Kulsukker, læge-kulsukker

Symphytum officinale ✝
Tilknytning til Øm Kloster

Giftighed: ✝ (let giftig)

Indplantet af Jens Lind i 1926.

Beskrivelse

Familie: Rubladfamilien

En flerårig, 40-100 cm høj, robust plante med bladroset det første år og oprette, grenede stængler uden vinger det følgende. Bladene er ruhårede. De nederste er grove, ovale til lancetformede og stilkede. De øvre er ustilkede og ovale. Blomsterne er 12-18 mm lange og purpurviolette til lyserøde eller hvidlige. Kronen har 5 korte flige og udragende griffel. Planten har fået sit navn, fordi ‘roden er sort som kul udvendig, men indvendig er den hvid som sukker’. Kulsukker blomstrer juni-august. Den er oprindelig forvildet fra haver og kan nu findes overalt ved bebyggelser, i vejkanter, enge og langs floder.

Indholdsstoffer

Bl.a. slimstoffer, allantoin, tanniner, æteriske olier, glykosider og steroide saponiner. De giftige pyrrolizidin alakloider findes i hele planten, men koncentrationen er størst i roden.

Kulturhistorie og anvendelse

Advarsel

Umådeholden indtagelse frarådes. Levnedsmiddelstyrelsen forbyder anvendelse i fødevarer. Udvortes kan planten anvendes uden problemer. Pyrrolizidin alkaloiderne er stærke levergifte der kan give anledning til forgiftninger.

Kulturhistorie

Kulsukker er gennem årtusinder blevet anvendt som sårhelende middel, og dens ry til dette formål har igennem tiden antaget en ligefrem mytisk karakter. Bl.a. skulle den efter sigende kunne hele en sprængt mødom, og kom man den i gryde sammen med kød, ville kødstumperne vokse sammen.

I dag er plantens sårhelende egenskaber dokumenteret.

Historisk anvendelse

Hildegard af Bingen (o. 1150) siger om kulsukker, at ‘den der spiser denne plante uden grund, vil få ødelagt gode væsker i kroppen. Men er man såret eller har svulster så vil denne plante hjælpe både ud- og indvortes’.

Henrick Smid (1546) anbefaler plastre af roden til alle udvendige sår, og kogt i vin læger den angrebne lunger. Han anbefaler alle bartskærere at dyrke planten i deres haver, idet den er nyttig til allehånde sår og brækkede ben.

Simon Paulli (1648) skriver, at en sirup fremstillet af roden er virksom mod gamle bylder og sår på lunger og nyrer, og tilføjer at barbererne næppe tilbereder en sårdrik uden denne urt, ‘fordi den har så stor kraft til at hele og læge’ og i øvrigt virker blodstillende.

Kulsukker er optaget i farmakopéen fra 1772 (forskrift for lægemidlernes tilberedning). Den ses bl.a. anvendt mod hoste og diarré, til diende kvinders ømme bryster og mod voldsom menstruation, og så sent som i 1975-76 averteres med kulsukkerrod som middel mod gigt, migræne og eksem. I dag indgår indholdsstoffet allantoin bl.a. i cremer og anvendes især til behandling af eksem af psoriasis på grund af dets sårhelende egenskaber, som er almindeligt anerkendt. Således er kulsukker et traditionelt middel mod mavesår og irritation af tyktarmen. Desuden viser flere undersøgelser, at kulsukker kan påvirke kønshormonerne pga. plantens indhold af steroide saponiner.