Egnen omkring Gl. Rye blev i sidste halvdel af 1500-tallet midtpunkt for én af de første store glasproduktioner i Danmark. Det krævede nemlig kolossale mængder af brændsel at opvarme de store ovne, og brændsel havde man i rige mængder i kraft af skovene.
Adelen var blevet en væsentlig faktor i landets forbedrede økonomi, og med denne rigdom fulgte slotsbyggerier og talrige fester. Til byggeriet skulle bruges rudeglas og til festerne drikkeglas.
Man havde ikke selv fagfolk til glasproduktionen, og Frederik 2. henvendte sig derfor til sin svigerfar, Hertugen af Mecklenburg, som i 1582 sendte ham et hold tyske glasbrændere. De var imidlertid ikke dygtige nok, og først da glasbrænder Liborius Trebing i 1585 kom til Danmark sammen med 10 svende, kom der gang i produktionen.
Glasproduktionen omfattede bl.a. vinduesglas til Skanderborg Slot og Silkeborg Slot - og ikke mindre end 20.000 drikkeglas til Christian 4.'s kroning. Det store antal drikkeglas skyldtes den gamle skik med – efter at have tømt sit glas – at smide det bag over skulderen og så bede om et nyt.
Glasproduktionen medførte mange rydninger i de store skove omkring Rye (Rye betyder rydning), og inden år 1600 måtte man nedlægge "glashytterne" (eller glasværkerne), idet ressourcerne var opbrugt.
I 1964 blev der foretaget en arkæologisk udgravning af nogle af glashytterne i Glarbo lidt vest for Gl. Rye. Udgravningen påviste, at der mindst syv steder i området er opstået rydninger omkring ovnanlæg til glasproduktion. Stednavne som Glarbo, Hyttekær og Stenhule vidner endnu om datidens storproduktion af glas. Ud fra rydningernes størrelse vurderes det, at træet højst blev slæbt ca. 1 km. Når rydningen havde antaget en vis størrelse, blev produktionen flyttet til et nyt sted.
Undersøgelserne i Glarbo-området og samtidigt billedmateriale fortæller, at ovnene var opført som selvbærende kupler af sandsten eller mursten ca. 3 meter i diameter. I glasrydningerne i Glarbo-området er der fundet affald fra glasproduktionen, og på grundlag heraf kan man danne sig et indtryk af, hvilke glastyper, der blev fremstillet.
På Museet på Gl. Rye Mølle kan man se et udvalg af fundne glasstykker fra Glarbo.
Tanken om at bygge en glasovn af samme type, som man brugte i Glarbo-området i 1500-tallet, har optaget folk på Gl. Rye-egnen i en del år. I maj 2007 kunne Himmelbjergegnens Friluftsgård og Museet på Gl. Rye Mølle indvie en rekonstruktion af en renæssance-glasovn i Glarbo. Straks derefter gik man i gang med forsøg med at smelte glas.
To dage før glassmeltningen skulle begynde, blev der tændt op i ovnen. Temperaturen skulle op over 1100 grader for at nå kvartssandets smeltepunkt. Der var også indrettet et glaspusteri ved siden af ovnen, så man kunne fremstille rudeglas og drikkeglas som i renæssancen. Men desværre nåede temperaturen i dette første forsøg kun lige over 1000 grader, og blot nogle få tynde stænger af glas blev resultatet. Eksperimentet med glassmeltning lykkedes for alvor i 2008, da man kunne smelte og puste bl.a. små glaskugler.
