Himmelbjerg-souvenirs
På Museet på Gl. Rye Mølle findes en udstilling med originale Himmelbjerg-souvenirs af træ. Dette lokale kunsthåndværk er en direkte udløber af træskoproduktionen i området. Træskomændene havde et godt håndelag for at snitte små souvenirs, som hurtigt fandt afsætning hos turisterne, der kom sejlende til Himmelbjerget.
I starten blev de hjemmelavede trævarer solgt fra en bakke, som sælgeren gik med på maven. Senere byggedes de velkendte kiosker, heriblandt "Ugleboden", der blev bygget i 1905.