Oversigt over planter i Øm Klosters Herbarie

En 50-100 cm høj flerårig, sølvgrå plante med stive oprette stængler dækket af små hår. Bladene er fjersnitdelte med lancetformede flige. De små gule blomster sidder mange sammen i plantens forgrenede top og er samlet i halvkugleformede nikkende kurve. Malurt blomstrer i juli-september og hele planten udsender en stærkt krydret lugt. Planten findes vildtvoksende hist og her, mest på Bornholm og i det sydlige Danmark og især omkring bebyggelser. Den afgiver et bitterstof i jorden, hvor den vokser, hvilket gør, at planter i dens nærhed ikke trives.

Malurt er en gammel kendt lægeplante, beskrevet allerede af oldtidens ægyptere, senere også af den græske læge Dioscorides (ca. 40 – ca. 90). Planten er sandsynligvis bragt til Danmark med munkene i begyndelsen af middelalderen. Det latinske navn artemisia, henviser til, at planten var knyttet til den græske gudinde Artemis, som udover at være jagtgudinde også beskyttede fødende kvinder. Det danske navn mølurt kendes fra 1300 tallet og kommer af plantens anvendelse mod møl.

Hildegard af Bingen (ca. 1150) anbefaler malurt til almen helbredelse og mod fordøjelsesbesvær, melankoli, bronkitis, gigt, hovedpine, brystsmerter og hoste i særdeleshed.
Hos Henrik Harpestreng (død 1244) anvendes malurt blandt andet mod fordøjelsesproblemer og hovedpine, spoleorm samt mod kolera. Han skriver desuden, at malurt ”fjerner lystens begær” og giver nattesøvn, hvis den ligger i sengetøjet. Om malurt som skadedyrsbekæmpelse skriver han, at den forhindrer møl i at ødelægge tøjet, og at: ”Mus ikke æder den bog, hvor blæk er kogt med malurt før brug”.
I sin urtebog fra 1546 efterlyser Henrik Smidt den, som kan forklare alle malurtens dyder, og understreger dermed, hvor alsidig et læge- og husholdningsmiddel malurt var. Han nævner blandt andet, hvordan malurt styrker fordøjelsen, helbreder gulsot og uddriver orm. Den beskrives som modgift mod bulmeurt, giftige bid og giftige svampe og som middel mod hoved- og ørepine.
Malurt havde en lang række anvendelser i bondesamfundet og var derfor en meget skattet og ofte dyrket plante. Malurt anvendtes mod en mængde lidelser, især problemer med fordøjelsen, idet den øger sekretionen i fordøjelseskanalen. Dermed afhjælper den mavekramper, halsbrand, appetitløshed m.m. Den brugtes også til at styrke lever og galde og som plaster på maven til at stilne opkastninger. Malurt brugtes også mod betændelse.
Planten er en af ingredienserne i absint og vermouth og kan bruges som smagsstof i kryddersnaps. Som skadedyrsbekæmpelse har man brugt at brænde malurt af på kornlagre og i hønsehuse, så røgen kunne udrydde snudebiller og lus. Man desinficerede mælkekar samt udstyr til ølbrygning i malurtvand, og malurt er også blevet anvendt som erstatning for humle i øllet. Tilsætning af malurt i øl skulle forhindre det i at blive surt.
Malurt er også blevet brugt ved farvning af tøj.

Brøndegaard, V. J. 1987: Folk og flora.
Lindemark, Otto 1970: Vore giftige blomsterplanter.
Lindt, Inge 1976: Lægeplanter i folkemedicinen.
Mabey, Richard 1991: Politikens bog om helbredende urter.
Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver.
Olesen, Anemette 2005: Henrik Harpestrengs urter.
Schweiger, Anita og Susanne Kammerer 2001: Hildegard af Bingens urtebog.
Thursová, L. 1979: Komma’s lægeplante leksikon.

Malurt skader nervesystemet, især i hjernen, og bør ikke indtages i store mængder eller gennem længere tid. Gravide må ikke anvende malurt.