Ambra
| Dansk navn | Ambra |
|---|---|
| Plantenummer | 52 |
| Latinsk navn | Artemisia abrotanum |
| Familie | Kurvblomstfamilien |
| Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
| Relikter | Reliktplante |
| Anvendelsesområde | Medicin og kulturhistorisk |
| Indholdsstoffer | Flygtig olie, bitterstof og garvesyre. |
| Beskrivelse | En ½ - 1 m høj halvbusk med risformede grene og med fligede, gråfiltede blade og små gule blomsterkurve. Planten har en citronagtig duft, og den blomstrer i juli-august. Ambra findes vildtvoksende i Sydeuropa, men i Danmark træffes den kun som prydplante i ældre haver, hvortil den har vundet indpas fra middelalderens klosterhaver. |
| Kulturhistorie | Ambra har været anvendt som lægeplante siden oldtiden og er nævnt i Salerno-skolens skrifter fra 1100-tallet. Herfra er den vandret videre til farmakopeerne, hvor den er forblevet op til vor tid. Den har haft en fremtrædende plads blandt trolddomsurterne som værn mod djævelens gerninger, og i den katolske kirke brænder man stadig ambra som røgelse. |
| Historisk anvendelse |
Oldtidens læger brugte ambra mod kramper, ischias, urinvejssygdomme, ved menstruationsbesvær samt som modgift ved slange- og skorpionbid. I en afskrift af Henrik Harpestreng fra o. 1300 anføres, at planten blandet i vin virker mod smerter i bryst og sener, mod åndenød, hoste og smerter i lænden. Desuden er den urinrensende og anbefales som modgift, bl.a. mod hugormebid. I en senere afskrift fra 1400-tallet anbefales den mod ukyskhed. Samme råd anvender senere forfattere. Henrik Smid (1546) omtaler tillige, at aske af den brændte urt kan få håret til at vokse på skallede steder. Også Simon Paulli (1648) anbefaler planten mod håraffald og til at fremme skægvæksten. Linné (1707-1778) bruger ambra mod for meget mavesyre, som opkvikkende middel og som ormemiddel. Ambra har været en af de duftende urter, som kvinderne havde med i kirken, for at kunne holde sig vågne under de lange gudstjenester. Desuden har planten, ligesom malurt, været anvendt som mølmiddel. I folkemedicinen bruges planten stadig mod appetitløshed, vandladningsbesvær, diarré og bronkitis samt som sveddrivende middel. |
| Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V. J. 1987: Folk og flora. Smid, Henrik 1546: En skøn lystig ny urtegaard, i Anemette Olesens oversættelse. Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver. Nielsen, Harald 1969: Lægeplanter og trolddomsurter. |
Klik for stort billede