Gudenåens klostre

Klostre langs vandet
Gudenåen og dens mange tilløb og søer har gennem århundreder været livsnerven i det indre Jylland. Her blev klostrene centrale kulturelle, religiøse og økonomiske knudepunkter. Nogle bestod i flere århundreder, mens andre havde en kortere levetid, enten fordi de ikke var levedygtige eller blev flyttet til nye steder.
Munke- og nonneklostrene kom til at eje store dele af oplandet, og deres placering langs vandvejene var langt fra tilfældig. Gudenåen gav adgang til transport, handel, fiskeri, vandkraft og frugtbar jord. Derfor lå klostrene som perler på en snor langs åen og satte et markant præg på landskabet og samfundet omkring dem.
Vandkraft
Vandet var en afgørende ressource for klostrene. Med vanddrevne møller kunne munkene effektivisere mange arbejdsopgaver og skabe indtægter. Kanaler førte vand til møller, fiskedamme, smedjer, garverier, køkkener og bryghuse, og spildevand blev ledt væk gennem det samme system

Transport
I middelalderen var vandvejene de vigtigste færdselsårer. Vejene var ofte dårlige, mens søer og åer gjorde det muligt at transportere mennesker og varer hurtigt. En pram kunne laste langt mere end datidens vogne, og Gudenåen blev derfor en vigtig forbindelse mellem klostrene og omverdenen.

Fiskeri
Fiskeriet havde stor betydning for klostrenes økonomi og dagligliv. Ferskvandsfisk var eftertragtet, og fisk indgik ofte i kosten, fordi kirkens mange fastedage tillod fisk, men ikke kød. Klostrene anlagde fiskedamme og fiskede i åer og søer, og overskydende fisk kunne sælges.

Søhøjlandets klostre
I Søhøjlandet opstod en række klostre ved områdets søer, åer og vandveje: Vissing ved Gudenåen, Voer og Øm ved Mossø, Ring og Kalvø ved Skanderborg Sø samt Veng ved Veng Sø og Knudå. Sammen udgjorde de et tæt netværk af religiøse centre, som prægede landskabet, samfundet og kulturen i flere hundrede år.

Kalvø Kloster
Kalvø Kloster blev grundlagt af benediktinermunke i 1100-tallet på Kalvø, en ø i Skanderborg Sø. I 1168 overtog cisterciensermunke klostret, men få år senere flyttede de videre og grundlagde Øm Kloster. Ifølge Øm Klosters Krønike var livet på øen besværligt, fordi dårligt vejr ofte forhindrede overfarten til fastlandet.
I dag er ingen af klostrets bygninger synlige over jorden, men arkæologiske undersøgelser har påvist rester af en middelalderlig frådstensbygning. Kalvø er privatejet og ikke åben for offentligheden.

Ring Kloster
Ring Kloster var et benediktinsk nonnekloster, som sandsynligvis blev grundlagt i 1100-tallet. Klostret nævnes første gang i 1203 og fungerede frem til reformationstiden, hvorefter det gradvist blev nedlagt. I 1610 blev klosterkirkens hvælvinger revet ned.
Klostret lå ved Ring Kloster Å tæt på Skanderborg Sø. Ingen bygninger er bevaret over jorden, men arkæologiske undersøgelser har afsløret et stort firfløjet anlæg med kirke og korsgange. På stedet står i dag en lade og en stald, som markerer klostrets placering.
Flere af klostrets kirkegenstande er bevaret. En fornem altertavle fra 1480 kan ses i Østbirk Kirke, mens klostrets alterkalk og disk fra 1529 findes i Stilling Kirke.

Veng Kloster
Veng Kloster blev grundlagt som benediktinsk munkekloster i slutningen af 1000-tallet og regnes blandt Danmarks ældste klostre. I 1166 overtog cisterciensermunke stedet, men to år senere flyttede de videre til Kalvø.
Klostret ophørte herefter, og klosterkirken blev sognekirke. Veng Kirke er i dag Danmarks ældste bevarede klosterkirke og står bemærkelsesværdigt intakt med mange spor fra sin tid som klosterkirke, selvom klosterbygningerne er forsvundet.

Vissing Kloster
Vissing Kloster var et benediktinsk nonnekloster ved Gudenåen tæt på Mossø og Voer Kloster. Klostrets historie er sparsomt belyst, men Øm Klosters Krønike fortæller, at det blev hærget under urolighederne i 1240’erne. Omkring 1430 blev det lagt sammen med Voer Kloster.
Klostret lå i et sumpet område ved foden af Sukkertoppen. På stedet er der fundet rester af munkestensmure og middelalderlige grave. Klostertomten er i dag privatejet.

Voer Kloster
Voer Kloster var et benediktinsk munkekloster, sandsynligvis grundlagt i midten af 1100-tallet. Klostret ejede betydelige jorder og fiskerettigheder ved Gudenåen og Mossø. Efter reformationen ophørte klosterlivet, og bygningerne blev revet ned i anden halvdel af 1500-tallet.
Ingen klosterbygninger er bevaret over jorden, men arkæologiske undersøgelser har afdækket spor efter anlægget. Klostermølle ligger i dag på det tidligere klosterområde, hvor man stadig kan opleve lægeurter som et minde om munkenes hverdag. Her kan man også se klosterkanalen, som munkene anlagde for at lede vand fra Gudenåen cirka 1,3 km til klostrets vandmølle.

Øm Kloster
Øm Kloster blev grundlagt af cisterciensermunke i 1172 på en landtange mellem Mossø og Gudensø. Munkene kaldte stedet Cara Insula, den kære ø. Gennem et system af kanaler sikrede de vandforsyningen til alle klostrets formål.
Efter reformationen ophørte klosterlivet i 1560, og bygningerne blev revet ned. Materialerne blev blandt andet genbrugt ved ombygningen af Skanderborg Slot.
I dag er Øm Kloster en af Danmarks bedst undersøgte klostertomter. De frilagte fundamenter viser en af landets mest komplette middelalderlige klostergrundplaner med kirke, korsgange og klostergård. Her kan man også se graven efter biskop Peder Elafsen, der døde i 1246 og var en af klostrets vigtigste velgørere.

Klostre i Gudenådalen
Mellem Silkeborg og Tange Sø lå en række klostre langs Gudenåens forløb gennem Gudenådalen: Sminge ved Sminge Sø, Tvilum ved Gudenåen, Søbygård ved Søbygård Sø, Alling ved Alling Sø og Alling Å samt Vejerslev ved Gjelå.

Sminge Kloster
Sminge var det første sted, hvor en gruppe cisterciensermunke fra Vitskøl Kloster forsøgte at grundlægge et nyt kloster i Midtjylland. Munkene kom omkring 1165, men blev kun kort. Ifølge Øm Klosters Krønike fandt de stedet for fattigt og uegnet, og de flyttede derfor videre til Veng.
Klostret lå ved Sminge Sø tæt på Gudenåen. Fund af middelaldergrave og enkelte bygningsrester vidner om aktivitet på stedet. Fundamenterne kan stamme fra Sminge Sognekirke, som formodes at have været munkenes midlertidige kirke.

Tvilum Kloster
Tvilum Kloster blev grundlagt i midten af 1200-tallet af augustinerkorherrer med støtte fra biskop Gunner af Ribe. Klostret lå usædvanligt afsides ved Gudenåen på biskoppens jord ved Tvilumkanten. Korherrerne betjente områdets sognekirker, mens ladegården lå ved det nuværende Tvilumgård nord for klostret. Anlægget bestod af tre fløje, med kirken som den fjerde fløj omkring klostergården.
Klostret blev nedlagt i 1537, og klosterbygningerne forsvandt hurtigt. Tvilum Kirke er i dag det eneste synlige levn. Den blev opført i 1200-tallet, udvidet i 1400-tallet og rummer stadig en sengotisk altertavle fra omkring år 1500.

Søbygård (Søby Kloster)
Søbygård var et forsøg på at oprette et augustinsk nonnekloster i begyndelsen af 1400-tallet. Initiativet kom fra Lena, enke efter ridder Laurids Offesen, som ville oprette et kloster på herregården Søbygård. Klostret fik aldrig rigtig fodfæste. Allerede i 1428 omtales kun én nonne på stedet, og kort efter ophørte projektet. Augustinerklostret i Tvilum søgte siden at overtage godset.
Søbygård lå ved Søbygård Sø og Granslev Å, der via Lilleåen har forbindelse til Gudenåen.

Alling Kloster
Alling Kloster var et benediktinsk munkekloster, som første gang nævnes i 1268. Meget tyder på, at klostret havde rødder i Vejerslev, og at munkene i løbet af 1200-tallet flyttede til Alling.
Klostret opbyggede betydelige jorder og ejede flere kirker i området. Anlægget lå ved Alling Sø og bestod af fire fløje omkring en lukket gård med kirken som sydfløj. Ved reformationen blev klostret nedlagt. I dag er fundamenterne markeret som lave, græsklædte volde, der viser anlæggets omfang.

Vejerslev Kloster
Vejerslev Kloster var et benediktinsk munkekloster, som kun kendes fra få skriftlige kilder. Det nævnes første gang i 1203, hvor abbed Ingmar af Vejerslev optræder som vidne på et dokument. Meget tyder på, at munkene senere flyttede til Alling, som i senmiddelalderen ejede Vejerslev Kirke.
Kirken er i dag det eneste minde om klostret. Den ligger på et bakkedrag med vid udsigt over Gudenådalen og er stadig sognekirke. Bygningen rummer spor af en ældre stenkirke, som senere blev udvidet til en korskirke, formentlig i forbindelse med klostrets oprettelse.

Byens klostre
Hvor Gudenåen løber ud i Randers Fjord, lå der i middelalderens Randers tre klostre: Vor Frue Kloster, Gråbrødreklostret og Helligåndsklostret. Syv kilometer fra byen, syd for Gudenåen, lå Essenbæk Kloster.

Vor Frue Kloster
Vor Frue Kloster var et benediktinsk nonnekloster i Randers, som kendes fra midten af 1100-tallet. Klostret lå i byens nordlige del nær Nørreport og voksede gennem århundrederne til et firfløjet anlæg.
Klostret blev nedlagt i 1431 og senere lagt under Mariager Kloster. Klosterkirken Sankt Peder stod dog i flere århundreder, før de sidste rester forsvandt i begyndelsen af 1900-tallet. I dag er området nord for Rådhustorvet bebygget, og intet er bevaret af klostret.

Gråbrødreklostret
Gråbrødreklostret i Randers blev grundlagt i 1236 af franciskanermunke. Gennem middelalderen modtog klostret mange gaver og blev velstående. Arkæologiske undersøgelser har vist, at anlægget i senmiddelalderen bestod af fire fløje med kirken som en central del.
Ved reformationen blev klostret nedlagt, og området blev omdannet til Dronningborg Slot. Klosterkirken var kirke for byens borgere, indtil slottet blev revet ned i 1721. I dag markerer gadenavnene Brødregade og Gråbrødrestræde stadig stedet.

Helligåndsklostret
Helligåndsklostret i Randers blev grundlagt i 1480’erne med udgangspunkt i et ældre helligåndshus. Klostret var hospital for syge, ældre og nødlidende og en vigtig social institution i middelalderens by.
Klosterkirken, den nuværende Sankt Mortens Kirke, blev opført i slutningen af 1400-tallet og var både kloster- og sognekirke. Efter reformationen ophørte klostret, men kirken fortsatte som sognekirke. I dag er både Sankt Mortens Kirke og det bevarede Helligåndshus synlige minder om klostret.

Essenbæk Kloster
Essenbæk Kloster var et benediktinsk munkekloster, grundlagt af Stig Hvide i første halvdel af 1100-tallet. Omkring 1180 blev klostret flyttet fra Randers til Essenbæk, hvor det blev et betydningsfuldt kloster viet til Sankt Laurentius.
Anlægget bestod af fire fløje omkring en klostergård med kirken mod syd. Ved reformationen overgik klostret til kronen og blev senere solgt. Ingen bygninger er bevaret, men udgravninger har påvist klostrets placering, og stednavne som Klostervej, Klostergaard og Klosterenge minder stadig om det.

Kontakt os
Øm Kloster Museum
Munkevej 8
8680 Ry
info@museumskanderborg.dk
Refugiet Klosterhus
Reservation og spørgsmål om ophold i Klosterhus: museumsinspektør Lene Mollerup på lmo@museumskanderborg.dk.