Farvevaid
Dansk navn | Farvevaid |
---|---|
Plantenummer | 56 |
Latinsk navn | Isatis tinctoria |
Familie | Korsblomstfamilien |
Giftig - ikke giftig | Ikke giftig |
Relikter | Ikke reliktplante |
Anvendelsesområde | Medicin og kulturhistorisk |
Indholdsstoffer | Indigo. |
Beskrivelse |
To-årig meterhøj, blågrøn plante med pilformede til hjerteformede omfattende stængelblade, gule blomster og flade, ovale brune eller strågule frugter, som til sidst skifter farve til sort. Planten blomstrer juni-juli. Farve-vaid er oprindeligt hjemmehørende i Vestasien, Vestrusland og Syd- og Mellemeuropa, men den har igennem årtusinder været dyrket som farveplante og findes nu vildtvoksende hist og her, bl.a. på Bornholms østkyst. |
Kulturhistorie |
Farve-vaid er en ældgammel kulturplante, uundværlig til farvning. Planten er fundet i hustomter fra Jernalderen i Jylland (400 f. Kr.) og desuden forvildet ved Esrom Kloster. |
Historisk anvendelse |
Henrik Harpestreng (død 1244) skriver om den medicinske anvendelse af farve-vaid, at blade skal stødes og lægges på sår for at standse blødninger. Yderligere anbefaler han planten til alle slags bylder, og stødes den med honning, klarer den også pletter. Knust med æggehvide finder han den virksom mod helvedesild. |
Henvisninger/litteratur |
Brøndegaard, V.J. 1987: Folk og flora. |