I begyndelsen af 1945 rykkede den russiske hær sejrrigt frem på Østfronten. Hvor russerne rykkede frem, forlod tyskere hus og hjem og flygtede hovedkuls mod vest. Østpreussen blev afskåret, og fra havnene i Danzigområdet blev et par millioner udmattede kvinder, børn og gamle, foruden sårede soldater, stuvet på skibe med kurs mod vest.
3. april 1945 rullede det første flygtningetog ind på Skanderborg Station. Det var kvinder med børn og gamle mænd, alle i en sørgelig forfatning. Frem til sommeren 1945 blev de tyske flygtninge, der kom til Skanderborg, indkvarteret i skoler, forsamlingshuse og lignende. Her havde de rimelige frie forhold og kunne eksempelvis gå ud og købe varer. Den 8. maj ændrede det sig, da tyskerne nu blev interneret i bygningerne og danske vagtposter sørgede for, at de ikke forlod stedet uden en aftale.
5. juli 1945 oprettede man officielt Flygtningelejren Sølund, som lå i en begrænset del af det tidligere tyske hovedkvarter for Luftwaffe Skanderborg Dyrehave. Her flyttede de ca. 700 tyske flygtninge ind i de tidligere soldaterbarakker, og skulle nu få en hverdag til at fungere. Man skulle så vidt muligt selv stå for madlavning, undervisning af skolebørn, drive administration og værksteder osv.
Lejren blev ledet af en dansk lejrledelse, men der var også en tysk lejrledelse, som var demokratisk valgt af flygtningene. Den tyske lejrledelse gik til den danske lejrledelse med blandt andet ønsker fra de tyske flygtninge, som herefter besluttede, hvad der skulle ske.
Generelt fortæller de tyske flygtninge i Flygtningelejren Sølund at de havde det godt, omstændighederne taget i betragtning. De havde blandt andet biograf, værksteder, skole og børnehave.
Lejren eksisterede frem til 5. juli 1946, hvor den blev lukket ned, og flygtningene blev sendt videre til Gl. Rye Flygtningelejr. Herefter fjernede man de sidste barakker, pigtråd osv. inden man igen kunne åbne Dyrehaven for danskerne.
Billede: Tyske flygtningebørn undervises i den bygning, der i dag er Danhostel Skanderborg.
