Landskabet med de store vandflader, som skærer sig ind imellem nogle af Danmarks højeste bakker, har betegnende nok fået navnet det midtjyske Søhøjland.
Her finder vi Mossø, som med sine 16,6 km2 er Jyllands største og Danmarks 3. største sø. Skanderborg Sø er mindre (8,6 km2), men på en 6. plads blandt Danmarks søer. Julsø ved Himmelbjerget er med 5,8 km2 en af landets ti største søer.
I Ferskvandsmuseets udstilling fortælles om dette landskabs dannelse og det rige dyreliv, som findes i og ved områdets mange søer og vandløb.