”blot BLÅT”
”blot BLÅT” er navnet på en særudstilling af moderne strik, som kan ses på Museet på Gl. Rye Mølle hele sommeren 2014. Foreningen ”Seriøst strik… for sjov” står bag udstillingen, der indeholder et meget varieret udvalg af utraditionelt håndstrik i blå farver. Der er alt fra strikkede smykker over hatte og sjaler til skulpturer og møbler! Knap 40 udstillere viser deres ting i hele møllen og museet.
Strik er hot! Det viser alene væksten i foreningen, ”Seriøst strik… for sjov”, som står bag årets særudstilling på Gl. Rye Mølle. Foreningen blev stiftet i 2005 og har siden ved knopskydning fået lokalgrupper i Viborg, Silkeborg, Aarhus, Horsens og Vejle. En ny gruppe er netop kommet til i Holstebro.
Ideen med foreningen er at inspirere medlemmerne til at udforske kunsten at strikke i hånden. Det kan fx være inden for nye teknikker, materialer og ved at lade håndstrik indgå i helt nye sammenhænge.
Foreningen lægger vægt på, at det skal være ambitiøst, nytænkende, sjovt og udfordrende for den enkelte og for hinanden. Medlemmerne mødes en gang om måneden i lokalgrupperne.
Se mere om foreningen på: http://strikforsjov.wordpress.com/
Hanne Pjedsted har strikket denne figur, som har fået titlen ”Blue feelings”.
Glimt af strikningens historie
Hvor og hvornår strikningen opstod, ved man ikke med sikkerhed. Men der er nogenlunde enighed om, at strikningens vugge stod i et af de arabiske lande. Det ældste fund af uldstrik stammer fra Mellemøsten og er dateret til før 256 f. Kr. Da araberne erobrede Spanien i 700-tallet fulgte strikningen med, og herfra spredtes kendskabet til resten af Europa.
I Danmark har strikning sandsynligvis kun været kendt i de sidste ca. 500 år. Det menes, at jyderne var de hurtigste til at lære sig strikkekunsten – af påvirkning sydfra, og at de andre skandinaviske lande har modtaget strikketeknikken fra Danmark.
Især på den vest- og midtjyske hede fik strikning af uldvarer stor betydning som indtægtskilde. Ved midten af 1800-tallet regnede man 90 sogne i det midtjyske område til de såkaldte ”bindeegne”. I disse sogne var op mod 2/3 af befolkningen beskæftiget med binding, dvs. strikning.
Blicher har i sine noveller ”Hosekræmmeren” og ”E Bindstouw” givet glimt af uldjydernes miljø. Bindestue var betegnelsen for det arbejdsgilde, hvor man på skift samledes hos dem, der havde bedst plads, og spandt garn, strikkede uldtøj og fortalte historier!
Omkring Herning, Ikast og Brande udviklede traditionen med fåreavl, uldproduktion og fremstilling af strikvarer og klæde sig i 1900-tallet til en omfattende tekstilindustri.
