Oversigt over planter i Øm Klosters Herbarie

Flerårig plante med krybende 15-50 cm lange stængler og elliptiske, glinsende, stedsegrønne blade. De store blomster er blå til purpurrøde med 5-delte hjulformede kroner. Blomsterne springer ud i maj og udvikler hver to frugter, som ved modning bliver til bælgkapsler. Planten træffes i Danmark mest i haver, men også som vildtvoksende i skove. Den vokser i løs, kalkholdig jord.

Singrøn vokser vildt i Sydeuropa, men hvornår den er nået til Norden, vides ikke. Den nævnes ikke af Henrik Harpestreng (død 1244), men derfor kan den godt have været at finde i danske klosterhaver på hans tid. Navnet kommer af oldhøjtysk ”sin” i betydningen ”altid” og refererer til, at planten er stedsegrøn. I Danmark har man brugt singrøn i brudekranse, ligesom myrte, men også som begravelsesgrønt.

I oldtidens lægebøger, og dermed også middelalderens, anbefales singrøn mod diarré, tandpine og stik/bid fra giftige dyr. Desuden beskrives, hvordan en tampon vædet i saft af singrøn bruges til at fremme menstruation. Hos Simon Paulli (Flora danica 1648), beskrives også plantens evne til at rense og hele sår og bylder, og hvordan et afkog i enten øl eller vand hjælper mod diarré. Desuden skulle plantens saft stoppe næseblod.
Singrøn har nok især været anvendt som sårrensende middel på betændelser og bylder, samt mod diarré.

Brøndegaard, V. J. 1987: Folk og flora.
Lademanns naturfører Farve-flora 1974.
Lindemark, Otto 1970: Vore giftige blomsterplanter.
Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver.
Nielsen, Harald 1980: Eksotiske lægeplanter og trolddomsurter.

På grund af dens giftige indholdsstoffer er det ikke tilrådeligt at bruge planten hverken indvortes eller udvortes.