Oversigt over planter i Øm Klosters Herbarie

En et- eller toårig plante med en 25-100 cm høj stængel, som kan være enkelt eller forgrenet. De ret bløde blade sidder spredt på stænglen og kan blive op til 20 cm lange. Bladene er fligede til groft tandede, og de nederste er stilkede. Blomsterne er store og tragtformede. De har en bleg gul farve med tydelige violette årer og et mørkt svælg. Blomst og bæger er 5-delt og sidder i bladhjørnerne. Bulmeurt blomstrer i juni-august. Frugten er en kapsel med låg og mange frø indeni. Hele planten er dækket af små klæbrige hår og lugter grimt. Bulmeurt er ret almindelig i Danmark. Den vokser langs kysterne, ved beboelser og ruiner, gerne i kvælstof- og kalkholdig jord og gerne i sollys.

Bulmeurt er en af de ældste kendte lægeplanter. Dens bedøvende virkning har været kendt i årtusinder, og babylonerne brugte den som smertestillende middel ved tandpine. I Danmark har man fundet frø af planten fra vikingetiden. Frøene bevarer spireevnen i mange år, og bulmeurt er da også en af de reliktplanter som er vokset op i stort tal, når der har været arkæologiske udgravninger på Øm Kloster.

Henrik Harpestreng (død 1244) giver opskrifter på lægemidler med bulmeurt mod blandt andet tand- og ørepine, bylder og podagra, rindende øjne, hoste, hævede bryster og testikler samt som sovemiddel.
Henrik Smid (1546) skriver også, at bulmeurt er smertestillende og søvndyssende, men advarer mod at bruge den for meget, da den så ”gør vild og gal”.
Simon Paulli (1648) advarer mod risikoen for forgiftning fra frøene, hvis disse brændes af inden døre. Røgen blev brugt til at behandle frostskader i for eksempel hænderne, men hvis man indåndede røgen, var det farligt. Det siges, at hønsetyve brugte krukker med brændende bulmeurtfrø til at stille ind i hønsegården, så hønsene faldt i søvn og kunne puttes i sækken uden afslørende postyr.

Brøndegaard, V. J. 1987: Folk og flora.
Grey-Wilson, Christopher 1995: Politikens florabog.
Lindemark, Otto 1970: Vore giftige blomsterplanter.
Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver.
Olesen, Anemette 2005: Henrik Harpestrengs urter.
Smid, Henrik 1546: En skøn lystig ny urtegaard, i Anemette Olesens oversættelse.
Thursová, L. 1979: Komma’s lægeplante leksikon.

Hele planten er meget giftig, og forgiftning kan medføre døden. Derfor skal man ikke bruge bulmeurt som naturlægemiddel. Bulmeurt bruges i dag som smertestillende middel i forskellige mavepulvere og i olie som middel mod ørepine. Men kun i medicinalindustrien, og præparaterne udleveres kun mod recept.