Julemarked
Den 1. søndag i advent afholdes julemarked på Gl. Rye Mølle. Det sker i samarbejde med Borgerforeningen og er et stort tilløbsstykke. Inde i møllen er der stemningsfulde boder med julegaveidéer og julepynt. Træskomageren arbejder og hans kone spinder garn. I møllens julecafé kan man sætte sig og nyde et glas gløgg med æbleskiver og hjemmebagte juleboller. Om eftermiddagen kaldes selveste julemanden ud fra møllen, hvor han – med sin kones hjælp – deler godter ud. Herefter går alle bagefter Oddergarden ned til torvet, hvor byens juletræ tændes, mens der synges julesange.