaleurt
| Dansk navn | Svaleurt |
|---|---|
| Plantenummer | 17 |
| Latinsk navn | Chelidonium majus |
| Familie | Valmuefamilien |
| Giftig - ikke giftig | Giftig |
| Relikter | Reliktplante |
| Anvendelsesområde | Medicin |
| Indholdsstoffer | Æterisk olie, saponin. Mælkesaften indeholder omkring ti alkaloider. |
| Beskrivelse | En flerårig, let håret plante med en 30-75 cm høj grenet stængel med fjersnitdelte blade, som er afrundede. De gule blomster sidder 2-6 sammen i en skærm og har fire kronblade. De blomstrer i maj-juni og sætter derefter en lang, smal kapselfrugt. Planten indeholder en orange mælkesaft, som er meget giftig. Svaleurt er ret almindelig i Danmark og findes ofte ved gærder og huse. |
| Kulturhistorie | Svaleurt er en gammel lægeplante hjemhørende i Middelhavslandene og sandsynligvis bragt til Danmark af munke. Navnet stammer fra et gammelt sagn hos Aristoteles, som fortæller, at svalen kurerede sine ungers øjenbetændelse med saft fra planten. Svaleurt indgik i alkymisters forsøg på at lave guld på grund af den gule mælkesaft. |
| Historisk anvendelse |
Hildegard af Bingen (1098-1186) beskriver plantens giftige saft, men siger at den blandet med gammel fedt kan smøres på maven ved fordøjelsesbesvær. Hos Henrik Harpestreng (død 1244) anbefales svaleurt mod ”mørke øjne”, gulsot og tandpine. I folkemedicinen har planten været anvendt mod galdesten og infektioner i galdeblæren. Mælkesaften er et gammelt middel mod vorter og ringorm. |
| Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V. J. 1987: Folk og flora. Grey-Wilson, Christopher 1995: Politikens florabog. Lindemark, Otto 1970: Vore giftige blomsterplanter. Mabey, Richard 1991: Politikens bog om helbredende urter. Schweiger, Anita og Susanne Kammerer 2001: Hildegard af Bingens urtebog. Thursová, L. 1979: Komma´s lægeplante leksikon. |
| Yderligere info | Svaleurt er meget giftig og bør ikke bruges ukontrolleret. Ved indsamling bør man beskytte hænder og øjne mod mælkesaften, som er hudirriterende og kan ætse hornhinden. |
Klik for stort billede