Videobiografen
I møllens biograf har man mulighed for at se en række lokalhistoriske videofilm. Samlingen er én af egnens største, og videoerne omhandler emner i relation til museets udstillinger samt emner af generel lokalhistorisk interesse.
1. På cykeltur til egnen omkring Silkeborgsøerne
Unge på cykeltur besøger Tørring, Alling Østergaard, Knud Østergaard Knudsen og Knudhule Vandrerhjem.
Produceret af Dansk Vandrerlaug 1937 (8 min.)
2. Træskomageri i Rye Sogn
Filmen viser alle faser i træskoproduktionen. Skovauktion. Træer fældes og køres hjem. Kævler saves, rulles og kløves. Træsko forbores, skrubhules, skrubtælges, ringes, pudses og røges. Hulestol, tællehest og røgovn. Træskomænd.
Produceret af Harald Nielsen 1953 (12 min.)
3. Rye Mølles restaurering i 1960-61
Nye vinger til Gl. Rye Mølle håndfremstilles på stedet og hejses på plads med hjælp fra byens indbyggere. Ved indvielsen møder alle op for at beundre det flotte syn.
Produceret af Jørgen Wiehe og Svend Kristiansen 1961 (17 min.)
4. Skomager - bliv ved din læst
Skomager Angelo Sørensen i Gl. Rye laver et par håndsyede sko. På filmen vises alle arbejdsprocesser, fra måltagning og valg af skind til den færdige sko.
Produceret af Jørgen Wiehe og Svend Kristiansen 1964 (17 min)
5. Ry - dengang og nu
Ældre borgere fra Ry kommune interviewes om livet på Ry-egnen i mellemkrigsårene, under besættelsen og efter. Filmen er delt op i 9 selvstændige afsnit, hvor man berører emnerne: forretningsliv, håndværk, Himmelbjerget, Husholdningsskolen, sport, kommunesammenlægningen, byens aviser, årene 1940-45. Sidst i filmen giver de ældre et bud på Ry år 2000.
Produceret af Ry Håndværker- og Borgerforening 1987 (74 min.)
6. Træskoproduktion
Søren Bach fortæller om den historiske baggrund for træskoproduktionen i Gl. Rye. Træskomager Niels Hull hugger en træsko til, mens han og Søren Bach fortæller om værktøjet, om træskomagere på egnen og andre historier.
Produceret af Gl. Rye Museumsforening 1990 (53 min.)
7. Velkommen til Gl. Rye
Søren Bach fortæller om Gl. Ryes historie. Bl.a. Gudenåkulturen, Sct. Sørens Kilde, Sct. Sørens Kirke, Kongevalg i 1534, Øm Kloster, Træskoproduktion, Tingsted og Galgebakken.
Produceret af Gl. Rye Museumsforening 1990 (47 min.)
8. Den tyske flygtningelejr i Jegstrup 1945-47
Filmen, hvis titel er "På flugt til fjendeland", er produceret på baggrund af gamle og nye filmoptagelser. Den tyske flygtningelejr i nærheden af Skive blev filmet umiddelbart før lejren blev nedlagt i marts 1947. Filmen viser lejrens bygninger, flygtninge på værksteder, i skolestuen, i madkø, og i opholdsrum. Lastbiler med flygtninge på vej væk fra byen.
Produceret af Videoskolen 1992 (7 min.)
9. Om træskomageri i Rye Sogn
Filmen er en sammenredigering af nr. 2 "Træskomageri i Rye Sogn" og nr. 6 "Træskoproduktion".
Redigering: Niels Hovgaard 1993 (13 min.)
10. Historien om Rye Flyveplads
Rye Flyveplads har i perioden 1935-1947 været gennem tre spændende faser. Først som civil flyveplads og derefter besat af det tyske luftvåben og bombarderet af RAF. Efter krigens afslutning lå her i nogle år én af Danmarks største flygtningelejre for tyske flygtninge.
Produceret af TV2-S 1993 (18 min.)
11. De sidste træsouvenirs
Himmelbjergstokken er efterhånden blevet en souvenir, der måske snart forsvinder. Der er kun én fabrikant tilbage. Vi besøger Hans Nielsen, der brænder "Himmelbjerget" ind i stokkene, og vi ser også andre souvenirs blive lavet.
12. De engelske krigsgrave på Gl. Rye Kirkegård
Filmen fortæller om 7 engelske og canadiske flyvere, der blev skudt ned ved Træden i august 1944, og som ligger begravet på Rye Kirkegård. Begravelsen blev foretaget af tysk mandskab fra Rye Flyveplads.
Gdr. Svend Andersen og Esther, Træden, husker begivenheden tydeligt.
Produceret af Poul Kastberg Krogh og Niels Hovgaard 1994 (11 min.)
13. Færgefarten på Mossø
Museumsinspektør Holger Garner fra Øm Kloster fortæller om dengang, der sejlede dampskibe på Mossø fra Kloster Mølle til Alken. Skibsfarten blev indstillet i 1934 pga. konkurrencen fra lastbilerne.
Produceret af Niels Hovgaard 1994 (17 min.)
14. Våbennedkastning ved Ry 1945
Poul Kastberg Krogh fortæller om oprettelsen af nedkastningsgruppen i Ry i 1944. Den første og eneste nedkastning skete i april 1945 ved Salten.
Ernst Østerlund fortæller om, hvordan nedkastningen foregik.
Produceret af Poul Kastberg Krogh og Niels Hovgaard 1994 (16 min.)
15. Sandartnatten
Når fisker Carsten Nielsen den 1. juni kl. 0.00 sætter tændstikken til fyrværkeriet, er det begyndelsen på sæsonen for det berømte sandartfiskeri på søerne.
Hele natten bliver der fisket ved Rye Mølle, og næste morgen bliver fiskene målt og vejet.
Produceret af Niels Hovgaard 1994 (12 min.)
16. Fiskerhuset ved Ry
Erhvervsfisker Carsten Nielsen, Ry, fortæller om erhvervsfiskeriet på Himmelbjergsøerne, og vi er med ham en tidlig morgen på søen for at tømme ruserne. Vi følger det sociale samvær på "sladrebænken" ved fiskerhuset og hører om erhvervsfiskerens bekymring for fremtiden.
Produceret af Niels Hovgaard 1994 (16 min.)
17. Søhøjlandets spejl
- et stemningsbillede.
Til musik: Forellequintetten af Schubert.
Produceret af Niels Hovgaard 1994. 2. udgave redigeret 1997. (8 min)
18. En tur fra Ry til Himmelbjerget
- fortalt af skipperen på "Birksø", Ejer Jensen, Ry. Filmen viser en sejltur fra Ry til Himmelbjerget.
Produceret af Niels Hovgaard 1995 (16 min.)
19. Petrine - pigen fra Galgebakken
I 1944 blev et kvindeskelet udgravet i Galgebakken i Gl. Rye. Skelettet blev dateret til ca. 1600. Hvorfor og hvordan kvinden er blevet henrettet, ved vi ikke. Siden tilbragte "Petrine" mange år i en trækasse på Gl. Rye Skole - men nu kan hun ses på Museet på Gl. Rye Mølle.
Produceret af Poul Kastberg Krogh og Niels Hovgaard 1995 (18 min)
20. Poul Steffensen og Ry
Maleren Poul Steffensen (1866-1923) er kendt for sine bogillustrationer, ikke mindst til Ingemanns historiske romaner og Carit Etlars "Gøngehøvdingen", og har bl.a. også malet altertavlerne i en del af Ry-egnens kirker.
Produceret af Poul Kastberg Krogh og Niels Hovgaard 1995 (17 min.)
21. Hotel Julsø
De tre sidste ejere af hotellet ved Himmelbjergets fod fortæller om virksomheden i deres tid.
Vi ser, hvordan det er lykkedes at føre hotellets restaurant tilbage til sin oprindelse. Niels Poulsen, Låsby, fortæller om, hvorfor Jodle Birge har fået sit museum netop her.
Produceret af Poul Kastberg Krogh og Niels Hovgaard 1996-97 (16 min.)
22. Levende dage ved Slåensø og Millingbæk
Millingbæk og Slåensø har altid været et udflugtsmål. Tidligere var der lidt industri og endda en sommerrestaurant, hvor bl.a. Mary Jensen havde plads i 1927.
Ferskvandsbiologen Henrik Jacobsen fortæller om livet i Millingbækken.
Produceret af Niels Hovgaard 1996-97 (13 min.)
23. Maleren Jørgen Glud, Ry
Den 84-årige kunstmaler, Jørgen Glud, bor og arbejder i sit lille hus ved Alling nær Ry Station.
Jørgen Glud er både maler og keramiker, og han har med sine keramikrelieffer høstet stor hæder. Det gælder f.eks. reliefferne på Vejle Sygehus og Hotel Marselis i Århus, men utallige steder ses Jørgen Gluds værker.
På denne video fortæller Jørgen Glud om sit liv og sin kunst, og vi ser mange af hans værker.
Produceret af Niels Hovgaard 1997 (22 min.)
24. Dynæs - fra ridderbolig til digterbolig
Museumsinspektør Holger Garner, Øm Kloster, fortæller om Dynæs og Gammelkold borgenes ruinrester, og om Johan Skjoldborg, der boede på Dynæs fra 1907-14. Ingrid Laustsen, Laven, besøgte som barn familien Skjoldborg. Susanne Berg Pedersen, der bor der i dag, fortæller om de forpligtelser, der følger med.
Produceret af Niels Hovgaard 1997-98 (21 min., 15 sek.)
25. Rye Mølles Åle- og Elværk
Rye Mølle med Åleværket har en meget lang historie, der strækker sig helt tilbage til Øm Klosters tid. På grundlag af gamle papirer og billeder fortælles historien op til slutningen af det 20. århundrede. Elværket er naturligvis langt nyere - fra 1881, hvor vandmøllen og kornmøllen blev afløst af to turbiner, der producerede elektricitet.
Arkitekt Bendt Nielsen, der står for bygningsadministrationen, fortæller om møllen i dag, og medhjælper Vagn Aage Mortensen, fortæller om ålefiskeriet.
Produceret af Niels Hovgaard 1998 (21 min., 10 sek.)
26. Middelaldermarked 1999
Året 1999 var erklæret Middelalderår, og det gav sig udslag i mange farvestrålende arrangementer. I Gl. Rye var alle sejl sat for at skabe et farvestrålende marked med varer, som også kunne handles i 1499. Videoen viser glimt fra markedspladsen med musik af "Via Dana". Kong Hans ankommer, og der er Commèdia del'Arte v/ Gl. Rye Dilettanterne.
Søhøjlandets Økomuseum stod bag arrangementet. Videoen viser kun glimt fra markedspladsen d. 12. juni 1999.
Produceret af Niels Hovgaard (13 min.)
27. Kildemarked og "Kilden og Galgen" 1994
Videoen viser glimt fra Kildemarkedet i 1994 samt nogle minutter af Søhøjlandets Egnsspil, der samtidig havde premiere med forestillingen "Kilden og Galgen" nedenfor møllen. Optagelserne har været gemt og efterhånden glemt indtil 1999.
Produceret i 1994 og redigeret i 1999 af Niels Hovgaard (16 min., 30 sek.)