Fingerbøl
Dansk navn | Fingerbøl |
---|---|
Plantenummer | 40 |
Latinsk navn | Digitalis purpurea |
Familie | Maskeblomstfamilien |
Giftig - ikke giftig | MEGET giftig |
Relikter | Reliktplante |
Anvendelsesområde | Medicin og kulturhistorisk |
Indholdsstoffer | Flere glykosider, herunder digitoxin, gitoxin og gitaloxin (som virker på hjertemusklen). |
Beskrivelse |
En robust, to- til flerårig, dunhåret plante, 1-2 meter høj. Første år har planten en stor bladroset, mens den det andet år har en opret, ugrenet blomsterstængel. Bladene er store ovale til lancetformede og nederst snævrer de ind til en vinget stilk. Blomsterne er lyserøde til violette hængende, tragtformede læbeblomster med mørkere pletter eller ringe på indersiden. Frøkapslen indeholder talrige bittesmå frø. Blomsterne kan også være rent hvide. Fingerbøl blomstrer i juni- august. Planten stammer oprindelig fra Europa. |
Kulturhistorie |
På tysk kaldes planten for ”fingerhut”, der på dansk er blevet oversat til fingerbøl. Det latinske navn digitalis kommer af ordet digitus, der betyder finger, mens artsnavnet purpurea hentyder til blomsternes purpurrøde farve. Den engelske læge William Withering opklarede i 1785 fingerbøls medicinske virkning. Han havde lært, at planten var virksom overfor vattersot (væskeophobninger i kroppen). Men han konstaterede, at planten egentlig virkede på hjertet, der så stimulerede nyrerne til at skille sig af med den væske, der forårsagede vattersot. Han fandt frem til, at små, nøjagtigt afmålte doser digitalisblade var et uvurderligt middel mod dårligt hjerte. |
Historisk anvendelse |
Planten har fundet anvendelse mod bylder, hjertelidelser og feber. Bladene mod epilepsi og svulster. Børn sætter blomsten på fingeren som fingerbøl. |
Henvisninger/litteratur |
Grey-Wilson, Christopher 1995: Politikens florabog. |
Yderligere info |
Må kun anvendes under lægelig behandling. Kan forårsage lammelse og pludselig død. |