Citronmelisse
Dansk navn | Citronmelisse |
---|---|
Plantenummer | 20 |
Latinsk navn | Melissa officinalis |
Familie | Læbeblomstfamilien |
Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
Relikter | Ikke reliktplante |
Anvendelsesområde | Mad og medicin |
Indholdsstoffer | Æteriske olier citral og citronellal, garvesyre, polyfenoler, flavonoider, rosmarinsyre m.m. De æteriske olier har krampeløsende og antibakterielle egenskaber, mens polyfenolerne og garvesyren menes at have gavnlig virkning mod virussygdomme som f.eks. forkølelsessår og fåresyge. |
Beskrivelse |
En flerårig plante hvis forgrenede stængel bliver 40-80 cm høj. Stænglen er firkantet i tværsnit og beklædt med små bløde hår. De gulggrønne blade er modsatte, spidst ægformede og savtakkede og ligesom stænglen beklædt med hår. De små hvide læbeblomster, som kan blive lyserøde efter en tid, sidder i knipper ved bladhjørnerne øverst på stænglen. Hjertensfryd blomstrer i juni-august. Ved berøring dufter planten af citron. Dyrkes i haver, men vokser også vildt i grøftekanter og krat, især i den sydlige del af Danmark. Trives i næringsrig jord i sol og læ. |
Kulturhistorie |
En lægeplante med mange anvendelsesmuligheder, kendt og elsket allerede i oldtiden. Den berømte persiske læge Avicenna (980-1037) anbefaler planten, da den ”styrker og fryder hjertet”. Den tyske nonne og forfatter Hildegard af Bingen (1098-1179) skriver, at de som spiser planten, smiler meget, fordi den glæder hjertet. Hjertensfryd har dog ikke nogen beviselig virkning som hjertemedicin. Dens anvendelse som sådan i middelalderen skal ses i sammenhæng med signaturlæren, som byggede på den opfattelse, at en plante med for eksempel hjerteformede blade kan bruges mod hjertelidelser. Slægtsnavnet kommer af græsk ”meli” som betyder honning, da blomsterne tiltrækker bier. |
Historisk anvendelse |
Hildegard af Bingen (1098-1179) anbefaler planten mod depression og øjenlidelser. |
Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V. J. 1989: Folk og Flora. |